fbpx

H-båds Liga, Egå: veloverstået Haarup Mixer Cup

Inkluder i Newsletter: Ja

 H-båds Ligaén havde i Pinsen sat hinanden stævne i Århus Bugten, hvor Egå Sejlklub lagde rammerne om et flot anlagt stævne med deltagelse af 21 H-båds besætninger.

Og vejret - som ingen kan styre, lagde langsomt ud - så en udsættelse var nødvendig, men herefter fyrede dommeren løs med startkanonen, og fem flotte sejladser blev afviklet allerede lørdag. Søndag blev fire sejladser i det bedste sejlervejr med 4-5 sekundmeter afviklet.

Bertelsen kom, så og sejrede
Anders Bertelsen fra Århus Sejlklub deltog ikke i forrige stævne i Vallensbæk, så måske skulle formen lige pudses af i forhold til de andre besætninger, som allerede havde krydset klinger. Men der var ikke noget at pudse på, - for Anders Bertelsen og hans tre gaster var sejlet, og vandt stævnet med en flot serie, hvor deres dårligste resultat var en femteplads.

Thomas Sennels, også fra Århus Sejlklub, som i Vallensbæk blev nummer tre, kunne her i Egå træde op på andenpladsen. Men som bekendt er nummer to den første taber, og da Bertelsen og Sennels hver tirsdag kæmper på træningsbanen i Århus, så kommer der nok stadig røg ud af ørerne på Thomas Sennels. Mads P.G. Korsgaard fra KDY sejlede en flot og sikker tredjeplads hjem. Besætningen viser også stabil form, da de i Vallensbæk fik en samlet andenplads.

Alle top sejlerne fra H-båds Ligaen deltog i stævnet - lige undtagen Claus Høj Jensen.

På banen var også sejlsportsfotograf Peter Brøgger som har lavet nogle rigtig flotte billeder, som man lige bør klikke ind på Danske H-båds sejleres facebook gruppe og studere - du får også lige et par eksempler i galleriet herunder. 

H-båds sejlerne vil gerne sende en tak til Egå Sejlklub og deres store stab af frivillige, som fik det hele til at spille på banen og kajen, hvor jazzmusikken og fadøllen vakte glæde. Ikke mindst takkes der til tidligere H-båds sejlere Ole og Birgit Christensen fra Silkeborg, som er idemagere og promotorer for stævnet.

Resultat:

1 Anders Bertelsen Århus Sejlklub                             13 point

2 Thomas Sennels Århus Sejlklub                               29 point

3 Mads P.G. Korsgaard KDY                                         36 point

4 Claus Hovgaard Sejlklubben Neptun Vejle             44 point

Se hele resultatlisten her.

Se flere af Peter Brøggers lækre fotos på Danske H-båds sejleres facebook gruppe - du får linket serveret her.

Næste store H-båds event bliver verdensmesterskabet, som sejles i tyske Warnemünde den 4-9. Juli. 

Ind imellem sejles der tæt i H-båds Ligaen, få en fornemmelse af hvor tæt i videoen herunder:


Galleri