fbpx

DK Rundt Singlehand: Havari mellem Læsø og Anholt

Inkluder i Newsletter: Ja

Der er nu 11 sejlere tilbage i årets Danmark Rundt Singlehand Inshore, eller nærmere 10, da en sejler har brækket roret i Kattegat. 4-5 stykker kastede håndklædet i ringen i Bønnerup efter første etape.

For en Maxi Fenix gav det ikke mening at fortsætte i en båd, der er meget lille, og andre måtte konstatere, at de var meget trætte.
Også Per Cederberg, der er en meget dygtig og erfaren sejler, måtte erkende at en Seascape 24 er lidt for lille til hårdt vejr i Kattegat. Han skriver på facebook. - Lidt efterrationaliseringer på en hurtigt overstået DK rundt. Danish Seascape ligger trygt og godt i Grenå, og jeg er hjemme efter traileren, og en anelse blød i bolden efter stort set ingen søvn i 2 døgn. Håber nu de resterende sejlende kommer sikkert i havn.
Også Claus Pedersen i sin Mini 6.50 Pogo 2 valgte ikke at fortsætte fra Bønnerup.

– Vi er glade for at have skabt et miljø, hvor det er OK at kaste håndklædet i ringen. Det handler om en vurdering af egne evner, og jeg har stor respekt for, at de vælger at sige fra, forklarer en af arrangørerne, Jan Møller, der gerne vil tilføje, at han er meget glad for den flotte modtagelse i Bønnerup, på trods af at de fik meget kort tid til at forberede sig på singlehandsejlerne.
– Vi blev modtaget med åbne arme, og fik et helt bassin for os selv og kunne bruge alle faciliteter. Det er flot!

Fra Bønnerup mod Skagen fik sejlerne også det noget besynderlige vejrskifte, som Danmark oplevede søndag. Ved Skagen tiltog vinden og en sejler målte 17 m/sek. i havnehullet til Skagen Havn

Her stod Jan Møller klar til at hjælpe med fortøjningerne, men den hårde luft fik i stedet båden til at trække Jan i havnen!

Efter den hårde etape til Skagen var der yderligere nogle sejlere der meldte fra, bl.a. Jens Als Andersen, Kim Basland og Karlheinz Müller.

Havari i Kattegat
Mandag eftermiddag blev sikkerhedsholdet i Assens opmærksomme på, at Niels Ulstrup i Garfield, en specialbygget Brøker 35, sejlede meget langsomt. Jacob Handrup fra løbsledelsen fik kontakt med Garfield via Garmin InReach med en SMS, og fik at vide, at Garfield har brækket roret. Han lå midt mellem Læsø og Anholt da uheldet skete. Han er blevet undsat af redningstjenesten på Anholt, der er ved at bugsere ham og båd til den lille Kattegat-ø. Vejret i Kattegat ligger på 14 m/sek. middelvind og 17 i stødene.

Kl. 21 mandag aften er Jan B. Hansen i sin Figaro 2 ’The Beast’ godt på vej til Rungsted. Figaroen kan gå 15-16 knob på halvvind, så når Jan B. Hansen lærer sin nye båd godt at kende, så skal han nok gøre sit for ligge forrest. I Rungsted ligger allerede svenske Rikard Roth i XAR, en XP-44. Han blev noget kendt under et Silverrudder, hvor han måtte forlade sin båd efter en grundstødning. Båden overlevede både uvejr og grundstødning, og ligger nu trygt i Rungsted efter sejladsens tredje etape.

My Way, en First 40 med Stig Wittrup ved roret er også godt på vej mod Øresund, forfulgt af svenske Embla, en RM1350 med Anders Nyberg, Mandalay en IMX40 med William Fris-Møller ved roret og Rasmus, en Dynamic 43 med tyske Thomas Becker om bord.

Længere mod nord finder vi Niels Thomsen i Tustine. Han slog sin hånd på første etape, men han er en sej fyr, så han skal nok gennemføre, omend det ikke går så stærkt i hans Scanmar 33. Han har meget af turen fulgtes med tyske Harm Müller-Röhlck i Okke, en Dehler 35 CWS. Harm har en fortid som Whitbread-sejler.

I løbet af natten skulle de fleste gerne ankomme til Rungsted. Vi følger op på sejladsen, indtil da kan du følge sejlerne på tracking her.









★ Gør det selv

★ Bundmaling: Ram den grønne bølge med det nye sort

★ Artikel

★ Tjekliste til en sikker søsætning

Havne

København kan snart få flydende øer

Kapsejlads

Torbole Lake Garda: Dansk E-jolle triumf





Udvalgte artikler *