fbpx

Dansk værft i ny rekord - omsætter for 100 millioner på 100 dage

Related Articles: Pandemien får X-Yachts til at fravælge Boot Düsseldorf
Inkluder i Newsletter: Ja

IT-milliardær Ib Kunøe kan glæde sig over meget stor vækst i salget af de eksklusive X-Yachts sejlbåde i Haderslev-virksomheden, som han i 2019 blev eneejer af. Efter et par jævne år nærmer X-Yachts sig en imponerende salgsrekord over sommeren og dermed også et behov for udvidelse af kapaciteten.

Om det er Corona-krisen og de globale begrænsninger i rejsemuligheder, der får kunderne til at søge mod havet og den friske luft, er svært at sige, men fakta er, at salget af både herhjemme når nye højder, hvilket også er tilfældet hos X-Yachts, hvor sejlbåde er eksploderet i de seneste fire måneder. Den hæderkronede danske sejlbådsproducent, oplever en vækst, som kommer bag på ledelsen. I en branche, hvor der har været begrænset fremgang i de seneste år, slår salget af X-Yachts både rekord og viser samtidig et nyt og meget interessant købsmønster.

Danmark bliver størst i 2021
"Danmark er på få måneder blevet vores største marked. Traditionelt har vi solgt fire til fem nye både herhjemme om året, men alt tyder på en fordobling i 2021, og vel at mærke på ret dyre modeller. Mindste båd i X-klassen koster i omegnen af tre millioner kroner, men det bliver de større og endnu dyrere modeller, som sælger bedst i 2021," udtaler CEO Kræn Brinck Nielsen.

Mange ordrer over sommeren
I sommerperioden er der traditionelt længere mellem nye ordrer, men i juli måned i år oplevede X-Yachts helt uventede salgstal specielt på større både. Heraf hele otte stk. X49 og to stk X56, der begge er modeller i den bekostelige ende af prisskalaen.

12 måneders leveringstid
En tydelig tendens blandt kunderne skaber dog udfordringer for virksomheden. Kunderne ønsker deres nye båd her og nu, men det er ganske enkelt ikke muligt. For det første tager det mange måneder at producere en kvalitetssejlbåd, men derudover må værftet også erkende, at virksomheden kapacitetsmæssigt er blevet udfordret. Kræn Brinchk Nielsen "Ingen forestillede sig for et år siden den enorme fremgang, vi oplever nu. Vi nærmer os 12 måneders leveringstid medmindre vi udvider kapaciteten i virksomheden, der i dag beskæftiger i alt 250 medarbejdere og har egen produktion i Danmark og Polen. Vi er i fuld gang med ansættelse af flere medarbejdere, og vi overvejer selvfølgelig alle muligheder, der kan løse behovet for yderligere produktion. På intet tidspunkt vil vi dog gå på kompromis med kvaliteten, uanset hvor travlt vi har."

Men hvorfor dette salgsboom?
Kræn Brinck Nielsen har et bud: Jeg ville gerne kunne sige at væksten primært skyldes, at vi har indledt en mere synlig og engageret salgsindsats end tidligere, for det er i høj grad også tilfældet. Vi kommer i dag mere ud og møder kunderne og sejlsporten, og vi støtter aktivt op om både sociale og sportslige aktiviteter i ejerkredsene. På det digitale plan har vi også øget aktiviteten markant med blandt andet en web-konfigurator, hvor man kan indrette sin egen X-Yacht og virtuelt opleve båden, som om man befinder sig i den. Alt sammen er med til at styrke salget, men selvfølgelig har Corona-krisen også sin andel i det. Kunderne har pt ikke de samme muligheder for at rejse, og vælger i stedet at realisere deres sejlerdrømme i hjemlige farvande, og heldigt for os er så, at man prioriterer kvalitet, sikkerhed og sejlegenskaber højt.

X-Power også på vej
I løbet af 2021 introducerer X-Yachts et helt nyt skud på stammen i form af en 33 fods motorbåd (X-Power C33, red.), som er den første i en række af lanceringer i de kommende år. Tegningerne af C33 er allerede ude, og X-Yachts dna’et ses tydeligt med tre striber langs vandlinjen ligesom den stilfulde form og indretning, som X-sejlbådene er kendt for. "Vi har mange kunder og forhandlere, der ønsker en motorbåd fra X-Yachts, og vi har jo allerede designere og dygtige håndværkere i huset, så egentlig var det ikke svært for os at tage beslutningen. Mange af vores sejlbådskunder ønsker en motorbåd som ekstra båd, og andre ønsker måske at skifte fra sejl til motor, men holder fast i X-kvaliteten. Det er ud fra disse ønsker, at vi investerer i motorbådsmarkedet, og at dømme ud fra interessen, kommer vi ret godt fra start, for nu at beskrive det på jysk," siger Yachts’ CEO med et smil.

Kunøe’s hjertebarn
X-Yachts er en af Ib Kunøe’s mindre virksomheder, men efter sigende den, der står hans hjerte nærmest. Som inkarneret sejler med stærke rødder i Sønderjylland, var det ikke mindst passionen, der gjorde at Kunøe i 2019 erhvervede sig 100% ejerskab af X-Yachts, men med det aktuelle salgsboom er den veldrevne virksomhed altså godt på vej til at blive det, Kunøe med rette kan kalde en god forretning.