fbpx

Gratis entré til Egå's flydende bådmesse

Inkluder i Newsletter: Ja

Der vil være alt, fra småbåde til store sejl- og motorbåde, og udstillerne vil også vise udstyr, tøj, motorer, sejl, instrumenter osv. Desuden vil der være forskellige aktiviteter og konkurrencer.

Det er blevet årets største, hjemlige bådmesse af den flydende slags, hvilket betyder, at en stor del af de udstillede både ikke befinder sig på land, men i deres rette element. Det giver selvsagt en bedre oplevelse af bådene.

Se fotogalleri fra Egå i 2012 her

Sidste år fandt bådmessen sted i Dragør, hvor de omkring 10.000 gæster fik en stor maritim oplevelse. I år har arrangørerne placeret messen i Egå Marina, hvor den også blev afholdt i 2012.

"Det skyldes både den centrale geografiske placering, og at det er en særlig fornøjelse at samarbejde med Egå Marina og Egå Sejlklub. Rammerne er rigtigt fine, og så er der masser af p-plads til de besøgende," lyder det fra arrangør Michael Floor, der til daglig er direktør i Floor/Lund Marine i Risskov.

Gæsterne får mulighed for at se et stort antal forskellige både. Blandt andet kan de opleve den næsten 18 meter store Hanse 575-sejlbåd og den 46 fod store American TUG-motoryacht, mens der i den anden ende af prisskalaen udstilles joller, små motorbåde og gode brugte lystbåde. Og så skiller hybridbåden Greenline 33 sig lidt ud fra mængden med både solceller og elmotor.

HEI Roklub benytter messen til at invitere på en prøvetur i robåd og kajak. Har man en drøm om at komme i gang med en 'maritim karriere' uden sejl eller motor, er det en god mulighed for at få en smagsprøve. Det sker lørdag kl. 12-15 og søndag kl. 12-16.

Et andet spændende arrangement under messen er Aarhus Open Water, hvor 40 svømmere skal prøve kræfter med strækningen Egå Marina (Åkrogen) –Skødshoved. 10 til 15 både vil danne en kæde, der markerer den 4 km lange bane for de forventeligt 40 svømmere.

"Der bliver også andre former for underholdning under messen som fx konkurrencer, live-musik og demosejlads," fortæller Michael Floor, der også lover, at der kan købes is, pølser og noget at drikke. "Vi forventer besøgende fra hele landet, og de skal naturligvis hverken sulte eller tørste," slutter han.

Den flydende Bådmesse arrangeres af Floor/Lund Marine sammen med Danboat, der er brancheforening for danske bådforhandlere. Der er flere oplysninger på www.flydendebaadmesse.dk.