fbpx

Optimisme prægede Fredericia Boat Show

Inkluder i Newsletter: Ja

Fredericia Boat Show sluttede i går eftermiddags. I alt har 28.504 mennesker besøgt bådmessen over de to weekender og en VIP-dag. Lars Søndergaard, projektleder i Messe C Fredericia udtaler: "Det tal er vi meget fornøjede over. På nær et par hundrede matcher det besøgstallet sidste gang, så vi har undgået den ret kraftige besøgsmæssige afmatning, som mange bådmesser i Europa ellers har oplevet det seneste år. Vi demonstrerer igen, at der er et stort og loyalt bådpublikum i Vestdanmark".

IMG 9653

Lars Søndergaard

Generelt var det optimisme, der prægede bådudstillingen, hvilket var rart efter et par svære år.

Mange interesserede købere

Én ting er besøgstallet, en anden er købelysten og seriøsiteten blandt publikum, og også på det område er der tommel op fra blandt andre Michael Floor, Floor Marine A/S. "Der har været en god kvalitet i de kunder, der har været, og vi har fået en masse seriøse kontakter. Vi troede, at publikums interesse primært ville rette sig mod vores nye Bavaria 33 Cruiser, og den HAR også tiltrukket mange. Men faktisk har der været endnu større søgning mod vores Bavaria Vision serie, hvor den billigste er mere end dobbelt så dyr som Bavaria 33 Cruiser. Så det siger lidt om det publikum, der har besøgt udstillingen", siger Michael Floor, som principielt ikke udtaler sig om størrelsen eller antallet af salg, men tilføjer, at han har solgt både.

IMG 9817

Bavaria Cruiser 33 var godt besøgt

Dankortet blev brugt

Jan Hansen, formand for brancheforeningen Danboat, havde også de positive briller på i sin vurdering af messen. Både som udstiller med Quantum Sails og som formand. "Jeg er glad og tilfreds, og de Danboat medlemmer, jeg har talt med, siger det samme", siger Jan Hansen. "Meldingen har været, at folk ikke blot har haft Dankortet med, men at de også har brugt det", tilføjer han.

Jan Hansen Danboat

Jan Hansen er blandt andet formand for Danboat

X-Yachts tilfredse

X-Yachts var at finde på udstillingen efter nogle års pause. Birger Hansen fortalte sent i går eftermiddags til Bådmagasinet: "Vi er utrolige glade for at have været med. Vi havde to både med på udstillingen - en xp-38 og vores nye xp-33, som de besøgende har taget godt i mod. Vi har bestemt fået en del kontakter til potentielle kunder, som vi skal arbejde videre med efter udstillingen".

IMG 9878

"Derudover kan jeg kun rose Messe C for at skabe fantastiske rammer - vi vender bestemt tilbage til Fredericia", slutter Birger Hansen.