fbpx

SailGP vender tilbage til Danmark - men denne gang i København

Inkluder i Newsletter: Ja

I dag annoncerer SailGP, sæsonplanerne for ligaens kommende sæson, og igen i år er Danmark med som vært. Denne gang i Københavns Nordhavn ved Rockwool Denmark Sail Grand Prix, som bliver afviklet fra den 19. - 20. august 2022.

Sløret for de første udvalgte byer i ligaens udvidede tredje sæson, der både rummer nye hold og flere og spændende kapsejladser i nye ikoniske byer – herunder København, blev i dag løftet.

Det danske SailGP-hold, der har Rockwool som hovedsponsor, skal dermed til at vise deres imponerende F50-katamaran med Holger Danske på sejlet frem på hjemmebane i farvandet ud for Oceankaj i København.

"Det er fantastisk, at SailGP vender tilbage til Danmark i næste sæson. Vi kan næsten ikke vente med at sejle kapsejlads og vise Dannebrog frem med København som kulisse," siger skipperen på det danske team, Nicolai Sehested, og tilføjer:

"SailGP i Aarhus i år var virkelig uforglemmelig, og med tusindvis af fans langs kysten viste vi, at Danmark er et perfekt sted for verdens største sejlsportsbegivenheder. Jeg ved, at danskerne igen vil strømme til for at støtte os i København og holde en kæmpe fest.”

Næste sæson er blevet udvidet til at omfatte hele 10 Grand Prixer, hvor de første syv finder sted i 2022, og resten i første kvartal af 2023, hvor sæsonen forventes at slutte i april.

De danske sejlsportsfans kan glæde sig til at opleve den hæsblæsende sejlads på helt tæt hold fra tilskuerpladserne på Oceankaj på Københavns Nordhavn.

En fantastisk værtsby
CEO for SailGP, Sir Russell Coutts, glæder sig over at kunne præsentere København som vært for SailGP. "Som en af verdens ikoniske havnebyer og en global frontløber inden for bæredygtighed er København en ideel vært for SailGPs spændende, kystnære kapsejladser og et oplagt sted for os at vise vores engagement i den globale klimaindsats og for en renere fremtid.”

Og erfaringerne fra Danmark er gode for SailGP.

”Rockwool Denmark Sail Grand Prix i Aarhus i denne sæson var vores mest bæredygtige nogensinde og satte barren for, hvad vi ønsker at opnå med alle vores SailGP-værtsbyer – sport i verdensklasse, med naturen som drivkraft. Vi ser frem til at bygge videre på dette i København og i de andre værtsbyer i kommende sæson."

Københavns overborgmester, Lars Weiss (S), glæder sig over, at København skal være vært for de hurtige F50-katamaraner.
”Vi er stolte af vores fantastiske havn i København, der er så ren, at man kan bade i den. Nordhavn bliver en fantastisk ramme for SailGP, der vil give københavnerne og byens besøgende en sejlsportsoplevelse i absolut verdensklasse,” siger Lars Weiss.

Endnu mere succes til dansk sejlsport
Rockwool har været stolt partner til det danske SailGP-hold siden 2019 og vil igen i år være titelpartner ved den københavnske udgave af SailGP – ROCKWOOL Denmark Sail Grand Prix – og derigennem styrke sit engagement i den globale sejlsportsliga.

CEO i Rockwool, Jens Birgersson, siger om det fortsatte partnerskab: "Vi er glade for at kunne være med til få SailGP tilbage i dansk farvand for anden sæson i træk. Gennem vores partnerskab med SailGP er Rockwool fast indstillet på at støtte dansk sejlsport på vej mod endnu mere succes. Og det er fantastisk, at vi igennem det partnerskab også kan give muligheden for at nyde og blive inspireret af sportens mest intense kapsejlads – helt tæt på – i København."

Et bæredygtigt og maritimt København
En af hovedpartnerne bag at få SailGP tilbage til Danmark er Wonderful Copenhagen. Også her er der glæde over at kunne bringe den store sejlsportsbegivenhed til hovedstaden.

”Det er virkelig positivt, at vi med SailGP får gang i tiltrækningen af internationale events til hovedstaden igen. Med en event som SailGP - med katamaraner, der suser hen over vandet ud for København - opnår vi både stor international interesse for at følge eventen, en stærk mulighed for at fremvise, hvad hovedstaden kan som eventdestination og en eksponering af København fra en maritim vinkel med udgangspunkt i vores havn og dens rene vand,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Foruden Wonderful Copenhagen har også Sport Event Danmark, som arbejder for og med at bringe de største sportsbegivenheder til landet, været en stor del af arbejdet bag at bringe SailGP til den danske hovedstad.
”SailGP er en meget spektakulær event og et rigtigt godt udstillingsvindue til, hvordan sportsevents kan afvikles med fokus på konkurrencerne, tilskueroplevelserne og bæredygtighed. Det så vi i Aarhus i sommer, og til august bliver det med København som vært, og jeg glæder mig allerede,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Denne SailGP sæson er stadig i gang og fortsætter i Sydney den 17. og 18. december med Australiens Sail Grand Prix præsenteret af KPMG. Hele sæsonen afsluttes med den store SailGP-finale i San Francisco den 26. og 27. marts 2022.

SailGP sæson 3 tidsplan* //
14.-15. maj 2022 - Bermuda SailGP præsenteret af Hamilton Princess
18.-19. juni 2022 - United States Sail Grand Prix | Chicago Navy Pier
30.-31. juli 2022 - Great Britain Sail Grand Prix | Plymouth
19.-20. august 2022 - ROCKWOOL Denmark SailGP | København
10. -11. september 2022 - France Sail Grand Prix | Saint-Tropez
24. -25. september 2022 - Spain Sail Grand Prix | Andalusien - Cádiz
11. -12. november 2022 - Dubai Sail Grand Prix præsenteret af P&O Marinas | Dubai
2023 - New Zealand Sail Grand Prix | Christchurch
*Yderligere begivenheder bliver løbende annonceret for at fuldende sæson 3, som slutter april 2023.