fbpx

Anna Munch nomineret til Årets Fund 2018

Related Articles: U21 VM: Anna Munch ny verdensmester i Laser Radial
Inkluder i Newsletter: Ja

Den 20-årige Laser Radial-sejler fra Kaløvig Bådelaug, Anna Munch er sammen med ni andre nomineret til Årets Fund 2018. Det er DIF og Team Danmark, der uddeler Danmarks ældste idrætspris.

Vinteren står i prisernes tegn, og de bedste talenter i 2018 skal også hyldes. Årets Fund er landets ældste og én af de mest prestigefulde idrætspriser. Når 2018-udgaven overrækkes den 28. december i Politikens Hus, er det med U21-verdensmester Anna Munch som én af de ti nominerede.

Den 20-årige Laser Radial-sejler fra Kaløvig Bådelaug har haft et formidabelt 2018. Munch har længe været kendt som én af de unge kometer på vej frem - og 2018 blev året, hvor hun for alvor foldede talentet ud på den store scene. Endda to gange med blot få ugers mellemrum.

Slog til i blæsten

Første gang i juli, da hun ved Laser Radial U21 VM i Gdynia, Polen, slog til i blæsevejret på næstsidste dag - og sejlede sig op i front. På sidstedagen var presset maksimalt, her viste hun igen klasse med en 3'er i den afsluttende sejlads. Nok til guldet. Det var dansk sejlsports første U21 VM-guld i en OL-klasse siden 2010.
I august var Anna Munch igen med i førerfeltet, da U21-Radial'erne sejlede EM i svenske Båstad. I en tæt topstrid sluttede Kaløvig-sejleren på sølvpladsen.

Rindom som træningspartner

Begge topresultater vidner om, at Anna Munch er et navn, der skal holdes øje med i de kommende år. Og i sin videre udvikling har hun kæmpe fordel af at have én af verdens bedste i klassen, Anne-Marie Rindom, som nær holdkammerat og træningspartner.

Årets Fund uddeles i samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Dagbladet Politiken. I alt er ti unge talenter nomineret til prisen, der første gang blev uddelt helt tilbage i 1929.

Flere sejlere har i årenes løb været Årets Fund. Senest i 2014, da 49erFX-europamestrene Ida Marie Baad og Marie Thusgaard modtog prisen.

Tidligere har Jonas Høgh-Christensen (2003), Kristine Roug (1994), Dorte O. Jensen (1991), Stig Westergaard (1986) og Lasse Hjortnæs (1977) været Årets Fund i dansk idræt.

Rekordstort felt i år

2018 har budt på et rekordstort felt på 27 indstillede talenter til Danmarks ældste idrætspris, Årets Fund. Alle specialforbund under DIF har kunnet indstille en kandidat, et par eller et hold, som i 2018 er slået igennem på den internationale scene og som har vist potentiale til på sigt at kunne begå sig på allerhøjeste internationale niveau.

”Det er et virkelig stærkt felt, vi har med at gøre i år. I processen med at vælge de 10 nominerede har vi været nødt til at fravælge unge atleter med internationale toppræstationer i 2018 inklusive medaljevindere fra VM og EM. Det har været vanskeligt, men understreger samtidig, hvor stærk talentudviklingen i dansk idræt er,” siger Lone Hansen, direktør i Team Danmark.

Niels Nygaard, der er formand for DIF, er enig med Team Danmark-direktøren og ser allerede nu frem til OL i Paris i 2024, hvor han håber at se flere af navnene på årets liste:

”Imponerende. Anderledes kan man ganske enkelt ikke karakterisere listen over de ti nominerede til Årets Fund 2018. Deres kvaliteter giver løfter om store præstationer på højeste internationale niveau i årene, der kommer. Vi kan allerede nu se fortrøstningsfuldt frem mod OL i 2024,” siger Niels Nygaard, formand for DIF.

De ti kandidater

Priskomiteen bestående af repræsentanter fra DIF, Team Danmark og Politiken har nomineret et felt på ti kandidater til Årets Fund 2018:

Badminton: Line Christophersen, 18 år, sølv U19 VM i damesingle

Brydning: Rajbek Alvievich Bisultanov, 23 år, guld U23 EM og sølv U23 VM i 77 kg klassen

Cykling: Julius Johansen, 19 år, sølv VM 4.000 m hold

Fodbold: Jacob Bruun Larsen, 20 år, gennembrud U21-landsholdet og Borussia Dortmund

Golf: Nicolai Højgaard, 17 år, guld VM for amatørhold, guld EM individuelt og guld uofficielt VM for drengehold

Håndbold: Kristina Jørgensen, 20 år, landsholdsgennembrud

Karate: Michel Corbalan, 20 år, guld U21 EM

Sejlsport: Anna Munch, 20 år, guld U21 VM og sølv U21 EM i laser radial

Skydning: Stephanie Grundsøe, 18 år, guld ved ungdoms-OL og to sølv hold-VM

Skøjteløb: Viktor Hald Thorup, 24 år, nr. 5 i speed skating ved OL

Alle 10 nominerede bliver inviteret til den endelige kåring af Årets Fund 2018. Den finder sted fredag 28. december i Politikens Hus.
Listen over tidligere vindere af Årets Fund tæller store navne som fx Viktor Axelsen, Caroline Wozniacki og Daniel Agger.









World Match Racing Tour

Congressional Cup: Jeppe Borch suverænt fra start - 'leading...

OL

Øv - ingen dansk bræt ved OL

Kort nyt

Træskibenes sammenslutning inviterer til Pinsestævne

Kapsejlads

Så skal Lillebælts 2Star Mester findes igen

Kort nyt

EU har netop stemt for en "Havets Parisaftale"

★ Artikel

★ Landstrøm: Ja, jord skal med om bord

Kort nyt

Tyv satte stjålne bådmotorer til salg på nettet

Kort nyt

De er der ikke endnu – men når de kommer...





Udvalgte artikler *