fbpx

100 år: Endnu en sejlklub kan fejre fornemt jubilæum

Inkluder i Newsletter: Ja

Der findes i forvejen 39 af slagsen - sejlklubber i Danmark som har rundet den helt store jubilæums dag - 100 år. På fredag, den 20. januar 2023 tilslutter endnu en sejlklub sig dette fornemme selskab, når Holbæk Sejlklub bliver det nye medlem i ”Klub 100”, og bliver dermed den 40. sejlklub i Danmark, der har eksisteret i 100 år. Et stort tillykke skal lyde her fra Bådmagasinet. 

Det hele startede i sommeren 1922, hvor et par sejlere fra Holbæk - lærer Dalgaard og Frederiksen, som de beskrives i klubbens gamle papirer, sejlede Sjælland rundt i Frederiksens kutter ”Margrethe”. I Skælskør fik de den derværende sejlklubs love udleveret, og de papirer kom til at danne grundlag for Holbæk Sejlklub, der blev stiftet året efter, den 20. januar 1923.

Ovennævnte lille historie samt en lang række andre historier er at finde i Holbæk Sejlklubs nye jubilæumsskrift, som klubben udgiver her i januar 2023, hvor klubben afholder sit 100 års jubilæum.

Meget er naturligvis forandret siden Holbæk Sejlklub blev dannet i 1923. Den gang lå bådene for svaj ud for det, som ældre holbækkere vil huske som ”muddermøget”, men som de fleste steder kaldes en losseplads. ”Muddermøget” bredte sig fra Parallelvej og langs Strandmøllevej helt ud til, hvor Holbæk Marina og Holbæk Sejlklub ligger i dag.

img 4735
Under Anden Verdenskrig foretog modstandsfolk sabotage mod et oliedepot på Holbæk Havn, tæt ved sejlklubbens første klubhus.

Nutidens Holbæk Sejlklub adskiller sig naturligvis meget fra dengang i 1923. Medlemstallet er vokset gennem årene og tæller i dag mere en 600 sejlere i alle aldre. Der er tale om en breddeklub, som omfavner både fritidssejlere i sejl- eller motorbåde, konkurrencesejlere i forskellige bådtyper samt nye sejlere, som deltager i klubbens juniorafdeling eller i klubbens sejlerskole, for at lære at sejle egen båd eller være med i fællesskabet omkring klubbens joller og sejlbåde.

Udover en ungdomsafdeling og sejlerskole, har klubben også en dykkerafdeling kaldet ”Bunddyrene”, hvor alle kan deltage, såfremt man har et dykkercertifikat.

Jubilæumsaktiviteter – gennem hele 2023
Et 100 års jubilæum skal naturligvis fejres, og i sejlklubben er der fuld fart på planlægningen, af en lang række aktiviteter, som skal gøre 2023 til et uforglemmeligt jubilæumsår. Året startes med en jubilæumsreception, som markerer dagen, hvor klubben blev stiftet for præcis for 100 år siden - som tidligere nævnt, den 20. januar, hvor klubben holder åbent hus i klubhuset på marinaen.

"En forening som vores har mange berøringsflader som både omfatter kommunen, sponsorer, andre foreninger og venner af vores klub. Vi håber at der kommer rigtig mange til vores jubilæumsreception" siger klubbens formand Hans Bruun-Jensen.

img 4285
Poul Brøker og Hans Nielsen, bådebyggere i Holbæk Marina, viser stolt et fo frem med tak for hjælpen ved Olympiske Lege i Rio 2016. Takken og billedet kommer fra Jena Maj Hansen og Katja Salskov-Iversen, der opnåede en flot bronzemedalje i 49`eren.

I juli afvikler sejlklubben et DM for H-både. Det er et omfattende arrangement, hvor der forventes at komme mere end 100 aktive sejlere fra både ind- og udland.

At det netop blev DM for H-både, som landede i Holbæk, er ikke helt tilfældigt. Holbæk Sejlklub har en del H-bådssejlere, hvoraf otte H-både deltager i klubbens egne onsdags-kapsejladser. Desuden har klubben et nært samarbejde med sejleren Claus Høj Jensen, som både har EM og VM-titler, samt en lang række danske mesterskaber på sit CV - og i klubben håber de selvfølgelig også, at de kan få lokal succes ved mesterskaberne.

I august afvikler klubben sin årlige Orø Rundt sejlads, som omfatter både kapsejlere og tursejlere. I jubilæumsåret vil der blive gjort en stor indsats for at få rigtig mange både med i turen rundt om Orø.  Det er en sejlads for alle klubber i Isefjorden, så der håbes på stor deltagelse fra naboklubberne.

I forlængelse af Orø Rundt sejladsen afholder klubben så sin egen jubilæumsfest, men allerede dagen efter festen dvs. 20. august deltager Holbæk Sejlklub i Fjordens Dag, hvor der sættes ekstra gang i aktiviteterne i marinaen, så der er noget at komme efter for både børn og voksne. 

"Vi vil gerne vise, at marinaen og Holbæk Sejlklub er et aktivt sted, hvor der kan opleves en masse", fortæller formand Hans Bruun-Jensen, og fortsætter "der bliver noget godt til ganen, og vi forventer, at der kommer musik samt en lang række aktiviteter for børn. Vi arbejder også på, at der kan blive mulighed for et tur på fjorden, for dem som har lyst til at opleve Holbæk fra søsiden".

Holbæk – en attraktiv by ved fjorden
Mange holbækkere vil sikkert mene, at fjorden bidrager særdeles meget til at gøre Holbæk by og omegn attraktiv for indbyggerne og de turister, som kommer på kortvarige besøg for at opleve livet i byen og se byens attraktioner f.eks. museet, Holbæk gammel havn med træskibene eller tage en tur i Andelslandsbyen.

image29 red
En af Holbæk Sejlklubs skrappe sejlere, Jens Als Andersen, var i 1996 ude for en dramatisk oplevelse, da hans båd “Fenris” (billedet) forliste på vej over Atlanterhavet. Jens Als overlevede nærmest mirakuløst, men den smukke mahognibåd ligger i dag på bunden af Atlanterhavet.

Mange synes dog, at Holbæk og fjordområdet tager sig bedst ud fra søsiden. Derfor er Holbæk Sejlklub populær for mange holbækkere, men også for mange, som kommer fra byerne omkring Holbæk og fra Københavns området. På grund af det lukkede farvand, som hele Isefjorden tilbyder, så er det et godt sted at sejle i næste alle vejrforhold. Og samtidig er der meget at se på fra søsiden, uanset om turen går til Munkholmbroen, en tur rundt om Orø eller nordpå til f.eks. de populære feriebyer Hundested, Nykøbing eller Rørvig.

"Der er ingen tvivl om, at Holbæk Sejlklub vil fortsætte sin udvikling og forblive en attraktiv klub for såvel tursejlere som kapsejler i alle aldre", siger klubbens formand, Hans Bruun-Jensen. "Vi har ikke tænkt os at stoppe her ved de 100 år. Jeg er helt sikker på, at vi nok skal få flere jubilæer fremover. Både til glæde for os selv, men også for Holbæk og området omkring. For Holbæk er byen ved fjorden, og det støtter vi aktivt, lyder det fra formanden i den 100 år gamle sejlklub", slutter formanden. 

image02
I mange år var galeasen “Frem” Holbæk Sejlklubs klubskib. Og mange holbækkere , også udenfor klubben, hat været på tur med den ombyggede stenfisker. Men i 2012 besluttede klubben at sælge “Frem”, til store ærgrelse for mange af klubbens medlemmer.