Nødstedt sejlbåd reddet i storskibsruten ved Drogden

Torsdag nat blev Dansk Søredningsselskab i Køge kontaktet af Joint Rescue Coordination Centre i Forsvaret (JRCC), der melder om en sejlbåd med problemer lidt syd for Drogden fyr.

Dansk Søredningsselskab modtager besked om, at der er ro på båden, men det blæser voldsomt og der er store bølger og ingen manøvremulighed. Det er en 28 fods sejlbåd med en påhængsmotor, der ikke kan nå vandet i de høje bølger.

– Vi samler et nathold til aktion og sætter kursen. Vi har løbende kontakt med havaristen, men da vi nærmer os, kontakter vi igen havaristen og vi får nu en ny position, som ligger 2-3 sømil fra den først opgivne position, skriver Dansk Søredningsselskab på deres hjemmeside.

Da Dansk Søredningsselskab får visuel kontakt med båden, er der så voldsom sø, redningsfartøjet kan tælle rurerne på kølen, og de beder JRCC/Lyngby Radio om hjælp til at sikre dem mod store skibe, da de ligger midt i storskibsruten, og ikke kan holde øje og sikre slæb samtidig.

DanskSrs koege web

– Der var et supergodt samarbejde, og da vores sikkerhed var sikret, fik vi monteret et slæb og satte kurs mod nærmeste havn – Dragør. Dertil havde vi seks sømil og dermed to timers sejlads. Dansk Søredningsselskab fra stationen i Køge får alle sikkert i havn i Dragør. Båden blev fortøjet, havarist og frue var glade, og kunne få lidt søvn og varme, slutter Dansk Søredningsselskab rapporten.



Seneste nyheder