Bonnavista trak flere tusinde tilskuere på molen da den blev søsat tilbage i pinsen 2012. Nu færdiggøres denne skønne skonnert. Foto: Blikfang Bådmagasinet 7/2012

Jubel i Marstal - Skonnerten Bonnavista færdiggøres endeligt

13-01-2018 07:38 Søren Øverup
Kilde: Fyens.dk/Søsiden
Vurderer artiklen
Del artiklen

Tilbage i pinsen i 2012 blev Bonavista søsat. Det var et tilløbstykke i Marstal, hvor ca. 3.000 mennesker havde fundet vej til begivenheden, og det trak da også så stor opmærksomhed her på redaktionen, at vi valgte at lade 'happeningen' blive månedens Blikfang i magasinet. som udkom ultimo juni 2012.

Måneden efter, altså i august 2012, bragte Bådmagasinet en artikel, om Bonnavistas genopståen. Lise Mortensen Høj skrev, (i magasinet 8/2012 som du får her, red.) at nu skulle skonnerten endelig genopbygges! 

Nu, små 6 år senere sker der så noget! Færdiggørelsen af Bonnavista skulle være en realitet, og leder af Marstal Søfartsmuseum Erik Kromann siger, at Bonavista er et vigtigt element i værnet om søfartskulturen.

- Klargøringen og efterfølgende sejlads med den smukke, harmoniske jagtbyggede skonnert er et krabat middel til bekæmpelse af den tiltagende maritime analfabetisme. Den tog for alvor rovs, da vi mistede Storebælts-færgerne og havne blev indhegnet - tiltag, der har fået den søgrønne sjælekulør til at visne.

Den bramfrie bredside har - ikke uventet - leder af Marstal Søfartsmuseum, Erik Kromann som afsender, skriver fyens.dk. Han glæder sig over, at der nu er kommet skub i færdiggørelsen af Bonavista:

- Det er vores opgave, som søfartsformidlere at få frisket kuløren op igen. Her indgår Bonavista som et vigtigt element. Ingen tvivl om, at tiden taler for større bevidsthed og værnen om vores søfartskultur og dermed den sejlende kulturarv som netop Bonavista og m/s Samka er ypperlige eksempler på - begge fra tiden før engangsbægerkulturen. Skibene blev bygget for at kunne holde, krammet skulle dengang være langtidsholdbart, siger Erik Kromann.

En del af færdiggørelsen af Bonavista vil foregå med publikumsadgang på museums-værftet Eriksens Plads i Marstal. Det gælder for eksempel forarbejdningen af Bonavistas master:

- Det er særdeles væsentligt, at formidlingen finder sted i autentiske omgivelser. Der er just Marstal Havn med Eriksens Plads stedet, fastslår Erik Kromann.

Det første møde om anden fase af Bonavistas færdiggørelse blev holdt i Marstal Søfartsmuseums "messe" i februar sidste år. I mødet deltog repræsentanter fra Nationalmuseet, A. P. Møller-fonden og fra søfartsmuseet, som skal stå for driften af Bonavista.

Skaber arbejde på Ærø

Nationalmuseet har valgt seks leverandører som skal sørge for Bonnavista bliver gjort færdig. Det er fag-entrepriser, og heraf er de fire placeret på Ærø, en i Assens, og en i Nyhavn.

Der er tale om Ebbes Bådebyggeri & Sejlloft Eftf.- Snedkerafdeling i Ærø Møbler skal stå for noget af apteringen - Maritime Engineering skal stå for dieselmotor mv. - og Det gamle værft i Ærøskøbing skal stå for smede arbejde. Alle nævnte kommer fra Ærø, mens Sejlmager Hansens Eftf. i Nyhavn skal sy de 10 sejl der skal til, og slutteligt skal Skibsværftet i Assens stå for riggen. 

 

Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

Læs flere nyheder - klik her.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer