Sehested/Wibroe forlænger aftale med TREFOR

Bådmagasinet mødte Nicolai Sehested på Tuborg Havn i går eftermiddags for en snak om, dels Volvo Ocean Race, dels planerne i match race og World Match Race Tour for resten af året. Nicolai er i dag rejst til Bergamo i Norditalien, hvor de sidste ting skal forberedes inden Vestas Wind om få dage transporteres til Lissabon.

Når Volvo Ocean Race er overstået, kommer Nicolai Sehested og Peter Wibroe til at satse 100% på at komme til tops i World Match Race Tour, hvor Nicolai sammen med Joachim Aschenbrenner fik Tour Cards i år.

Første stævne i Polen

”Jeg ved endnu ikke, hvilket stævne der bliver vores første i Tour’en, men formentlig bliver det Energa Sopot Match Race i slutningen af juli. Volvo Ocean Race slutter i Göteborg den 27. juni, og jeg tror ikke det bliver muligt at sejle i Marstrand, da der stadig vil være en del forpligtelser på Team Vestas Wind.”

”I og med at vi ikke har været med i forårets stævner, så skal vi deltage i samtlige stævner i resten af året og indtil finalen i Malaysia i slutningen af januar 2016. Vi har ryggen mod muren, og vi skal klare os godt i samtlige stævner for at nå en topplacering i Tour’en.”

”Siden vi startede med Vestas Wind, har jeg kun fået sejlet match race nogle få gange her i vinter, hvor jeg var skipper for Camilla Ulrikkeholms team ved nogle træninger i Danmark.”

”Peter og jeg har sejlet en masse sammen, og vi har også Jonas ”Hugge” Hviid med på holdet sammen med to australske sejlere. Alle har meget match race erfaring, men hele holdet har ikke sejlet sammen tidligere, og vi når heller ikke at træne meget sammen inden vi sejler vores første Tour stævne. Men jeg tror vi hurtigt kommer op på niveau med de andre besætninger, og kan være med i toppen.”

”Vi har netop indgået en ny aftale med TREFOR A/S om at fortsætte sponsoratet af TREFOR Match Racing Team, og uden dem havde vi ikke kunnet gøre det.”

Nr. 6 på ISAF verdensranglisten

Holdet havde indgået aftale med TREFOR om en stærk match race satsning i 2014, men den blev afbrudt, da Nicolai og Peter kom med i Team Vestas Wind. TREFOR bakkede dette fuldstændig op, og fortsætter nu sponsoratet med det danske match race hold.

Da Nicolai Sehested startede med Volvo Ocean Race projektet, lå han nr. 7 på ISAF verdensranglisten. Pr. den 15. april 2015 ligger Nicolai nr. 6, hvilket man kan undre sig noget over, idet han ikke har sejlet siden stævnet i Marstrand i 2014.

Men dét skyldes at man tæller sine otte bedste resultater over de sidste 24 måneder, heraf fire fra de sidste 12 måneder som tæller dobbelt. Og Nicolai havde i foråret 2014 en række flotte resultater, men de ’dropper’ ud de næste måneder, hvilket formentlig alt andet lige betyder, at han falder nogle placeringer tilbage på verdensranglisten. Men selvom han sejlede Volvo Ocean Race lykkedes det alligevel som top 10 skipper at få Tour Card i år.

Vilje, nytænkning og positiv fremgang

Det er afgørende for sponsoren TREFOR A/S, at sejlsportsholdet er lokalt forankret i Trekantområdet, og har modet og viljen til at få international succes. TREFOR er et firma som gerne vil være med til at løse de klimamæssige udfordringer indenfor energi og rent drikkevand både i Danmark og internationalt. Værdier som vilje, nytænkning og positiv fremgang er fælles for TREFOR og match racing holdet, og samarbejde er skabt for at være til nytte for begge parter, samt til gavn for vækst i Trekantområdet.

TREFOR er et energiselskab, som omsætter for ca. 2,5 mia. kr. om året og er én af Trekantområdets største arbejdspladser med ca. 580 medarbejdere.

Læs mere om TREFOR Match Racing Team

Læs mere om TREFOR A/S  







America's Cup

Hvorfor er det så svært at sejle en AC-75? Se video

★ Historien

☆ PDF : Titanic skal sejle igen, skal du med?

Kort nyt

På fisketur? Nyt smart ekkolod fra Garmin

Vendée Globe

Se skaderne på HUGO BOSS - Alex Thomson holder modet oppe

Vendée Globe

Alex Thomson bygger båd

Vendée Globe

Bossen i store problemer - måske

Kort nyt

ARC-start i dag: Sarah og Martin er på vej over Atlanten

Kort nyt

Lars Løkke tager også turen over Atlanten



Sailing World News


Udvalgte artikler *


Produktnyt

Få bedre overblik, når du sejler

Bådmotorer i Sverige forsvinder i store mængder