VM slut: Arrangører 12, vejrguder 00

VM’s sidste sejlads skulle være Nacra 17-klassens medal race. En fantastisk finale: En foilende katamaran, endda med et dansk tophold med vinderchancer. Det skulle være en storslået kulmination på den største sejlsports-event nogensinde på dansk jord. Danmarks Radio stod klar med live-sending og eksperter i studie. Lin og CP var top tunet i båden, og mentalt klar til at give alt i kampen mod internationale stjerner som Nathan Outteridge og Santiago Lange.

Bedre ikke at sejle
Det kunne blive så stort. Og så blev det slet ikke til noget. Ikke en vind rørte sig på Aarhus-bugten. Vi ventede og ventede. Vel vidende at udsigterne var rigtig dårlige. Tungt, gråt skydække, regn og vindstille. Lidt luft i bevægelse her og der, men aldrig stabilt nok til at sejle kapsejlads i.
Tidsfristen hed søndag kl. 16.30. Og som klokken nærmede sig halv fem, spredte der sig en mat stemning foran sejlsportscentrets storskærm. Skulle der endelig komme lidt vind, og medal race blev startet, ville det blive en ren lotto-affære med lille eller ingen sportslig værdi. Næsten bedre slet ikke at sejle.

Topkarakter til arrangørerne
Det er selvfølgelig ingen at bebrejde, vejret er vejret. Men det føles tungt på sejlsportens vegne, og det må føles endnu tungere for arrangørerne i Aarhus, som har arbejdet i årevis, og som har leveret det bedst arrangerede VM i olympiske klasser nogensinde. Det sidste er ikke noget jeg har fundet på, det er meldingen fra et stort antal udenlandske sejlere og trænere, som har været med i international olympisk sejlads igennem årtier. Arrangørerne har haft styr på alle områder, fra underholdning på scenerne, til formidling via storskærme, TV-dækning, rengøring, mad og drikke, information… hvad som helst. Aarhus har gjort det fantastisk.

Bundkarakter til vindforholdene
Det har vejrguderne bare ikke. Og det understreger sejlsportens akilleshæl nok en gang, denne gang på en særlig ubarmhjertig måde. Mesterskabet har budt på enkelte dage med fine sejlads-forhold, men faktum er at de fleste dage har vejrguderne serveret rigtig dårlige forhold at sejle i. Let vind, der ikke understreger det high performance-aspekt og det visuelt fede ved sejlsporten – og skiftende og ustabil vind, i så stor grad at det har reduceret den sportslige værdi af mesterskabet.

Accept
Vi havde tilskuerne, vi havde TV. Vi havde udøverne, vi havde rammerne. Men sejlsport er drevet af vind. Og den kommer og går som… ja, som vinden blæser. I Aarhus-bugten første halvdel af august var den os ikke nådig. Det er rigtig øv. Men som en klog mand (eller kvinde, who knows) har sagt: Hvis man ikke kan lide situationen, er der kun tre måder at forholde sig til det, der giver mening. Det ene er at ændre situationen. Kan man ikke det, kan man forlade den. Og hvis det hellere ikke er en mulighed, er der kun én mulighed tilbage. Og det er accept.
Så det gør vi. Accepterer det. Men det føles lidt tungt lige nu. Vi ville gerne have takket af fra Aarhus i en højere toneart. Men sådan er det. Sådan blev det.

Og forresten; I Nacra 17-klassen bliver resultatlisten inden medal race stående. Det betyder at Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck ender på fjerdeplads ved VM. Det er flot. Men det kunne have været så meget bedre. Hvis vi havde haft vind.

Teltpælene op
Med disse ord rykker Bådmagasinet teltpælene op fra Aarhus, hvor vi har dækket VM intenst igennem en god uge – med to mand til stede, Morten Brandt og undertegnede. Tusinde tak til en fantastisk velsmurt organisation. Tusinde tak til en masse utrolig dygtige sejlere. Og en stor fuckfinger til vejret.



Seneste nyheder





Sailing World News

Facts about 12 mR Worlds

RIP Lowell North

Yacht Racing Forum: Unprecedented turnout