Waterz modtager stor donation fra Hempel Fonden

En af landets helt store fonde, Hempel Fonden, der ejer danske Hempel-koncernen, har netop besluttet at donere 150.000 kroner til nordens største vandsportsfestival Waterz, der afvikles i Hvide Sande den 3. - 5. september 2021.

- Danmark er et ”vandland” med en stærk maritim identitet, og mange danskere har fået øjnene op for, hvad man kan få ud af havene omkring os. Den udvikling er Hempel Fonden med vores maritime ophav glad for at kunne hjælpe på vej med opbakning til Waterz, der med et stærkt program inviterer mange flere mennesker til et liv på vandet, siger Direktør Anders Holm, Hempel Fonden om baggrunden for donationen.

Det er andet år i træk, at Hempel Fonden støtter Waterz, og det glæder projektleder Katrine Kock Frandsen.

- Hempel Fonden har en lang tradition for at støtte op omkring vandsport i Danmark, og vi er utroligt glade for den flotte donation, der er med til at sikre økonomien bag Waterz 2021, siger Katrine Kock Frandsen.

Hun påpeger, at økonomien bag årets arrangementet endnu ikke er helt på plads endnu, og at de sidste forhandlinger med sponsorer og fonde, traditionelt først er færdige i slutningen af maj/starten af juni.

Flere inviteres til at prøve vandsport
Donationen fra Hempel Fonden er blandt andet med til at give alle mulighed for at prøve vandsportsaktiviteter i forbindelse med Waterz.

- Waterz er jo en ”vandfolkefest”, hvor vi samler professionelle, semi-professionelle og helt almindelige vandsportsudøvere, der alle har det til fælles, at de elsker vandsport. Vi har gennem årene haft et stigende antal gæster, der impulsivt har haft lyst til at prøve en tur på vandet, og det er baggrunden for, at vi i programmet har langt en række nedslagspunkter ind, hvor man ganske gratis kan få lov til at prøve kræfter med vandsport, slutter Katrine Kock Frandsen.

Waterz finder, som tidligere nævnt, sted i weekenden 3. - 5. september, i og omkring Hvide Sande.










Udvalgte artikler *