Bronzevinderne Jena og Katja gjort til æresmedlemmer

Torsdag aften var Katja Salskov-Iversens hjemklub ved Furesøens bred ramme for en forrygende fejring af Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, Yachtklubben Furesøens to OL-bronzevindere i Skiff-jollen 49erFX. Tilstede ved arrangementet var også Rudersdals borgmester Jens Ive.

De to piger landede i Kastrup onsdag eftermiddag. Allerede dagen efter var de klar til at møde de andre medlemmer i Yachtklubben Furesøen, som havde støttet de to dygtige sejlere fra Birkerød og Holbæk på vejen til OL – og siden fulgt dem tæt på kapsejladsbanerne i Rio gennem hver en vending.

I forbindelse med receptionen for de to sejlere, udnævnte Yachtklubben Furesøens formand Gert Eriksen begge olympiske medaljevindere til æresmedlemmer i klubben – som en anerkendelse af sejlernes flotte indsats ved OL.

JenaKatjaæres

Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen er nu æresmedlemmer af Sejlklubben Furesøen. Foto: Gert Eriksen.

Rigtig mange af klubbens sejlere og forældre var mødt op for at træffe de to sejlere, som gennem årene har tilbragt mange timer i Yachtklubben Furesøen, men som gennem det sidste par år hovedsagelig har trænet i Olympisk Sejlcenter Øst placeret i Hellerup Sejlklub.

Vigtigste deltager i arrangementet var Rudersdals borgmester Jens Ive, som medbragte en lykønskning fra Rudersdals Kommunalbestyrelse. Han havde forladt et møde i regi af Venstre før tid for at være med. Han medbragte herfra også en lykønskning fra statsminister Lars Løkke Rasmussen!

Jens Ive fremhævede i sin tale det flotte ungdomsarbejde i Yachtklubben Furesøen, som havde dannet rammerne for de to dygtige sejleres udvikling. Han udtrykte et håb om, at Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen fortsat ville være aktive i Yachtklubben – også som rollemodeller for kommende generationer af sejlere.

I den tale, som Yachtklubben Furesøens formand Gert Eriksen holdt, nævnte han blandt andet.: "Jeres første triumf sammen var i maj 2012, hvor I sammen vinder EM i 29erXX, som var forløberen for 49erFX. Forud havde I selv fundet sammen – vist ikke med Sejlunionens gode vilje". Yachtklubbens formand opridsede kort det videre forløb med OL-udtagelsen og bronzemedaljermne ved OL – inden hans udnævnelse af OL-sejlerne til æresmedlemmer.

Medaljerafbronze

Jena og Katja sejler også for Hellerup Sejlklub, hvor de også har været forbi og fremvise bronzemedaljerne fra Rio. Foto: Per Heegaard.

En stor familie

Katja takkede Yachtklubbens medlemmer for den store støtte, som hun og Jena havde modtaget fra dem gennem OL-kampagnen. Hun fortalte yderligere: "Det er stort at kunne bringe en OL-medalje hjem til sin klub". Jena som har haft sin gang i klubben siden 2012 supplerede med, at der var et utrolig positivt miljø i Yachtklubben – "klubben virker på sin vis som en stor familie".

OL-pigernes videre planer er at komme i gang med studierne. Katja starter på DTU i næste uge, og Jena starter studie til januar. På spørgsmålet om de ville prøve at komme til OL igen om 4 år var svaret at det ikke var udelukket. Katja udbrød: "Det kunne være fedt!".



Seneste nyheder

Den Magnetiske nordpol på vej mod Sibirien

Brandstiftelse i Frederikshavn Marina

Perfekt som familiens første båd