Danish FX girl power !

Tredjedagen på Palmabugten havde næsten perfekte sejlforhold med en rimelig stabil nordlig vind, som betød at flere klasser kunne gennemføre op til tre sejlads. De første sejladser blev sejlet i 7-10 m/s, men de sidste sejladser blev gennemført i dalende vindstyrker.

49erFX kvinder: Det blev en helt særlig dag – i de to første sejladser af tre, kom danske både over mållinjen som både nr. 1 og 2, så det var noget af et show-off af de danske FX piger.

Jena Mai Hansen & Katja Salskov startede dagen med en førsteplads og derefter to 10.-pladser, men det var nok til at bringe dem i front i klassen på den første dag i guld-fleet’en. De har sejlet en stabil serie på 3-3-2-1-10-(10), og de er fire point foran nr. 2 – som også er dansk. Jena glæder sig rigtig meget over succesen samt det danske samarbejde mellem de tre båd og træner Peter Hansen:

“Det er en skøn følelse at vise alle de andre lande, at de skal holde øje med os. Danskerne vil gerne vise at de er de bedste. Det er virkelig motiverende. Vi ved at vi skal præstere vores absolut bedste hele tiden, hvis vi skal vinde pladsen til OL.”

Maiken & Anne-Julie Schütt vandt dagens næste sejlads, og med yderligere en 6.- og 11.-plads har de lagt sig andenpladsen, kun 3 point efter Team Jena & Katja. Søstrene Schütt har nu vundet tre ud af syv sejladser.

Ida Marie Baad & Marie Thusgaard lavede to meget flotte andenpladser, men droppede desværre i sidste sejlads og måtte indkassere en 23.-plads. En god placering ville have betydet dansker som nr. 1-2-3, men da de tidligere har scoret en UFD som fratrækker, så rykkede de ned på den samlede 7.-plads.

anne-marie 0663_532

Anne-Marie Rindom er avanceret yderligere og er nu på tredjepladsen. Foto Per Heegaard

Laser Radial kvinder: Anne-Marie Rindom fortsætter med at sejle sikkert og ligger nu på 3.-pladsen efter en 3.- og 10.-plads i dagens sejladser med serien 6-3-5-4-3-(10), som udløser denne begejstrede kommentar fra Anne-Marie:

”Samlet 3'er! Det har været nogle super lange dage under Palma stævnet. Vinden har kørt op og ned, og vi har haft mange sejladser, som ikke er blevet gennemført. Jeg har vist gode takter og ligger på en 3.plads. Fuld fart!”

Sarah Gunni Toftedal er også med i toppen af feltet. Desværre blev det til en UFD i første sejlads, men endte dagen med en 5.-plads, og ligger samlet nr. 6 med serien 7-2-5-7-(UFD)-5.

Nacra 17: Lin Ea Cenholt & Christian Peter Lübeck fortsætter med at imponere, og det skal ikke mindst ses i lyset af, at det er det første store internationale stævne besætningen sejler sammen. ’CP’ vandt sølv i 49er Ungdoms VM i fjor, og skiftet til en anden high performance båd ser ud til at passe ham fint. De ligger samlet nr. 9 med serien 1-(18)-8-7-10-14-6.

Allan Nørregaard & Anette Viborg har slet ikke gang i den i dette stævne, og ligger helt nede på en samlet 23.-plads.

RS:X mænd: Sebastian Fleischer holder stadig fast i top 10 og muligheden for at komme til at sejle medal race, og har indtil nu kun lavet en placering udenfor top 10. Han ligger samlet nr. 7 med serien 3-7-1-10-10-(15).

Jonas Høgh-Christensen ligger nr. 12 efter en 6.- og 13.-plads i dag, og skal slås hårdt for at holde trit med de bedste i klassen. Et af de primære formål for Jonas med stævnet er at få analyseret grejudviklingen i klassen, men han vil helt sikkert også gerne også sejle medal race på lørdag.

I 49er ligger Jonas Warrer & Anders Thomsen nr. 16. De kan stadig nå medal race, men det kræver en serie top 10 placeringer de næste to dage. Det virker som at de er lidt ”rustne” og ikke har fået sejlet tilstrækkeligt siden VM i Santander for et halvt år siden.

Find samlede resultater HER







Vendée Globe

Vendée Globe: Nummer 3 - Kevin Escoffier har aktiveret sin...

Bådudstillinger

Boot Düsseldorf flyttes til april

Branchenyt

Svensk bådindustri kræver forbedret identifikation af båden

★ Interview & Portræt

Danmarks Museum for Lystsejlads: De Flittige frivillige

Kort nyt

MiniTransat 2021 usikker: Svensker kæmper videre

Vendée Globe

HUGO BOSS med skipper Alex Thomson udgår...!

Kort nyt

Jules Verne: Team Gitana afbryder rekordforsøg

Kapsejlads

Round Denmark Race Inshore 2021 - tilmeldingen åben...

Vendée Globe

Regnskabets time - vi gør status inden de brølende 40'ere...

★ Test af sejlbåde

★ Arkivet: Utzon spidsgatteren nuttede ”Snuller” - en...



Sailing World News


Udvalgte artikler *


Produktnyt

Få bedre overblik, når du sejler

Bådmotorer i Sverige forsvinder i store mængder