Den 132 fra Bork Bådelaug har godt en spiler der kan ses! Foto: CB66-klubben

DM CB66: Hellerup rydder bordet

28-08-2018 11:24 Katrine Bertelsen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

CB66-klassen har sejlet DM i weekenden, og Hellerup Sejlklub satte sig suverænt på de tre første pladser. I alt 20 både deltog, heraf ni svenske.

Årets danske mesterskab for CB66-klassenblev traditionen tro afholdt i skønne Hornbæk med baneleder Henrik ‘Hønse’ Poulsen som den helt centrale person på vandet såvel som på land. Stævnet blev afholdt over tre dage, og bød på de skønnest tænkelige sejlforhold uden at være ensformigt på nogen måde: Sol, regn, let til frisk vind, fladt vand og bølger. Det skriver Per Baatrup i CB66 DEN-107, 'Jensen Gin'.

En ildelugtende båd

I Hellerup så man dagene op til stævnet mange af besætningerne i gang med reparationer, vask og polering osv. Ikke mindst var DEN-155/‘Mænd der Elsker Kvinder’ kommet i meget flot stand.
Da båden ankom til Hornbæk, var den dog noget medtaget. Nils Bjerregaard kendte en smutvej der dog endte med hjulspin gennem nogle hestepærer.
Normalt siger man ‘shit runs downhill’, men her var det sprøjtet kraftigt opad, og båden smurt godt ind og lugtede ilde. Det blev dog hurtigt klaret med endnu en omgang vask og strygning, og det skulle senere vise sig at ‘Mænd der elsker kvinder’ ikke lod sig slå ud af småting og var tilbage i absolut topform.

Det helt forkerte tøj

På DEN-107/‘Jensen Gin’ var Mikkel West-Nørager blevet så forvænt med den dejlige sommer, at han stillede op iført t-shirt og korte bukser. Men da fredag pludselig bød velkommen med en omgang regn, var gode råd dyre. Et ’nødopkald’ på VHFen til baneleder Hønse løste miseren, så Mikkel kunne låne lidt tøj fra dommerbåden. Det er utroligt hvad man kan handle sig til fra dommerbåden. Alene på ‘Jensen Gin’ er det i tidens løb blevet til tøj, kaffe, lommekniv, sjækler, tape, batterier, øl mm. You name it - Hønse got it!
Ingen har dog endnu vovet at spørge efter det legendariske ryatæppe som Hønse har på cockpitdørken.

CB66 klassen viser fortsat vejen for, hvordan man konkurrerer under sejladserne og er gode venner på land. På banen bliver der ikke givet en millimeter. Alle sejler til grænsen og giver den alt, hvad vi har i hængestropperne. Straks vi lægger til på Hornbæks stævnebro, sætter gin-tonic-effekten ind og stemningen ændrer sig hurtigt fra konkurrence til hygge. Under middagen på Café Hansens fik den endnu et hak, og det endte med dans til live-musik til ud på de små timer på Hornbæk Strand.

Ikke uden uheld
SWE-45/‘Regatta Nu’ nappede rekorden som stævnets uheldigste båd. De lagde roligt ud med et knækket fokkefald som krævede en tur på land, masten af og en stålwire gennem masten for at trække et nyt fald.
Næste dag var den så gal i gen. Nu var det tjek-staget der sprang, og så kom masten af endnu en gang for at sætte et nyt stag på.
Anderledes galt gik det med en mand-over-bord episode lørdag, hvor nogle svenskere tabte en mand. Da de resterende to mand sejlede videre, var det op til en meget årvågen Rasmus Knude i Coronet 21eren at samle svenskeren op, og forsyne ham med et par øl for at komme til hægterne.
Retfærdigvis skal dog tilføjes at svenskerne opdagede den manglende mand et par hundrede meter længere nede af banen og derefter udgik af sejladsen. Kan man fuldføre en sejlads uden alle mand om bord? (nej! Red.)

Deltagere med hotelbåd

Mange deltagere har kombineret CB66 kapsejlads med en turbåd, som bliver brugt flittigt til sommersejlads, der ender i Hornbæk, så båden kan bruges til overnatning under stævnet.
Der var indtil flere Coronet 21 speedbåde, og sejlbåde som Spækhugger, Elan 210, Swan 50, Luffe 40.4, Hanse 36, Dufour 34. Markant er bådebygger Klaus Rønns blå 23 fods båd der er bygget som en ‘rat-bike’ motorcykel med stumper fra alle mulige typer både blandet med noget hjemmelavet til en rigtig one-off.

Hvem vandt
Nå, men hvordan gik det så egentlig med sejladserne og hvad med resultatet? Efter megen palaver endte det I store træk lige som sidste år.
DEN-164/‘Dirty Diana’ forsvarede DM-titlen og beholdt dermed pokalen. Flot sejlet af Ulrik Andreasen, Simon Mørup-Petersen og Michael Casparij. Dernæst fulgte DEN-107/‘Jensen Gin’ og DEN-155/‘Mænd der Elsker Kvinder’. Hermed var 2018 podiet det sammen som 2017 - dog med sølv og bronze byttet om.
Med de afvekslende vind- og vejrforhold i Hornbæk gælder om at have gang i kassen under alle forhold, og her tæller erfaring i bådklassen åbenbart højt.

cb66 dm2018 vindere
Tre hold glade vindere fra Hellerup Sejlklub. Foto: CB66-klassen.

En særlig tak til de svenske sejlere der stillede med hele ni mandskaber. Det er en fornøjelse at sejle sammen med svenskerne, og ved at inkludere SM i den danske stævnekalender håber vi på at gøre gengæld til Svenske Mesterskaber 2019.
Bedst placeret af svenskerne blev SWE-160/‘RipRapRup’ fra Barsebäk
på 4.pladsen stærkt forfulgt af familien Hellekant i SWE-124/Blåls. Efter en ‘uheldig’ lørdag med fire tyvstarter sluttede Hellekant meget stærkt af søndag med 2-1-2-1 og gav RipRapRup kamp til stregen om 4.pladsen.

CB66 DM2018 resultat

Det er nu tredje år i træk CB66 klassen afholder DM i Hornbæk, og hvert år har haft sine højdepunkter på vand og land. Alle deltagere håber vi vender tilbage i 2019 til endnu et brag af et Danmarksmesterskab.

Kilde: Per Baatrup i CB66 DEN-107, 'Jensen Gin'.

Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

Læs flere nyheder - klik her.

Udvalgte artikler til salg - gratis for abonnenter under Mit Bådmagasin

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer