Vegvisir Race: Sidste chance for at være med

17-08-2018 12:42 Søren Øverup
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Mens de første vind og vejrprognoser begynder at tikke ind samler klubber, kommune og firmaet bag sejladsen Shorthand ECM sig til en event, der på mange måder er nyskabende.

Der bliver gang i den i Nykøbing Falster, når starten går til 2.udgave af Vegvisir Race torsdag den 23. august. 115 både er tilmeldt. 70 af dem starter i 2Star-løbene torsdag, mens de resterede 45 starter om fredagen på singlehandbanen. Alle er tilbage lørdag eftermiddag, så de kan være med til Vegvisir Race After Party og præmieoverrækkelse.

Tilmeldingen er åben til og med søndag den 20. Stiller du op med miks-besætning eller en 100% kvindebåd, er der som noget nyt, mulighed for at spare hhv. 35% – 50% på tilmeldingsgebyret.

Meget nyt at skrive om
Er der noget nyt at skrive om, spørger journalister ofte som det første. Og når det kommer til sejlsporten er man ikke vant til at kunne svare Ja. Ikke desto mindre må man sige, at der er meget nyt at skrive hjem om, hvilket kom frem på et pressemøde onsdag den 15. august forud for årets Vegvisir Race.

Eventyr ved nære kyster
For deltagerne er den alt overskyggende nyhed på kapsejladsbanen, at man selv vælger omsejlingsretning på størstedelen af banen. Dernæst vil omsejlingen af Femø, Fejø, Omø, Agersø samt en krydsning af Storebælt være nyt farvand for mange sejlere. Dertil kommer passagen af det ultra-smalle Rudkøbingløb og udsejling til Østersøen via smålandshavet og det næsten ligeså smalle sejlløb ved Marstal. Derfra bliver det Offshore sejlads i Østersøen inden det igen går hjemover mod Smålandshavet og finalen i Guldborgsund. En bane der ligner eventyr ved nære kyster.

Bedste sikkerhed
En anden nyhed er, at sikkerheden er øget i forhold til sammenlignelige sejladser især på singlehandbanen. Det lader sig gøre, da forsikringsselskabet Pantaenius er gået ind med et dedikeret sponsorat, der blandt andet betyder, at to følgebåde med paramedicinere om bord går med feltet hele vejen rundt på deres bane. Yderligere vil en marinehjemmeværnskutter være i området i Smålandshavet klar til at søsætte en hurtiggående RIB, hvis uheldet skulle være ude. Endelig udfører de frivillige fra sejlklubberne sikkerhedstjek på alle både.

Broen åbne for sejlere
Også på land er der meget nyt at skrive hjem om. Der bliver f.eks. stort ”Dock Out” begge dage når sejlerne skal ud til starterne, hvor DRs sejlsportsekspert Bo Hasseriis speaker starterne.
Modsat kommunerne i trekantområdet, der er trætte af triatlon og motionsløb og derfor har sagt nej til at åbne Lillebæltsbroerne for motionsløbere i år, så er Guldborgsund Kommune gået den helt modsatte vej. Derfor har de accepteret en lukning af Guldborgbroen for landtrafik, når bådene sejler igennem. Det betyder bl.a., at broen står åben med begge klapper oppe i flere timer torsdag og fredag den 23.-24.

Meget mere end en kapsejlads
Endelige er Vegvisir Race i meget mere end en kapsejlads. Der bliver masser af aktiviteter på land, med et særligt fokus på hav- og landmiljø. Således er der flere udstillere med netop dette fokus blandt dem Bioøkonomisk Vækstcenter Guldborg, KIMO og virksomheden REFA. Alle er tilstede på land med egne stande, hvorfra de bl.a. vil vise hvordan borgerne i kommunen og REFA i samarbejde kan levere bæredygtig affaldshåndtering og hvilke konsekvenser henkastet affald i naturen har på miljøet.
Fishing Zealand kommer og fortæller om hvilke fisk, der kan fanges i området; de medbringer yderligere fiskestænger og vil lære børn og voksne, at fiske. Dansk Sejlunions aktivitetstrailer ruller også op, så der bliver mulighed for interesserede i at komme et skridt nærmere et aktivt liv i sejlklubberne.

Der bliver aktiviteter på land i både Nykøbing F og i Guldborg, hvor der bliver live musik, kanonsalutter, korsang og anden underholdning, og ikke mindst mulighed for at købe og smage en specialfremstillet Vegvisir Race Beer.

Som det fremgår samarbejdes på kryds og tværs mellem klubberne, kommunen og en privat virksomhed. Vegivisir Race bliver den største sejlsportsbegivenhed i kommunen nogensinde. De fem medarrangerende klubber har lagt at kæmpestort arbejde og de over 50 frivillige er allerede og vil give den gas i dagene, hvor eventet kører.

Du kan læse på www.vegvisirrace.dk hvor du også kan tilmelde dig frem til midnat søndag den 20.

 

Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

Læs flere nyheder - klik her.

Udvalgte artikler til salg - gratis for abonnenter under Mit Bådmagasin

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer