Missionen er at få flere kvinder til at deltage i kapsejlads, og Vegvisir går forrest, nu med Lady-bird priser. Foto: Katrine Bertelsen

Vegvisir Race vil forandre kapsejladskulturen

22-07-2018 07:17 Søren Øverup
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

En nyt tiltag fra Vegvisir Race vil bryde med de kønsstereotype traditioner og invitere kvinderne til distancekapsejladsen. Det kommer bl.a. til at ske gennem en Ladybird-tilmelding som giver op til 50% prisnedsættelse.

Først hed det Early Bird, så Standard derefter Late Bird, men nu introducerer Vegvisir Race en Ladybird-tilmelding, der gør det billigere at tilmelde sig Vegvisir Race som miks-besætning eller som 100% kvindebåd.

Morten Brandt fortæller, at der er flere grunde til, at han ønsker en mere ligelig kønsfordeling på distancekapsejladserne.
Det giver ingen mening, at vi har over 200 deltagere i 114 både, og at der kun er én kvinde blandt dem. Hvorfor er det ikke 50-50, som det er uden for sejlsporten? Jeg skal passe på, at der går ”os” og ”dem” i den. For det handler ikke om kvinder mod mænd, men der imod om nogle traditioner, der har rødder tilbage til før det moderne gennembrud. Og af en eller anden grund er disse traditioner rigtig godt forbundet til kulturen i sejlsporten, siger han og undrer sig over, at der f.eks. i maratonløb og triatlon er masser af kvinder og mænd, der deltager side om side.

Udviklingen på den store scene
Der sker imidlertid noget på den store scene. På det netop overståede Volvo Ocean Race var besætningerne miksede, så der var syv mænd og to kvinder på om bord. Også i OL-sammenhæng ser man en udvikling, der indikerer, at man ønsker at forandre kulturen. Ved det seneste OL i Rio, og til det kommende OL i Tokyo, bliver der sejlet miks-besætning i Nacra17-klassen, men også inden for bl.a. triatlon, svømning og atletik vil der til OL i 2020 blive dystet på miks-teams.

– Jeg synes det er på tide, at gøre op med traditionerne. Sejladserne og hele stemningen før, under og efter vil blive endnu sjovere og mere dynamisk, når flere kvinder deltager. Der er i forvejen mange elementer i de events jeg har lavet, der søger at forandre kulturen og gøre op med traditionerne i sejlsporten. Nu tager vi så fat om noget af det mest forstenede, siger han.

Op til 50% rabat
På Vegvisir Race er der fra 20. juli til 16. august mulighed for at stille op i både doublehand og singlehand til Ladybird-pris. Stiller man op som 100% kvindebåd singlehand eller doublehand kommer man med til halv pris dvs. 729 kr. pr. kvinde. Stiller man op i doublehand miks-besætning vil prisen være 1908 kr. svarende til en kønudligningsrabat på ca. 35%.

– Jeg håber, at mange kvinder og mænd vil tage imod invitationen og stille op som miksbesætning eller 100% kvindebåde og dermed være med til at skabe tiltrængte forandringer i sejlsporten, slutter Morten Brandt.

Se mere på Vegvisir Race websitet her

MBveg

Morten Brandt, stifter og drivkraften bag den nye Vegvisir Race sejlads, som nu også ønkser at skabe forandringer i sejlsporten. En super god ide.

Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

Læs flere nyheder - klik her.

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer