Høj Jensen har appetit på flere pokaler

Otte VM- og 11 DM-titler har ikke stillet sulten hos en af Danmarks mest vindende sejlsportsnavne i H-båd, Claus Høj Jensen, der nu styrer direkte efter guldet ved VM i Struer til august. 

Som en gammel jagerpilot, så har Claus Høj også markeret sine flotte sejre. Otte stjerner på siden af bådens hvide skrog markerer de utallige gange, sejleren Claus Høj Jensen fra Herslev Strand Sejlklub har sat konkurrenterne til vægs ved VM for H-både. De mange titler har dog på ingen måde stillet sulten hos den nu 50-årige sejlsportsmand, der forsvarer titlen, når mesterskabet skal afgøres til august i Struer. 

- Covid 19 pandemien gjorde, at VM i 2020 blev aflyst, som så meget andet.  Det har gjort os endnu mere sultne og motiverede i forhold til at generobre VM-titlen, siger Claus Høj Jensen. 

Udover de mange VM-titler har Claus Høj Jensen og besætningen på H-båden, Good Speed, fået 11. DM-guldmedaljer hængt om halsen. Dertil kommer et utal af sejre i diverse liga- og ranglistestævner. Om årsagen til succesen, siger sejleren blandt andet. 

- Vi sørger for at holde os i god fysisk form, ved at gå i fitness center flere gange om ugen. Derudover får vi lidt afveksling ved at vinter-sejle i OK-joller. Samtidig bruger vi klassens stævner til træning, og til at teste grejet og båden. Det giver værdifuld erfaring og mange timer på vandet, fortæller Claus Høj Jensen. 

Sammen med de to yngre gaster, Frederik Dahl Hansen og Rasmus Jørgen Andresen, arbejder Claus Høj Jensen også, minutiøst, med de mindste detaljer ved grejet og på båden. Små ting, som i sidste ende kan afgøre, hvor medaljerne havner. 

- Jeg har haft båden siden 2007, hvor jeg købte den i Finland. Det er den samme båd vi har vundet alle mesterskaber i. Vi kender den ud og ind, og ved hvor de små marginaler kan hentes. Samtidig har vi den nødvendige rutine, når der sejles tæt i de store kapsejladsfelter, fortæller Claus Høj Jensen. 

Passionen for konkurrencen og sejlads på højt niveau er fortsat den store drivkraft for de mangedobbelte VM-vindere. Det samme er fascination af, at få båden til at sejle godt.  

- Det er en helt ubeskrivelig fornemmelse, når alt på båden fungerer perfekt. Når mandskab og grej er i en form for symbiose, og vi har totalt kontrol over tingene. Det oplever jeg, fortsat, som noget af det mest fascinerende ved at sejle kapsejlads på højt niveau, siger Claus Høj Jensen. 

Når båden fra Herslev Strand Sejlklub stiller op til VM-stævnet i Struer, fra den 9.-14. august, kan besætningen vente hård konkurrence fra blandt andet italienske, svenske og finske sejlere. Samtidig venter der spændende udfordringer på Limfjorden. 

- Vi sejler til dagligt i Roskilde Fjorde, hvor forholdene er meget lig dem vi møder i Limfjorden under VM. Vinden kan drille og springe meget rundt, ligesom andre faktorer spiller ind på sejladserne. Men, går det hele op i en højere enhed, tror jeg absolut, vi har en chance for at tage guldet igen, slutter Claus Høj Jensen. 

                                                                  







Kapsejlads

Fyn er fin - også for Finn

Kapsejlads

100 mil i Fjorden: 25 både tager udfordring op

Kort nyt

Åbent brev: STOP automatiseringen af fjordbroerne

SailGP

SailGP: Highlight fra Italien

Kort nyt

Scan-Kap sejlerne fik trim og gode råd





Udvalgte artikler *