H-Båd: VM i Struer trækker opmærksomhed 'from all over the world'

Der er lagt op til den helt store sejlsportsfest, når Struer Sejlklub i august er vært for VM i H-båd. Mesterskabet, der nu også støttes af Færchfonden, tiltrækker et stort antal sejlsportsinteresserede fra såvel ind- som udland.

Med sejlere fra hele verden bliver Struer og Struer Sejlklub samlingspunkt for det kommende verdensmesterskab for H-både. Stævnet afvikles d. 9.-15. august, hvor flere end 200 sejlere dyster om VM-trofæet.

Struer Sejlklub har i knap tre år arbejdet på at stable det store arrangement på benene. En krævende og økonomisk tung opgave for de mange frivillige i organisationen.

- Vi arbejder løbende på at balancere budgettet for sejladserne, som naturligt nok er kæmpestort, når vi taler om et mesterskab af den kaliber. Derfor er vi ekstra glade for, at vi nu også har fået en bevilling fra Færchfonden, siger stævneleder, Otto G. Jensen.

Med en donation på 75.000 kroner giver Færchfonden en økonomisk håndsrækning, og administrerende direktør, Claus Omann Jensen, kalder VM-arrangementet i Struer for et event, som i den grad er med til at sætte Nordvestjylland på landkortet.

- Med sin beliggenhed har Struer et unikt stedbundet potentiale i kraft af Limfjorden. Dette potentiale udnytter Struer Sejlklub til fulde og er, gennem værtsrollen ved VM i H-både, med til at tiltrække sejlsportsinteresserede, turister og elitesportsfolk fra hele verden, siger Claus Omann Jensen.

Med donationen har arrangørerne fået en ekstra god mulighed for at slå et slag for landsdelen og området generelt.

- Vi satser nemlig benhårdt på, at VM-stævnet skal skabe endnu større opmærksomhed omkring de turistmæssige, kulturelle og erhvervsmæssige værdier, der findes i Nordvestjylland og i hele regionen, siger Otto G. Jensen fra Struer Sejlklub.

Stævnelederen kan allerede nu berette om kæmpe interesse for VM-arrangementet. Blandt andet fra udenlandske medier og sejlsportsinteresserede, tusindvis af kilometer fra Danmark.

- Så langt væk som i Australien kan vi se, at rigtig mange følger nyhederne på det officielle VM site. Derudover har vi haft held med, at servicere en række udenlandske medier med pressemeddelelser og nyheder, slutter Otto G. Jensen.
Kilde: Pressemeddelelse Struer Sejlklub







Kapsejlads

Fyn er fin - også for Finn

Kapsejlads

100 mil i Fjorden: 25 både tager udfordring op

Kort nyt

Åbent brev: STOP automatiseringen af fjordbroerne

SailGP

SailGP: Highlight fra Italien

Kort nyt

Scan-Kap sejlerne fik trim og gode råd





Udvalgte artikler *