Nyt lokalt forankret partnerskab med The Ocean Race Aarhus

Nyt lokalt partnerskab med The Ocean Race Aarhus


Når The Ocean Race Stopover Aarhus løber af stablen i 2023, bliver det med den hæderkronede IT-virksomhed Trifork som Presenting Partner. Virksomheden, som startede i Aarhus i 1996, har et stærkt fokus på bæredygtighed og en stor kærlighed til sejlsporten, og Trifork går således helhjertet ind i det nye partnerskab med The Ocean Race Aarhus.

Over 14 dage i maj/juni 2023 er Aarhus vært for The Ocean Race. Det bliver en folkefest hvor arrangørerne forventer i omegne af hele 400.000 glade gæster. Det bliver sejlsport i verdensklasse og et stort område, hvor både børn og unge, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv fokuserer på problemerne med forurenede verdenshave, og behovet for at tænke i bæredygtige løsninger.

Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig over, at forberedelserne frem mod 2023 nu bliver i samarbejde med en markant erhvervspartner som Trifork, og udtaler blandt andet til pressen:

”At Aarhus som den første danske by nogensinde er Stopover City for The Ocean Race, sætter en tyk streg under byens position som eventby i international klasse. Jeg er derfor glad for, at vi med Trifork som Presenting Partner kan præsentere et meningsfuldt samarbejde med en lokalt forankret virksomhed, som udover et imponerende internationalt renommé deler de samme gode værdier omkring bæredygtighed. Jeg håber, at det kan inspirere andre erhvervsaktører til også at involvere sig i The Ocean Race Aarhus 2023,” siger Jacob Bundsgaard.

Triforks administrerende direktør og grundlægger, Jørn Larsen, er stolt af at indgå sponsorat som Presenting Partner og derved støtte op omkring en stor og vigtig begivenhed som The Ocean Race, og udtaler blandt andet til pressen:

”Vi altid været en virksomhed, som har støttet sejlsporten og unge sejlere. Det er utroligt vigtigt for Trifork at sætte fokus på havmiljøet og sørge for, at vi får et renere hav. For det er havene, der forbinder verden, og med The Ocean Race kan vi trække en tråd mellem kontinenterne og de tre milliarder mennesker, som til daglig lever af havene. Vi har valgt at involvere os som sponsor for at tale havmiljøets sag og fokusere på det enorme problem, som affald i verdenshavene er. Det er et problem, som kræver, at vi reagerer nu. Sponsoratet giver samtidig Trifork en enestående mulighed for at opnå national og international synlighed,” siger Jørn Larsen.

Direktør for Sport Event Denmark, Lars Lundov, ser et kæmpe potentiale i, at The Ocean Race kommer til Danmark.

”Bedre match skal man sejle langt efter. Det forekommer helt rigtigt, at Trifork og The Ocean Race 2023 i Aarhus indgår dette vigtige og meget omfangsrige samarbejde. Det er godt gået. Bæredygtighed og klimahensyn fylder mere og mere, også indenfor internationale sportsevents. Det er godt og nødvendigt. Og netop afviklingen af The Ocean Race i Danmark vil være med til at sætte et stort fokus på dette,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, ser frem til at invitere til en enorm folkefest i 2023:

”Aarhus er internationalt kendt som vært for store kulturbegivenheder, blandt andre en række store sejlsportsevents. Jeg er stolt af, at Aarhus i 2023 er vært for The Ocean Race, som udover et vanvittigt højt sportsligt niveau har et stort, vigtigt fokus på bæredygtighed. Jeg glæder mig til at involvere byen og invitere til folkefest med op til 400.000 deltagere i de smukke rammer på havnen i Aarhus. Jeg vil gerne sige tak til Trifork for, at de støtter op om Aarhus’ store ambitioner med dette sponsorat,” siger Rabih Azad-Ahmad.

FAKTA:
The Ocean Race:
Siden 1973 har deltagere sejlet jorden rundt i det race, som tidligere hed Whitbread Round the World Race og Volvo Ocean Race.
The Ocean Race 2022/23-udgaven starter i spanske Alicante i oktober måned 2022.
Aarhus er den første danske Stopover City i racets historie.
Bådene bliver i Aarhus i 14 dage, og eventen forventes at tiltrække op mod 400.000 gæster.
Sailing Aarhus og Aarhus’ Internationale Sejlsportscenter er centrale partnere i projektet.
Blandt de offentlige partnere er Aarhus Kommune, Sport Event Denmark og Region Midtjylland.







Kapsejlads

Tyskland vil ind på offshore scenen

Kapsejlads

X Yachts Gold Cup: Stadig plads

Kapsejlads

ORC EM: Aschenbrenner forsøger at forsvare titlen





Udvalgte artikler *