Ny Vegvisir Race værtsby: En Konge værdig

Så er der nyt fra Vegvisir Race - en af landets største 'kapsejladser' hvor det handler mere om at gennemføre - end at komme først, og det ligner unægtelig det perfekte match, når Vegvisir Race, i år for første gang har den gamle kongeby, Nyborg, som værtsby. Nyborg har en optimal beliggenhed i forhold til sejlsport generelt og i særdeleshed i forhold til et adventure sailrace som Vegvisir Race, hvor kystnær sejlads kombineres med ægte havkapsejlads. Derudover vil byens centrale beliggenhed midt i Danmark tiltrække mange danske sejlere, men endnu flere internationale deltagere fra især Tyskland, Sverige og Norge.

– Jeg er stolt over, at Vegvisir Race starter fra den gamle kongeby, Nyborg. Her får eventet mulighed for at udvikle sit fulde potentiale. Jeg ser frem til samarbejde med Nyborg Kommune og Nyborg Sejlforening, hvor jeg allerede har mødt masser af entusiasme og handlekraft. Sportsligt styrker vi Vegvisir Race-konceptet med baner, der bliver udfordrende for deltagere og spektakulære for tilskuere og som i år omfatter passage af Storebæltsbroen, siger Morten Brandt, der står bag Vegvisir Race.

Enigt udvalg bakker op
Nyborg Kommune får med sit engagement en af få store sejlsportsbegivenheder af international kaliber til byen. Det sikrer bevågenhed og omtale i udenlandske medier og blandt deltagere fra hele Europa, der i skrivende stund tæller 10 nationaliteter. Yderligere får kommunens borgere og de mange besøgende under kulturfestivalen Norden i Nyborg mulighed for at se de mange spændende både i havnen i Nyborg før og efter sejladsen, samt masser af action under starterne i havnebassinet torsdag og fredag eftermiddag.

– Der har i mange år været et stort ønske i Nyborg Kommune om at udnytte vores kyst til vandsport og sejlads og dette projekt er den perfekte anledning. Det er et spændende arrangement med en international vinkel, som vi kan afvikle i samarbejde med vores lokale foreninger. Når vi så ovenikøbet kan kombinere det med Norden i Nyborg, så tror jeg kommunes borgere har noget at se frem til, siger Socialdemokratiets næstformand for Kultur- og fritidsudvalget, Jesper Nielsen.

Og han suppleres af udvalgets formand Erik Rosengaard, fra Venstre som udtaler:
– Jeg er meget glad ved, at et enigt Kultur- og Fritidsudvalg bakker op om at tiltrække kapsejladsen Vegvisir Race til Nyborg. Det glæder mig, når vi i samarbejde med Nyborg Sejlforening, Nyborg Marina og de øvrige foreninger i marinaen kan afvikle et så stort internationalt arrangement. Som en sidegevinst giver arrangementet god omsætning i byens butikker, på restauranter og hoteller. Endelig får deltagere og gæster lejlighed til at opleve Nyborgs dejlige farvand og kyststrækninger, samt de renoverede faciliteter i Marinaen.

Og der bliver i grad lejlighed til at stifte bekendtskab med de mangfoldige muligheder, der er for at dyrke vandsport som borger i Nyborg Kommune. Det sker fordi havnens klubber i samarbejde med Nyborg Marina har besluttet af afholde det landsdækkende event, Vild med Vand, som er sponsoreret af Nordea Fonden netop lørdag den 4. september.

Nyborg sejlforening i nøglerolle
Nyborg Sejlforening indtager en nøglerolle under eventet, hvor de tager sig af de mange logistiske opgaver, der er forbundet med håndtering af cirka 300 sejlere i 200 både. Og der er udsigt til, at de får både glæde og gavn af samarbejdet. Dels er der en økonomisk gulerod forbundet med indsatsen, dels får foreningen mulighed for at vise kommunens borgere, hvad moderne sejlsport handler om. Det kan give nye medlemmer til klubben og det kan give foreningen mulighed for at satse på en udvikling af adventure sailracing i regionen.

– Det er en fantastisk mulighed for Nyborg Sejlforening at få en så stor og international sejlads til byen. Vi har god erfaring med at arrangere mindre stævner, og vi ved, at det giver et godt sammenhold i foreningen. Derudover er der behov for nye og anderledes tilbud til kølbådssejlere, hvor der har været vigende interesse for kapsejlads i de senere år. Her er Vegvisir en unik mulighed med de forskellige baner af varierende sværhedsgrad, siger foreningens formand Marianne Holmer.

Der kommer meget mere praktisk information om Vegvisir Race 2021, Vild med Vand og om Norden i Nyborg og mulighederne for at få en indholdsrig weekend som deltager eller som tilskuere, så snart det praktiske arbejde tager form.

Foto i galleriet: Still foto Peter Brøgger // Grafik Vegvisir Race 

Om Vegvisir Race
Vegvisir Race er skabt af Morten Brandt og hans firma Shorthand ECM, der også har udviklet koncepterne bag begivenhederne Silverrudder Challenge, Lyø Escape, Round Denmark Race og GoViking100.
Vegvisir Race er blevet sejlet fra 2017 til og med 2019. Her voksede deltagertallet fra 12 til 141 tilmeldte både. I august 2020 blev sejladsen udsat på grund corona-frygt. Det ligger allerede nu fast, at sejladsen i år bliver større end nogensinde, da der er 156 tilmeldte både fra 10 europæiske lande. Der er starter den 2. og 3. september om eftermiddagen på tre forskellige baner, som sender deltagerne ud på Storebælt, Rudkøbingløbet, Svendborgsund, Østersøen, Femern Sund, Grønsund, Smålandshavet og rundt om Romsø i Storebælt. Fra havnen i Nyborg bliver der etableret et Vegvisir Race Studie. Herfra sendes der live før og under eventet. Ud over opdateringer og interview fra banerne bliver der også rapporteret fra kulturfestivalen Norden i Nyborg med aktuelle gæster og interviews.


Galleri










Udvalgte artikler *