Rindom og Lærke Buhl-Hansen indløser OL billet

Related Articles: IOC har besluttet at udskyde OL, OL i Tokyo risikerer en total aflysning

Laser radial-sejleren Anne-Marie Rindom og windsurferen Lærke Buhl-Hansen er udtaget til OL i Tokyo 2021.

I begyndelsen af marts - umiddelbart før coronakrisen - blev tre danske både udtaget til OL i Tokyo. Det var 49’er-båden med besætningen Jonas Warrer og Jakob Precht. Det var 49’er FX-båden med Ida Marie Baad og Marie Thusgaard. Og det var nacra 17-båden med Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck.

Nu føjes yderligere to stærke navne til det sejlsportslandshold, der skal repræsentere Danmark ved OL i Tokyo 2021. DIF’s bestyrelse har nemlig udtaget Anne-Marie Rindom (Laser Radial, red) og Lærke Buhl-Hansen (windsurfingsklasse RS:X, red.). Dermed er de to sejlere sikret arbejdsro frem mod Tokyo 2021.

Anne-Marie Rindom, skal med til sit tredje OL i træk, og udtaler til pressen

”Det er dejligt, at min OL-udtagelse nu er på plads. Corona har jo gjort det hele lidt anderledes, men det ødelægger ikke min følelse af at være enormt glad for nu at være udtaget til OL i Tokyo.”

Den erfarne Laser Radial-sejler vandt i Rio 2016 bronze, og spørgsmålet er, om den medalje nu skal skiftes ud med en medalje af endnu mere gylden karat.

”Man skal altid passe på med at sige, at man går efter guld – især i sejlsport – hvor der er så mange forskellige faktorer, der kan påvirke det endelige resultat. Men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at levere et godt resultat. Hvis alt klapper, så kan jeg godt være med helt fremme i Tokyo,” siger Anne-Marie Rindom.

Også den 28-årige windsurfer Lærke Buhl-Hansen er klar til OL i Tokyo. Hun deltog også ved OL i 2016, hvor det blev til en 15. plads i bølgerne i Rio.

”Jeg fik en del erfaring i Rio, som, jeg tror bliver nyttig ved OL i Tokyo. OL er et stort ”cirkus” på mange måder, og det er helt fantastisk at være med til. Men der er også mange ting, der er anderledes ved et OL end andre stævner, og det, at jeg har prøvet det før, gør, at jeg forhåbentligt kan lave en endnu bedre placering i Tokyo,” siger Lærke Buhl-Hansen.

Søren Simonsen, der er chef de mission for det danske OL-hold, glæder sig til at se Anne-Marie Rindom og Lærke Buhl-Hansen i aktion:

”Danmark har stolte og fantastiske OL-traditioner på vandet. Gang på gang lykkes det Dansk Sejlunion at stille en stærk gruppe atleter i forskellige bådklasser på et niveau, hvor de kan slå de allerbedste i verden. Det bliver også tilfældet ved de kommende olympiske lege næste år i Tokyo. Anne-Marie Rindom er en verdensklassersejler, som vi i den grad ser frem til at følge i Tokyo, og Lærke Buhl-Hansen har ved flere lejligheder vist, at hun tilhører verdenseliten. Vi håber på god vind for dem begge,” siger Søren Simonsen.

Også hos Team Danmarks direktør, Lone Hansen, er der begejstring over, at Lærke Buhl-Hansen og Anne-Marie Rindom er klar til OL i Tokyo.

”Det er to stærke navne, der skal kæmpe med Dannebrog på brystet som en del af det kommende hold til OL. Især Anne-Marie Rindom har markeret sig som en af verdens allerbedste sejlere i en bådklasse med meget højt internationalt niveau. Med udskydelsen af OL får de begge mulighed for at arbejde endnu bedre sammen med deres trænere og Team Danmarks eksperter, så de står skarpt til næste sommer,” siger Lone Hansen.

Kilde: DIF & TeamDanmark