Ylva DM: Favoritterne holdt hele vejen

Fra Ylvaklubbens næstformand Flemming Fjord, har vi her på redaktionen modtaget denne fine beretning. 

Guld og sølv blev i familien Borg fra Korsør Sejlklub. I relativ overbevisende stil forsvarede Lars Borg, Korsør Sejlklub sin DM-titel fra 2018. Med gasterne: Preben Kristensen, Per ”Splint” Nielsen og Bill Olsen lykkedes det lige nøjagtig at holde faderskabet, Erik Borg, Korsør Sejlklub bag sig. Bronzemedaljen gik uventet, men fortjent til ”Giraffen” med Torben Pedersen fra Fredericia.

Middelfart Sejlklub, der er kendt for at kunne håndtere mange begivenheder på samme tid, havde igen sat et flot stævne op til de fremmødte Ylvaèr, der absolut blev forkælet af en masse frivillige hjælpere fra klubben. Stor tak til Middelfart Sejlklub for et professionelt anlagt stævne.

Artiklen fortsætter under billedet

ylva dm foto til søren

På vandet blev sejladserne ledet med fast og sikker hånd af Lars Brøcher, der som DS-national dommer havde stor forståelse for både korrekt sportslig afvikling af sejladserne, og for hensyn til de vejrmæssige svære konditioner, som stævnet bød på. Som han udtalte til debriefingen: ”I Middelfart har de ikke ”jævnstrøm” – kun ”vekselstrøm”! Dermed henviste han til, at hvis både på første opkryds havde en fordel på den ene fløj, så var det ofte, at fordelen var skiftet til den anden fløj på andet opkryds. I alt op-ned-baner, der var umulige at læse.

Håndteres som en ældre dame
Fredagen bød på seks sejladser på en relativ kort sprinterbane med en middelvind på 6 m/sek. Det var nærmest perfekte forhold, hvis altså ikke lige de skiftende strømforhold snød mange af bådene.
Lørdagens lavtryk med regn og mere end 14 m/sek. gjorde, at vi først kom på vandet efter kl. 15. Her viste Lars Borg, at han kunne holde sin far, Erik Borg bag sig. Der var tæt løb om podiepladserne, og kun ”fodfejl” og decideret uheld med håndtering af spiler og knækkede bagstag, blev afgørende for det endelige resultat. Vi har alle erfaret, at Ylvaén fortsat skal håndteres som den ”Ældre Dame”, som den er. Roligt, bestemt, nænsomt og målrettet. Krydret med ren ”man-power”.

Også stor tak til Columbus Marine for meget flotte maritime præmier.

Kan næsten ikke vente
I 2020 skal vi til Flensborg og allerede nu tyder det på, at vi formentlig kommer til at sætte deltagerrekord. Der er mange forhåndstilmeldinger og i 100-året for Genforeningen, ser vi frem til at støtte og fejre det danske mindretal i Nordtyskland. I Flensborg ligger der i forvejen fem Ylvaér med byen som hjemhavn, og vi glæder os til at blive udfordret på land og på vand.

Der er også i Ylva-klassen en ”elite”, men vort motto er fortsat: ”Ingen elite uden en bredde”, så vi satser hårdt på, at stævnet i Flensburg næste år bliver for ALLE og tyskerne er jo som kendt for at satse både på sociale, festlige event´s på land og på et højt sportsligt niveau på vandet. Vi glæder os.

Under langsom forbi-gang på broerne i Middelfart kunne det klart fornemmes, at familien Borg fra Korsør næste år bliver udsat for en sportslig udfordring, der måske kan resultere i et ”tronskifte” i Ylvaklubben?

Sejlerhilsen
Fl. Fjord

Næstformand, Ylvaklubben.

ylvadm2019

Vinderen af Ylva DM 2019

ylvapodie2019

Og det samlede podie ved Ylva DM 2019. 








Sailing World News

Facts about 12 mR Worlds

RIP Lowell North

Yacht Racing Forum: Unprecedented turnout