Sjælland Rundt: Start med havarier

Det blev en herrestart for de 141 både, der stillede op til start i årets Sjælland Rundt. Se stort billedgalleri.

Der var god vind fra nordvest, ca. 10 m/sek. og noget mere i pustene til starten på årets Sjælland Rundt. Høj sø gav også lidt tumlen rundt, men alle starter gik som de skulle.

Løbsledelsen havde valgt at sende feltet nord om Sjælland, for give alle god vind til at starte på, før den løjer i løbet af torsdag nat. Det gav alle en fin krydsstart. Der skulle komme noget mere luft ved Gilleleje i eftermiddag, 12-14 m/sek. Men fredag og lørdag har farvandsvæsenet varslet 3-4 sekundmeter, så det bliver en stille tur i år for de fleste.

God vind til de hurtige både
De hurtige både, Tarok (Swan 45), Ben Cotta (Knierim48), Buksesnedkeren (One off), Palby Marine (Elliott 35ss), svenske BLUR (J/111) m.fl. og flerskrogsbådene, regner med at være i havn allerede lørdag aften/nat. Resten af sejlerne vil nok blive fanget i meget let luft, og de fleste kommer næppe i mål før natten til søndag.

Gode starter
Starterne blev afviklet som perler på en snor, men spændingen steg da de store både gik til startområdet. Her blev linjen tjekket for fordel, og der blev lavet en del bomninger og vendinger. Tarok fik en megaflot start – total fri luft, mens mange blev pakket ned i feltet. Men hvad betyder en lidt dårlig start, der er masser af sømil forude til at indhente det forsømte.

Plads til forbedringer
Der var stor forskel på cruisingklasserne og racing. Mange af cruiserne burde nok overveje at købe nogle nye sejl, der var mange der var totalt udsejlede. I det mindste kunne de da sørge for at sejlet var halet helt til top og skødet ordentligt ... Enkelte havde valgt at rebe, måske en klog beslutning i et felt af mere eller mindre erfarne sejlere.

Kan man nå at hækle en hue?
I den anden af spekteret var mange halv-og helprofessionelle sejlere, og de havde styr på deres båd, sejl og manøvrerer. Det var en fornøjelse at se boathandling hos dem. På Ben Cotta havde Mads Blærerøv og Mads One Sails fået selskab af Hella Joof, der havde husket at medbringe hækletøjet. Der skulle nok komme en hue ud af Sjælland Rundt, jokede hun.

En knækket mast ...
Umiddelbart før sidste start skete der to uheld, næsten på samme tid. Singlehandsejler Mads Thusgaard-Madsen i sin Granada 32 ’Anna’, var uheldig og brækkede masten ved Hellebæk et par timer efter starten.
– Masten knækkede over i tre dele, lige over øverste saling og bagefter nede ved mastefoden. Jeg havde sat to reb og bakstagene var strammet hårdt, så jeg antager at der må have været et svagt punkt på masten, fortæller Mads Thusgaard-Madsen til Bådmagasinet. Han var tæt på at få masten i hovedet, men den drejede så i sidste øjeblik ud til siden. Han er i god behold i Helsingør Havn, hvor han er ved at få et overblik over skaderne og få rigget masten af. Både sejl og mast kom med i havn.

og en grundstødning
Mads Thusgaard blev undsat af Dansk Søredningstjeneste, der så desværre ikke var der til at assistere, da ’Bifrost’, en Columbie 44 gik på grund ved Marielyst kort efter start. Grundstødningen endte lykkeligt, men på tidspunkt så det lidt sort ud, da de var lang tid om at få sejlene ned, og de kun blev assisteret af to mindre gummibåde fra Helsingør Sejlklub. De var kun 150 meter fra stensætningen, da de kom flot.
Turist cruisingbåden ’Viking’ som pressen var om bord på, forsøgte at assistere med en 200 meter lang trosse, men det blev ikke nødvendigt, da det lykkes af få Bifrost ud på lidt dybere vand, og de fandt en vej gennem sandbankerne. Bifrost valgte at gå i havn derefter, for at tjekke eventuelle skader.

Ialt deltager 141 både med 634 sejlere i årets Sjælland Rundt, ud af 147 tilmeldte. Det er en lille nedgang i forhold til 164 i 2018. - følg bådene via Tracker her



Seneste nyheder





Sailing World News

Facts about 12 mR Worlds

RIP Lowell North

Yacht Racing Forum: Unprecedented turnout





Produktnyt

X-Yachts skal til at bygge motorbåde

Elmotoren er blevet voksen