EM fra Weymouth: OL-kampen spidser til

OL i 2020 foregår på vandet ud for byen Enoshima ca 60 km syd for Tokyo, men allerede nu begynder det så småt at spidse til for de danske sejlere.

Klasserne 49er, 49erFX og Nacra17 har kvalificeret nationspladsen og dermed sikret dansk deltagelse, men hvilke besætninger, der skal repræsentere Danmark er langt fra afgjort. Derfor er resultaterne ved de store stævner interessante, for de kan give et fingerpeg om, hvilke af de danske besætninger, der har den stærkest formkurve.

Og netop nu er danske og udenlandske topsejlere samlet i Weymouth (OL 2012, red.) i England for at kæmpe om det åbne Europæiske Mesterskab for de tre klasser.

Og forventningerne fra Dansk Sejlunions sportschef Thomas Jacobsen er klare:
– Får vi et godt stævne, får vi podieplaceringer i Nacra17 og i 49er FX og en top 10 i 49er. Det Lin og CP, der står stærkest i Nacra17, mens Ida Marie og Marie er vores stærkeste kort i 49er FX . I 49er er det mere åbent. Flere hold er på samme niveau, men mon ikke det bliver Jonas og Jakob eller Mads Emil og Nikolaj, som skal levere en topplacering, siger Thomas Jacobsen.

Forandringer i toppen
Siden VM i Aarhus i sommer har opløsningen af det bedste danske 49er FX hold, Team Jena & Katja, medført større ændringer.
Den tilbageværende danske topbåd med Ida Marie Baad og Marie Thusgaard har mistet en værdifuld træningspartner. Til gengæld har de, sammen med de øvrige FX-besætninger, nu glæde af at have Jena-Mai Hansen som træner.
Derudover har Katja Salskov Iversen teamet op med Allan Nørregård i Nacra 17, hvor de ved flere stævner, har vist at de er godt på vej mod verdenstoppen. Fra starten af deres samarbejdes har netop EM været sat som et vigtigt skæringspunkt for deres kampagne.

Blødt succeskriterium
– Fra starten har vi aftalt, at vi efter EM skal tale sammen om mulighederne. Det betyder imidlertid ikke, at vi har sat en placering op som succeskriterium. Det vigtige er om vi og sejlerne fornemmer, at der er udvikling og potentiale. Både Katja og Allan har bevist deres værd ved tidligere olympiske kampagner. De kender processen. Det betyder også, at de er ”kræsne”. Deres samarbejde med hinanden og med de andre besætninger skal fungere. Ude fra skal man også vide, at de her sejlere kigger langt frem – ja, der er OL om et års tid, men det vigtige OL for flere af dem er i 2024, fortæller Thomas Jacobsen, der samtidig understeger, at der naturligvis skal leveres før 2024.
Den bløde formulering af et succeskriterium for Allan Nørregaard og Katja Salskov Iversen peger også på villigheden til at sikrer træningsmiljøet, og have to eller flere hold, der i den daglige træning kan presse hinanden og sikre det høje niveau.

Ligger godt til Aarhusbåd
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard håber at finde de gode takter frem fra stævnet i Genova. Her førte de før medalrace, men endte på en ærgerlig 4.plad. Ikke desto mindre var det et positivt stævne for den danske topbåd, da den foregik i meget let luft, hvilket aldrig har været den århusianske båds spidskompetence. Netop i Weymouth plejer der at være god vind, hvilket kan medvirke til at få den århusianske båd på podiet.

Mange har chancen
I 49eren er det efterhånden en del år siden, at danske både har været med helt fremme. Thomas Jacobsen forklarer:
– Det er en båd, hvor der niveauet er blevet meget, meget højt. Du kan sejle et ellers perfekt opkryds, men hvis du står 2-3 bådslængder over layline, risikerer du at runde topmærket som 25er. Vi kan se, at de bedste teams har både gast og rorsmand med mindst 5 års erfaring på topniveau, og der er vi ikke helt endnu.

De første resultater
Baadmagasinet.dk følger EM i Weymouth. De første foreløbige resultater er begyndt at tikke ind.
I Nacra 17 står den danske topbåd med Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck noteret for en 5. en 2. og en 3. plads og ligger samlet 5er.

Allan Nørregaard og Katja Salskov Iversen ligger nr. 17 efter en 9. en 10. plads og en 9. plads. Nummer 22 er Natasha Sauma-Pedersen og Mathias Brun Borreskov. Som nr. 53 ligger Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen og Jesper Vogelius efter to gange 25. plads og en DNF.

I 49 FX er Ida Marie Baad og Marie Thusgaard kommet acceptablet fra start og ligger på en 8. plads efter en 5. en 4. og en 10. plads. Næste danske båd er Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby på 27. pladsen efter en serie der hedder 14, 17 og 9.

49erne har nået en enkelt sejlads. Bedste danske båd er Daniel Nyborg og Sebastian Wright Olsen, der er noteret for en 7. plads. Mads Emil Stephensen Lübeck og Nikolaj Hoffmann Buhl står for en 8. plads mens Jonas Warre og Jakob Precht Jensen står for en 12. plads.

Her er de danske besætninger
49erFX (58 både til start)
Ida Marie Baad-Marie Thusgaard
Anne-Julie Foght Schütt-Iben Nielsby
Johanne og Andrea Schmidt
49er (98 både til start)
Jonas Warrer-Jakob Precht Jensen
Michael Hansen-Mathias Sletten
Mads Emil Lübceck-Nikolaj Buhl
Frederik Rask-Marcua Bay
Daniel Nyborg-Sebastian Wright Olsen
Nacra 17 (59 både til start)
Lin Ea Cenholt-Christian Peter Lübeck
Allan Nørregaard-Katja Salskov-Iversen
Natascha Saouma-Pedersen-Mathias Borreskov
Clara Roskjær-Jesper Vogelius












Produktnyt

Rindom i klar EM-føring før finaledag

Tager du ansvar for sikkerheden, skipper?

Ligastart med nye både og nye regler

Anne-Marie Rindom har kurs mod EM-guld