Blot to stævner afgør sejlernes OL-udtagelser

Antallet af udtagelsesstævner skæres ned fra tre til to, når der fra slutningen af 2019 skal sættes navne på de danske sejlere ved OL i Tokyo 2020.

Dansk sejlsport er sikret fem nationspladser ved de olympiske sejladser i Tokyo 2020. Blot én båd fra hver bådklasse kan deltage ved legene, derfor skal der sejles nationale udtagelser for at afgøre, hvilke sejlere der skal repræsentere Danmark.

Når udtagelserne begynder sidst på året, bliver det i et kortere og mere intenst forløb end ved de seneste to OL i 2012 (London, red.) og 2016 (Rio, red.).

Blot to stævner - mod tidligere tre - kommer til at afgøre udtagelserne.

"Der er mange hensyn at tage. Vi skal finde udtagelsesstævner med et højt sportsligt niveau. Samtidig ønsker vi ikke, at sejlerne bliver udtaget hverken for tidligt eller for sent i forhold OL-sejladserne i Tokyo," forklarer Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion. "Oveni er der også fra sejlerne et ønske om, at den meget stressfulde udtagelsesperiode bliver så kort som mulig. Samlet set har vi konkluderet, at to udtagelsesstævner var den bedste løsning denne gang."

Udtagelser sejles langt fra Danmark
Tre af de bådklasser, hvor Danmark har nationspladser i Tokyo, er mændenes 49er, kvindernes 49erFX og mixklassen Nacra 17. Her afgøres den danske OL-udtagelse, når de tre klasser afvikler fælles VM 2019 på New Zealand i begyndelsen af december samt fælles VM 2020 i Australien midt i februar.

Den besætning fra hver klasse, der samlet over de to stævner opnår bedste resultat, får OL-billetten. I alle tre klasser vil der på forhånd være forhåbninger om at se danske sejlere gøre sig gældende i medaljekampen i Tokyo.

Laser Radial er den fjerde klasse, hvor Danmark forventer at have medaljepotentiale ved OL. Her foregår udtagelsen ved VM 2020 i Australien og ved et efterfølgende World Cup-stævne i Italien.

Kattelem - hvis uheldet er ude
Rammerne for OL-udtagelsen er fastlagt i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Sejlunion. Med blot to stævner i udtagelsen er sejlerne sårbare over for uheld, skader eller sygdom. Skulle uheldet være ude, har DIF, Team Danmark og Dansk Sejlunion forbeholdt sig en teoretisk adgang til at justere i udtagelsesserien for at sikre en sportslig fair afgørelse.

Det skal understreges, at en vundet udtagelsesserie ikke automatisk er ensbetydende med OL-udtagelse. I sidste ende er det alene DIF, der udtager sejlere til OL på baggrund af indstillinger fra Dansk Sejlunion.

2019 indledt med to fjerdepladser
De danske sejlere har indledt 2019 med to fjerdepladser ved årets første World Cup-stævne, der blev sejlet i Miami, USA, i begyndelsen af februar. Henholdsvis Anne-Marie Rindom i Laser Radial og Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby i 49erFX stod for de to resultater.

Næste store opgave for OL-klasserne kommer i slutningen af marts, når den traditionelt tæt pakkede europæiske stævnekalender indledes med Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca.

Kilde: Dansk Sejlunion












Produktnyt

GB Easter regatta – i let luft

Danmark Rundt: Alene i kajak

Gense Rindoms 'Guld-Medal-Race' - opdateret