fbpx

Vælg den rigtige propel

Inkluder i Newsletter: Ja

På en ny båd sidder der formodentlig en standardpropel monteret som passer, uanset om båden belastes med en eller flere personer. Propellen er i reglen testet med en person om bord på højst anbefalede motoromdrejninger for at klare de fleste belastnings-scenarier.
Propel-valget er altid at betragte som et kompromis, der passer i en del tilfælde men langt fra i alle. Sejler man for det meste alene eller to i båden, kan det være en fordel, at gå en propel-stigning op hvis omdrejningstallet tillader. Man vinder nogle knob på toppen, får et noget lavere brændstofforbrug samt lavere støjniveau. Dog mister man lidt acceleration, men det er så lidt at det næsten ikke mærkes. Er man fire i båden det meste af tiden, er det vigtigt at det maksimale omdrejningstal ligger tæt på det højst anbefalede for ikke at presse motoren ned i omdrejninger og dermed miste effekt.
Har din motor et anbefalet maks. omdrejningstal mellem 5000-6000 omdrejninger pr. minut skal tallet altså ligge så tæt på 6000 som muligt. Ligger tallet over så skifter man til en propel med højere stigning på bladene, for at mindske omdrejningstallet. Er omdrejningerne under 6000 skifter man til en propel med lavere stigning for at øge omdrejningstallet. Forskellen mellem hver propel-størrelse modsvarer ca. 200 omdrejninger. Gøres det rigtigt så føles båden hurtigere og planingsfasen behøver ikke være så irriterende lang.
Monterer man selv motoren og anvender standard aluminiumspropeller er det vigtigt at antiventilationspladen (populært kaldet kavitationspladen) tangerer bådbunden. Højst et par centimeter over for at undgå at propellen suger for meget luft. Monterer man for lavt kommer der falsk vandsprøjt fra motoren. Den rigtige monteringshøjde på motoren er en forudsætning for afprøvning af propellen. Forkert monteringshøjde resulterer i at ingenting virker.
Plejer man at sejle for fuld gas med en moderne motor, og maks. omdrejningstallet ligger et stykke over det anbefalede, aktiveres motorens omdrejningsregulator automatisk. Sker det samme på en ældre motor, uden omdrejnings-regulator, kan man helt sikkert regne med et havari med dyre reparationer til følge. Havner omdrejningstallet under det anbefalede risikerer man også her motorskader uanset om motoren er ny eller gammel.

Fart, brændstofforbrug og støjniveau
Udrustet med en Suzuki 50 hk påhængsmotor er testbåden en finsk AMT 170 R med styrepult. Den er 5,02 meter lang, 2,05 meter bred og vejer ca. 500 kg. Bundvinklen agter er 20 grader.
Testpropellerne af aluminium er taget ud af Suzuki’s standard-sortiment og har 13”, 14” og 15” stigning. Alle tre er inden for
Suzuki 50’erens anbefalede omdrejningsområde (5900-6500 omdrejn./min.), med både to og fire personers belastning.
Testen består af syv momenter: Måling af fart, brændstofforbrug og acceleration med to og fire personer om bord samt måling af støjniveau. Der anvendes diverse måleinstrumenter som GPS, gennemstrømningsmålere, tidtagerur og støjmålere.
Fartmomentet med to personer om bord viser at propellen på 15”, ikke helt overraskende, er hurtigst med 29 knob efterfulgt af den på 14” med 28,2 og den på 13” med 27,2 knob. Tager vi mellem 1000 og 1500 omdrejninger af toppen er propellen på 13” hurtigst og mest effektiv og har mest power i mellemgas-området. 13” ligger her 100 omdrejninger over det anbefalede på toppen, hvilket jeg anser som inden for fejl-margin.
Med fire personer om bord er 13” stærkere og hurtigere end de to på 14” og 15” i hele registret, på nær på toppen, hvor 15” er 0,5 knob hurtigere.
Med en propel på 13” har motoren, med andre ord, mere tilgængelig kraft tilbage når vi belaster med yderligere to personer. Topfarten med 13” ender på 26 knob, mens 14” og 15” præsterer 25,8 respektive 26,5. 13” taber kun 0,8 knob på toppen fra to til fire personer om bord mens 14” mister 2,4 knob og 15” 2,5 knob.
Brændstofforbruget med to personer om bord adskiller sig ikke nævneværdigt mellem de tre propel-størrelser. 13” er marginalt tørstigere end de øvrige to ned til ca. 20 knob, hvor forskellen er minimal.
Med fire personer om bord er forskellen i brændstofforbruget endnu mindre. For det meste skiller det 0,08 liter pr. sømil på maks. omdrejninger, hvor 15” er mest nærig med 0,6 liter pr. sømil og 13” trækker mest med 0,68 liter pr. sømil.
I accelerationsmomentet ser vi den store gevinst ved at vælge det mindre propel-alternativ frem for det større. Fra 0-15 knob tager det 8 sekunder at accelerere med 13” – næsten 10 sekunder hurtigere end 15”.
10 sekunder er måske ikke meget, men når man sidder i båden med stævnen pegende lige op i 10 sekunder mere end nødvendigt, stiger pulsen til et niveau, hvor man begynder at blive en smule irriteret.
Med fire personer om bord er forskellen endnu større. 0-25 knob klarer 13” på 18,7 sekunder mens 14” og 15” bruger en evighed – hhv. 24,9 respektive 35 sekunder. 13” er således omkring 16 sekunder hurtigere end 15”.
Tager vi yderligere en person om bord er 13” den eneste, der kan komme op over planingstærsklen uden at besætningen må kaste sig frem i stævnen, for at det overhovedet skal kunne lade sig gøre.
Propeller med mindre stigning drejer mere og larmer derfor også noget mere. Med 13” drejer motoren 6600 omdrejn./min. på toppen og larmer 88 dB. 14” falder til 6400 omdrejninger og larmer 87 dB, mens 15” ligger på 6200 omdrejn./min. og larmer mindst med 86 dB. Kun få decibel adskiller propellerne ned til 12 knob.

Konklusion
Selvfølgelig varierer resultatet af en sådan test afhængig af størrelsen på båden, konstruktionen, motorens hestekræfter, propel-type m.m. Mindre både med fire personer om bord, er mere følsomme over for hvad en tomme højere eller lavere stigning kan indebære for fremdriften og trivslen om bord. Valg af propel kan være afgørende om du kommer til at trives med din båd eller ej.
Større både er ikke så følsomme for belastningen sammenlignet med mindre både. Er der et par mand ekstra kan det knap mærkes. Selvfølgelig under forudsætning af at der er monteret en passende motor. Er der f.eks. en alt for lille indenbordsmotor monteret i en for stor båd, kræves en lille propel for at båden i det hele taget skal komme op over planingstærsklen. Når planingsmomentet er helt afklaret og båden glider lettere gennem vandet viser det sig at propellen er for lille. Motoromdrejningerne passerer hurtigt over det anbefalede og over-omdrejninger er et faktum. Tilgængelige hestekræfter går til spilde. En problematik som mange sikkert nikker genkendende til.
Til sammenligning kan vi konstatere at den mindste propel, dvs. 13” hverken er mere hurtig eller tørstig på toppen, men tilpas stærkest af testpropellerne i de fartområder man færdes mest. Den klarer to og fire personers belastning bedst, uden at tabe alt for meget af ydeevnen.
Med en eller to i båden er det ok med 14”. Den er noget sløvere end 13” i acceleration med to personer men til gengæld hurtigere og mindre økonomisk ned til 20 knob. Hvad gælder 15” så ser vi helt bort fra den. Den passer sikkert udmærket til andre både, men ikke til denne.
Mit råd er at prøvesejle båden inden købet med den belastning du har tænkt dig, så bliver du ikke skuffet. Hvis den propel, båden er forsynet med, ikke passer, kan den jo altid bruges som reserve, hvis uheldet skulle være ude.

Propel-stigning

Stigning
Stigningen på en propel er kort sagt distancen den skal avancere på en omdrejning hvis den skal sammenlignes med en skrue i et bræt. En 13” propel skal altså avancere 13” eller 33,02 cm (se tegning).

Diameter
Er helt enkelt propels diameter.
Indgraveret i propellen kan der f.eks. stå 12x13, hvilket betyder 12” diameter og 13” stigning. Hvad der egentlig sætter grænsen for diameteren er højden mellem propel-akslen og antiventilationspladen (kavitationspladen).

Suzuki 50 hk 4-takter
Motortype: 4-takt/3 cyl./12 ventiler
Brændstofsystem: Elektronisk brændstofindsprøjtning
El-start: Ja
Vægt: 110 kg
Cylindervolumen: 814 cc
Diameter x slaglængde: 71x68,6 mm
Effekt: (36,8 kW) 50 hk
Fuldgas-område: omdrej./min. 5900-6500
Generator: 12V 18A
Udveksling, gearhus: 2,27:1
Powertrim: Ja
Importør: Johs. Thornam AS, tlf. 44 34 20 40,
www.thornam.com


Øvrige fakta:
Totalvægt båd + motor: 610 kg
Belastning i test: 2 pers. ca. 165 kg
4 pers. ca. 290 kg
Propeller i test: Std. 11,5”x13”, 11,375”x14”, 11,25”x15”
Omdrejn.tal i test: 13” 2 pers. 6600 omdrej./min.
13” 4 pers. 6500 omdrej./min.
14” 2 pers. 6400 omdrej./min.
14” 4 pers. 6100 omdrej./min.
15” 2 pers. 6200 omdrej./min.
15” 4 pers. 5900 omdrej./min.


AMT 170 R
Længde/bredde: 5,02/2,05 m
Vægt u/motor: 500 kg
Kapacitet: 6 pers.
Maks. motor: 70 hk
Materiale: GAP
Bundvinkel i grader, agter: 20
Producent: AMT, www.amt-veneet.fi

2009-06-28 11:02:34 af nrngwaid

zq6xoC sbmthzlphhvr, [url=http://okrssoljfipc.com/]okrssoljfipc[/url], [link=http://fyxdbkqrigfi.com/]fyxdbkqrigfi[/link], http://jweidxibcgsh.com/