fbpx

Find den rigtige kikkert - hvad skal man vælge?

På trods af hjælpemidler som radar, GPS og elektroniske kompas er det menneskelige syn stadigvæk et sikkert og uundgåeligt hjælpemiddel ved navigation. Kikkerten har altid være et hjælpemiddel for søfarende og er det stadig. Men hvad skal man vælge når markedet fuldstændigt er oversvømmet af alternativer?
For at kunne vælge den rette kikkert skal man vide, hvad man vil have. Der findes ingen ”superduper” kikkert, som er bedst til det hele. I princip har alle egenskaber en bagside, og det gælder om at finde en kikkert, som er god til de rigtige ting til dit brugsområde. Til søs vil man have en kikkert med et bredt synsfelt for lettere at kunne afsøge havet, gode egenskaber i svag skumring og et minimum af forstyrrende reflekser - en krævende ønskeliste! De fleste af os gør klogt i først at bestemme, hvor meget man vil spendere. Med budget og brugsområdet på plads bliver det lettere at træffe det rigtige valg.

Terminologi
Den klassiske lysstyrke og forstørrelse for marinekikkerter er 7x50. Det første tal ”7” viser, hvilken forstørrelse kikkerten har. Jo højere cifre, desto tættere på virker objektet du kigger på at være. Et objekt 100 meter borte ser ud til at være på ca. 14 meters afstand med en 7x50 kikkert (100 meter delt med 7). Er kikkerten 10x50 virker objektet således kun 10 meter borte. Til søs kan det være svært at klare en større forstørrelse end 7-8 gange på grund af bådens bevægelser. En højere forstørrelsesgrad giver et smallere synsfelt. Dermed bliver det sværere at søge efter objekter og at holde kikkerten stille nok til et roligt billede.
Det andet tal ”50” er kikkertens diameter på frontlinsen. Generelt kan man sige, at jo større diameter på frontlinsen, desto mere lys slipper kikkerten igennem. Ved at dividere frontlinsens størrelse med forstørrelsesgraden (50/7 = 7,1 mm), kan man finde frem til kikkertens værdi fra udtrædelsespupillen. I dette tilfælde bliver den 7,1 mm. Udtrædelsespupillen kan ses i kikkertens okular som en lys plet.
Vore egne pupiller trækker sig sammen i stærkt sollys, men i mørke kan øjet udvide pupillen til ca. 7 mm. For at en kikkert skal kunne fungere godt i skumring, bør den have en udtrædelsespupil på mindst 5 mm, for ikke at give et alt for mørkt billede til øjet.
Producenterne angiver ofte det de kalder dæmringstal som et mål på kikkertens lysstyrke. Den findes ved at gange forstørrelse med frontlinsediameter (7x50 = 350) og derefter kvadratroden af summen (18,7). En stor frontlinse giver altså meget lys, men samtidig en større og tungere kikkert!

Siger ikke alt
Desværre siger disse teoretiske værdier alligevel ikke alt! Ældre konstruktioner af kikkerter kunne tabe så meget som 50% af lyset på grund af sin konstruktion og glassets egenskaber. I dag kan man opnå et lysgennemslip på 95% ved blandt andet en effektiv antirefleksbehandling af de linser, som indgår i kikkertens optiske system. Antirefleksbehandlingen består af et meget tyndt lag coating, som lægges på linsernes flader. Behandlingen gør at en større del af lyset passerer gennem linsen i stedet for at reflekteres bort til ingen nytte.
”Jeg synes, at værdierne for dæmringstal og udtrædelsespupil føles forældede! I dag fortæller de mindre end for 10 år siden. Det rigtig interessante er, hvor meget lys som virkelig kommer gennem kikkerten. Teknikken ligger i dag langt foran de ældre teoretiske talværdier, og der findes egentlig ingen god standardiseret metode at måle det faktiske lysgennemslip,” siger Peter Selin, optiker og forhandler af kikkerter.

Vandtæt eller vandsyg …
En marinekikkert skal være 100% vandtæt. Den anvendes i et fugtigt miljø og indtrængende fugt vil simpelthen ødelægge den. At selve kikkerthuset er gummibeklædt indebærer ikke at kikkerten er vandtæt! Gummiets funktion er mere en beskyttelse mod mindre stød, og forhindre at den glider rundt på underlaget. Det er konstruktionen under ”hylsteret” som er afgørende. Mange marinekikkerter ødelægges af faldskader, og en stabil konstruktion borger naturligvis for en længere levetid.
De fleste leverandører angiver, hvor dybt kikkerten kan sænkes ned i vand uden at tage skade, normalt 1-5 meter. I de tilfælde bør det ikke være noget som helst galt i at få en eventuel fugtskade udbedret på garantien. Ofte er kikkerter fyldt med kvælstof eller gas. Ideen med gas er, at få et helt tørt indeklima, og på den måde forhindre at dug/kondens dannes i linsesystemet ved store temperatursvingninger. En ældre kikkert kan man kontrollere for fugt og kondens ved at kigge ind gennem frontlinsen på en armlængdes afstand. Eventuel fugt og snavs på linsen vil da kunne ses.

Porro- eller tagprismer
Tidligere var porroprismen den alt dominerende konstruktion. Moderne, kompakte kikkerter har dog tagprismer. Her tager lyset den mere direkte vej gennem kikkerten og giver et smallere ydermål. Tagprismer kræver en højere præcision i produktionen og er derfor mere kostbare. Optisk er der ingen forskel mellem de to typer. Hvis budgettet er begrænset, får man ofte bedre optik for pengene, hvis man vælger en kikkert med porroprismer.
En anden ting som adskiller kikkerter, er hvilken type af fokusering de er forsynet med. Centerfokusering indebærer, at kikkerten fokuserer begge sider med et drej på det rillede hjul mellem rørene. Individuel fokusering indebærer, at kikkerten fokuseres separat på højre og venstre øje. I praksis spiller det egentlig ingen rolle, eftersom en marinekikkert 7x50 har så god skarphed, at det er nok at indstille skarpheden én gang. Undtagelsen er, hvis en bruger med dårligt syn bruger kikkerten uden briller. Andre som vil låne kikkerten bliver så nødt til at fokusere den om, og en individuel fokusering kan så være lidt bøvlet. Mange kikkerter med centerfokusering har også en diopterjustering på en af okularerne. Den er til for at kunne justere eventuelle forskelle i synsfeltet mellem højre og venstre øje.
En vigtig faktor for sejlere med briller, eller sejlere som vil have solbriller på, er hvilke toppunktsafstand kikkerten har. Den skal tillade et mellemrum på mindst 15 mm mellem øje og kikkert for at en brillebruger kan få et godt billede. At prøve dette er meget vigtigt!
Og på dette punkt er der virkelig forskel på kikkerterne.
Den sidste detalje, som en bådejer kan have nytte af på sin kikkert, er et pejlekompas, der er et godt hjælpemiddel til at fastholde positionen med. Ved at krydspejle to faste punkter kan man nemt fastsætte sin position. Kompasset forekommer mest i form af magnetkompasser som spejles ind i kikkertens
nederste kant. Hvis du vil have en pejlekikkert, så tjek at kompasset er let at se og aflæse! Her kniber det for mange kikkerter, såvel for de billige som for de dyrere modeller.
Og tænk så på, at din kikkert er en tidløs investering, som kan komme til at overleve mange bådkøb. Alt spare på dette vigtige hjælpemiddel, når båden koster flere hundrede tusinder, er nærmest tåbeligt. Udvælg din kikkert med stor grundighed - og du har et navigationsværktøj for livet.

Navigér med kikkerten
Pejlekompas på kikkerten er et udmærket hjælpemiddel, når man skal fastslå sin position.
Pejlekompasset er et godt hjælpemiddel til at fastholde sin position. Der findes flere måder at bruge det på, og af dem må krydspejlingen være den letteste. Ligesom ved brugen af kikkertens afstandsskala er det trigonometri det handler om.
Det nemmeste måde er at tage ”bæring” med kikkerten til to faste kendte objekter. Læg pejlingspunkterne ud, ret for misvisninger i søkortet og vips - der hvor linjerne krydser hinanden er du!
De to pejlinger bør have en indbyrdes vinkel på mellem 45 og 135 grader, for at nøjagtigheden ikke skal påvirkes negativt. Ved at lave en tredje pejling kan man kontrollere sit resultat.
45 graders pejlingen bygger på den retvinklede triangel. Ved at pejle et punkt i retningen 45 grader og derefter måle den udsejlede distance, når samme punkt befinder sig i 90 graders retning, har vi oplysninger til at udregne vor position. Vi har en retvinklet triangel og kender længden på det ene ben (kateten). Vor position er altså lige langt fra det faste punkt, som den udsejlede distance fra første måling.
En anden måde at lave pejlinger findes også. For den navigationsinteresserede anbefales et kursus i kystskippereksamen, hvor disse ting gennemgås nøje.

Afstandsskalaen
Afstandsskalaen, som findes i de fleste marinekikkerter, bruger det faktum, at to kendte vinkler + et kendt mål kan bruges til at regne de to andre ben i trianglen. Skalaen bruges til det finde et punkt af kendt højde eller længde. Via markeringer i rammerne udregnes ca. afstanden til emnet. Man kan sige, at fyret i vort illustrerede eksempel er 15 meter højt. På skalaen kan vi aflæse ca. 7,5.

Formelen for udregningen er:
højden divideret med skalaen x 100
I vort eksempel bliver resultatet:
15 m : 7,5 x 1000 = 2000 meter

Hvis vi måler fyret i fod, så får vi naturligvis afstanden i fod også. Derfor spiller det ingen rolle om du køber en kikkert i et land som ikke bruger det metriske system. Grundformlen som skal bruges er den samme. Præcis hvordan beregningen skal laves angives i respektive kikkerters manual. Formlen kan også laves således, at man kan beregne højden eller bredden på et emne såfremt den faktiske distance er kendt.
Læs mere om kikkerter i nr. 9/06.

2009-06-28 03:52:19 af lfsdni

GqrDiV wvztsgqxnvey, [url=http://gtqvqpzlwdor.com/]gtqvqpzlwdor[/url], [link=http://jflwkbrtycsn.com/]jflwkbrtycsn[/link], http://ebxuejubnypy.com/