fbpx

To skræmmehistorier fra bådkøb i Horsens

Inkluder i Newsletter: Ja

Artikelindeks

Henrik Jensen fra Nyborg Havn
- han tabte 700.000 kroner

Køb kontant. Det har altid været god latin. Men ikke i sagen om den 52-årige Henrik Jensen, der 2. april sidste år i Horsens køber en ny motorbåd, en Saga demomodel til 1,2 mio. kr. I slutsedlen hos Buhl Både står klart og tydeligt at båden er fri og ubehæftet. Henrik Jensen er førtidspensioneret politiassistent, som stoppede før tid efter en skade i tjenesten. En erstatning derfra samt salg af en anden båd og fast ejendom brugte han på sin drømmebåd på 29 fod. 200.000 kr. i form af en båd blev lagt i depositum hos Buhl Både. I mellemtiden indtil resten af pengene skal betales, tjekker Henrik Jensen om båden er i Skibsregistret med evt. gæld og udlæg. Båden har ikke indhugget eller anført uudsletteligt stelnummer på et synligt sted, hvorfra det ikke kan fjernes, som Søloven beskriver det. Henrik Jensen, søger efter restgæld, som han får at vide i Skibsregisteret i Søfartsstyrelsen.
”Vi søgte på Havnørnen af Svendborg, som var det navn, jeg døbte båden, registret viste ingen gæld under det navn, men båden var - viste det sig 11 måneder senere - allerede registreret af Nils Buhl, som ”Sagablot af Horsens” med et pantebrev på 656.000 kr. og med Sejlerfinans som kreditor. Nils var i mere end ond tro. Han vidste jeg betalte kontant af egen lomme. Og han satte ikke Skibsregistrets nummer i: OU-8924, som han ellers skriftligt havde erklæret overfor Skibsregistret,” siger den godt rystede politiassistent til Bådmagasinet.
”Nils Buhl misbrugte min tillid, han fortiede overfor mig at båden allerede er registreret som ’Sagablot af Horsens’, da jeg betaler restsummen på en lille mio. kr. Der røg mit gode otium og mine børns arv,” siger Henrik Jensen, der 2. april sidste år modtog båden fra Buhl Både og 9. februar fik han en iskold spand vand i hovedet med et brev fra en advokat fra Sejlerfinans.
”Du har gæld i båden - 656.000 kr. til Sejlerfinans, og den der hæfter for gælden er ejeren af båden. Og det var mig, fik jeg af vide af Sejlerfinans,” siger motor-sejleren, der kunne vælge mellem at afgive salgsfuldmagt på båden, samt hæfte for et krydspantebrev for 2,5 mio. optaget af Buhl I/S eller vedgå sig gælden på 656.000 kr. plus renter, omkostninger og advokat. Henrik Jensens gæld beløber sig i dag til 700.000 skattebetalte kr.
”Jeg valgte at beholde båden og be-taler nu kun renterne på lånet, mere kan jeg ikke klare. Jeg skal betale for lånet resten af mine dage,” siger politiassistenten, der allerede har talt højt og med store bogstaver overfor Nils Buhl, som Henrik Jensen har meldt til sin gamle arbejdsgiver.
”Det er svindel og bedragerisk fortsæt, det Nils (Buhl) har gjort og sådan en som ham skal stoppes som bådmæg-ler, derfor vil jeg medvirke i artiklen. Slutseddelen er ikke det værd, den er skrevet på. Og jeg forventer ikke at få penge fra Buhl Bådes konkursbo.” Om at opleve det økonomiske tab, siger han:
”Lynet er slået ned det forkerte sted. Med pension efter 23 år i politiet så klarer jeg mig nok, men jeg har kæmpet med næb og kløer i Skifteretten og med advokater. Jeg har også forgæves forsøgt forlig med Sejlerfinans om halvering af gælden, så jeg kunne lave en egentlig afbetaling. Men en retshjælpforsikring fra Pantaenius dulmer lidt på lomme-smerterne, men ikke på retsbevidstheden i sagen.” Sidste nyt i sagen før deadline var, at Henrik Jensen muligt hæfter for tysk moms for 180.000 kr., som Buhl Både ikke har afregnet overfor de tyske myndigheder, efter salget af Saga 29’eren.
”Hvordan det kan ske ved jeg ikke,” siger Henrik Jensen vi interviewede på Rungsted havn.


 

Og der var Jan Larsen fra Kastrup Havn
- han tabte 635.000 kroner

Pension og otium på lånt tid. 57-årige Jan Larsen gik på internettet og fandt sin drømmebåd, en ni år gammel brugt Dehler 37 CR hos Buhl Både i Horsens. Båden var præcis stor nok til at han kunne bo i den når han om nogle år gik på pension fra sit job som produktionsleder på Frederiksborg Amts Avis. Han prøvesejlede den i maj 2004 i 18 m/sek. Båden virkede og han skrev under på en slutseddel, hvor der stod at båden var fri og ubehæftet, pengene blev overført til Buhl Både. Han opsagde sin lejlighed i Brønshøj og flyttede i båden i Kastrup. Alle pengene til båden, 870.000 kr., låner Jan Larsen i banken. I forbindelse med købet lover direktør i Buhl Både, Nils Buhl, at sende et udbetalt pantebrev til banken. I over seks måneder rykker banken for pantebrevet for at spare stempelpenge i tinglysning, men først i februar 2005 finder Jan Larsen ud af, at pantet på 635.000 kr. er aktivt og at kreditoren er Sejlerfinans. Buhl Både havde i de otte måneder efter salget, stadig betalt på pantet og betalt bådens forsikring.
”Jeg fik otte dage til at betale pantet hos Sejlerfinans og Nils Buhl bekræftede, at hans firma stadig stod som ejer af min båd. Derefter pakkede jeg hele mit liv ned i papkasser og flyttede til en ven. Det var lidt svært at se at Buhl stadig havde udstilling i Fredericia i februar når han var gået i betalingsstandsning og skyldte mig penge.” I maj i år blev der udsted konkursdekret ved retten i Horsens med 158 kreditorer, fordelt på firmaer og enkeltpersoner. 21. maj i år meldte Jan Larsen Buhl Både I/S til politiet i Horsens for bedrageri og dokumentfalsk. 
”Min advokat siger jeg måske får 5-10 procent i konkursdividende af de 635.000 kr.,” siger Jan Larsen. Han kunne nu ikke indfri pantet hos Sejlerfinans og fik lov af Sejlerfinans og banken til at sælge båden privat for 710.000 kr. i al hast, og beløbet blev brugt til at betale SejlerFinans ud. Derefter stoppede Jan Larsen med at betale til lånet i banken på nu 820.000 kr. I dag er Jan Larsen flyttet tilbage i båden og bor til leje for 9000 kr. om måneden. Vi møder Jan i Dehler 37’eren. Lige nu kører en tvist med banken, som ikke vil erken-de deres rådgiveransvar. De tjekkede ikke i Skibsregistret om Buhl Både havde gammel gæld i båden. 

Hvordan har du det nu?
”Jeg troede båden var min drøm. Jeg handlede med et stort bådmæglerfirma, som var i brancheforeningen Danboat. Og når jeg havde min bank med som rådgiver, så blev jeg overrasket.”

Har det kostet på det personlige plan?
Samtalen afbrydes en kort stund i Dehler 37’eren, mens kaffen kølnes.
”Det at pludselig være uden tag over hovedet var hårdt og bittert. Men jeg har brugt 20 timer om ugen de sidste mange måneder og en mulig retssag venter mod banken. Jeg er klar til at gå personlig konkurs. Men jeg har da stadig mit job, samt et godt helbred.”

Hvad er du glad for i den her sag?
”For det første at det ikke var mine egne penge jeg brugte til at købe båden med og for det andet at jeg tegnede en retshjælp-forsikring for 300 kr. i Pantaenius. Den giver mig for 100.000 kr. til advokatomkostninger og jeg har dyre advokater inde i byen.”

Hvordan har du det med Buhl Både?
”Jeg er forarget over at Nils Buhl (direktør, red.) koldt og kynisk har skjult gælden overfor mig og en anden privat køber (Henrik Jensen, red.), samtidig med han stod og smilede på bådudstillingen i februar i år.”


 

Forhandler Nils Buhl fra Horsens Havn: 
Jeg snød dem ikke

Buhl Bådes direktør, 62-årige Nils Buhl fra Horsens, gik i maj konkurs med sit firma efter en gæld på små 18 mio. kr. og aktiver for kun 1,8 mio. Hans to sønner Søren og Morten var også i firmaet. Buhl Bådeværft føres nu videre af Søren Buhl. Nils Buhl, der har 30 år i bådbranchen, er for længst anmeldt til politiet af Sejlerfinans og to sejlere, der føler sig stærkt bedraget af ham for over 1,5 mio. kr. Brancheformand Jan Hansen er hamrende irriteret over sagen og har smidt Nils Buhl ud af branche-foreningen Danboat.
”Han er øjeblikkeligt ekskluderet. At snyde privatkunder er det værste man kan gøre,” siger Jan Hansen. Om at bringe private kunder tab, ved at sælge både med pant i, siger Nils Buhl:
”Jeg har forsøgt at redde situationen inden konkursen. Det er helt forfærdeligt private mennesker skal lide tab, det er et stort personligt problem for mig. Jeg har det fulde ansvar. Der var en udvej i maj, med en mulig køber af Buhl Både, men en kreditor sagde nej. Det var min forhåbning at få en løsning over for de to (Jan Larsen og Henrik Nielsen, red.)”.
Nils Buhl forklarer, at han har det skidt med at tilliden til bådbranchen får et knæk.
”Men vi havde for store faste udgifter og kapitalgrundlaget forsvandt efter store investeringer i bygninger. Det er ulykkeligt for der findes ingen uhæderlige forhandlere i bådbranchen.”

Var det derfor du skjulte de to ejeres pantebreve efter du havde solgt dem bådene?
”Pantebrevene var, som et led i en økonomisk løsningen for firmaet, med til at udskyde gælden. Jeg forestillede mig ikke, at det ville blive et problem for de private, fordi jeg havde en senere køber til ejendommen, men en hovedkreditor sagde nej til min køber.”
Ifølge sønnen Søren Buhl, skal faderen Nils Buhl fremover forhandle Malö Yachts, men forholdt den oplysning,siger Nils Buhl:
”Jeg skal nok først lige slikke mine sår. Jeg havde håbet på at sagerne ikke kom i pressen som det gør nu. Men jeg skal ikke handle selvstændigt med både før jeg løst det med Jan (Larsen) og Henrik (Jensen). Lige i øjeblikket overvejer jeg at gå på pension.”

Henrik Jensen, der tabte 700.000 kr. ved at købe båd af dig, kalder dine handlinger bedrageriske. Hvad siger du til det?
”Det mener jeg ikke det er. Det er ikke bevidst bedrag, jeg kan godt forstå det er godt at få hævn, det er sindssygt hårdt for dem lige nu.”

Hvis det ikke er bevidst bedrag, hvad er det så?
”Det ved jeg ikke, men det er næsten ikke til med den her sag,” siger Buhl, der nu venter på en retssag, men han frygter ikke en hård dom i retten.
”Som min advokat siger det. Så har jeg ikke haft nogen personlig vinding i sagen, der ligger ikke en stor båd i havnen eller en stor bil i garagen.” 


 

Bådmægler Jørgensen fra Ishøj Havn: Køberne skal have garanti fra forhandlere
”Kunderne skal ikke have ondt i maven når de handler båd, efter Buhl-sagen. De største bådforhandlere skal gå sammen i en superliga og lave en garanti mod f.eks. skjult restgæld i både. Det skal fortsat være mere sikkert at handle hos en professionel end privat. Allerede nu stiller vi i Ishøj en garanti overfor kunden indtil et anmærkningsfrit skibsskøde er klar til kunden fra Skibsregistret. 
Men jeg vil nu tale med branchen og Danboat igen og håber ordningen er på plads inden jul. Hvis de store forhandlere stiller en garanti på 500.000 kr. over for Danboats kunder, så vil flere kunne føle sig trygge. Ordningen er efter forbillede fra bilbranchen,” siger Henrik Jørgen-sen, direktør i Tempo Bådsalg A/S i Ishøj. Et bådmæglerfirma, som selv er blandt de 10 store forhandlere i Danmark. 
”Samtidig er det for få, der får dom for at sælge både igen. Jeg vil gøre alt for at en mand som Nils Buhl ikke komme til at sælge både igen,” siger Henrik Jørgensen, der har en kæphest mere i sagen.
”Der skal ske en totalregistrering af samtlige lystbåde i Skibsregistret, hvor man kan søge på bådens stelnummer og et cpr-nummer som man gør i Bilbogen. Det ville gøre markedet mere gennemsigtigt. Ordningen skulle kombineres med at sænke minimumsgebyret fra 6000 kr. til 2000 kr.”
Den sidste del med at sænke gebyret mener specialkonsulent Niels Auning Hansen fra Skibsregistret ikke er sandsynligt.
”Gebyret er en rest fra Kartoffelkuren i 80’erne og blive ikke lige fjernet af politikerne,” siger Niels Auning Hansen, der i øvrigt mener at søgningen i Skibsregistret har fungeret fint siden 1959. 

Sådan undgås skjult restgæld
Nye og brugte både (28-30 fod) bør checkes i Skibsregistret www. sofartsstyrelsen.dk for at sikre, at de er fri for gæld, inden handlen endeligt berigtiges. Det er ikke ualmindeligt, at bådhandleren har ”lagerfinansiering” af nye både. Dette sker via lån hos finansieringsselskab eller bank, hvor sikkerhed for lånet i båden sker ved, at den registreres i Skibsregistret og at der registreres et ejerpantebrev i båden (5 GT).
I Skibsregistret fremgår, hvem der er ejer af en båd, hæftelser, som pantebreve, udlæg eller andet. Det fungerer som tingbogen med fast ejendom.
Søg på følgende kriterier:
• Bådtype • Bådens navn • Ejernavn
• CPR-nr. (person nr.) • CVR-nr. (firma nr.)
• Værft • Byggenr. • Kendingsbogstaver.
Når der er tale om en brugt båd, skal man altid se og have kopi af sælgerens adkomst til båden (slutseddel eller købekontrakt).
For både under 5 GT, bør man checke ”Personbogen” ved Retten i Århus, (tlf. 86 12 91 45) hvor pant i skibe under 5 GT tinglyses. Her skal man ikke søge på bådens navn m.v., men kun på ejeren, hvorfor man skal have oplysning om:
• Ejers navn • CPR-nr. (person nr.)
• CVR-nr. (firma nr.).
Hvis man har checket såvel Skibsregistret som Personbogen ved Retten i Århus, vil man stå bedre i en eventuel senere retssag, hvis der skulle vise sig skjult gæld i båden.
Hvis båden er bygget i juni 1998 eller senere, eller er inde i EU efter det tidspunkt, skal den være CE-mærket. Hvis båden er fra 1986 eller nyere bør man sikre sig, at der er betalt moms i båden i et land indenfor EU (bådens oprindelsesland).




Seneste nyheder





Kapsejlads

Sejlerlandsholdets sidste store test før OL

Kort nyt

Podcast: Ny episode - hvorfor egentlig sejle?

Havne

Christiansø Havn skal igennem kæmpe renovering

Bådudstillinger

Ancora Yachtfestival – tre intense dage

Kort nyt

Krigsveteraner får hjælp til at komme ud at sejle 

Bådudstillinger

Boat Show i Fredericia for 30. gang

★ Artikel

★ Sejlads i det nye klima

Kort nyt

Tyveri lammer driften af historisk skib i Helsingør

Kapsejlads

Vegvisir Race Nyborg afvikler også eSejlsport finalen

Sejlsportsliga

Sailing Champions League: KAS var få point fra cuttet





Udvalgte artikler *