fbpx

Vintervarm, infrarød reparation

Inkluder i Newsletter: Ja

Lokal opvarmning med infrarøde lamper og alm. el-pærer ved ændring af motor-fundament. Lysende el-termometer i forgrund tjekker varmen. Sølvpapir hindrer at pletvis varme er for høj.

            Glasfiberarbejder i båden må undertiden udføres i vinterkulde eller tidligt forår for at få båden klar til søsætning.<br />

Hærdning kræver varme, og varme kræver isolering, ellers går varmen direkte ud til gråspurve og måger.
Til en mindre reparation behøver du ikke at bygge et telt over båden og opvarme det hele med en lejet varmekanon. Er glasfiberarbejdet kun på en halv til en hel kvadratmeter af skroget kan du nøjes med at isolere 2-3 kvadratmeter skrog på modsat side. Så kan selve reparationsstedet let opvarmes til de nødvendige 10-20 grader.
Billederne viser isolering og opvarmning ved ændring af et motorfundament, der er noget af det vigtigste i en båd sammen med kølens og riggens fastgørelse.
Varmen blev skaffet ved først at placere en 10 cm mineraluldsmåtte under båden lige under motorfundamentet. I motorrummet blev luftrummet gjort mindre med skot af store papstykker, så varmen blev derinde og ikke sivede op i agterskibet og ud.
Opvarmningen var med to infrarøde varmelamper på 100 W samt enkelte almindelige 40 og 60 W el-pærer, der blev hængt ned, hvor der manglede lidt varme. Glasfiberoverfladerne skal helst holdes på 10-20 grader, så epoxy kan hærde perfekt. Epoxy kræver langt mindre varme end polyester, og klæber desuden 3-4 gange bedre til et ældre glasfiberskrog end polyester. Desuden kræver epoxy ikke åndedrætsværn i det lukkede motorrum.

Til skildpadder og kyllinger
De infrarøde varmelamper fås hos dyrehandlere, hvor de bruges til opvarmning af smågrise, kyllinger og skildpadder. Lamperne er ofte på 50 W, men 100 og 150 W kan skaffes.
Lamperne kan give alt for megen varme, og kan kun ”skrues ned” ved at blive flyttet længere væk. Så fordeles lyskeglen og dermed varmen bedre over et større, jævnt areal.
I motorrummet var det et problem at få lamperne langt nok væk, så der måtte lægges pap eller sølvpapir over nogle områder, fordi sølvpapiret kan afvise og reflektere lidt af varmen.
Når en infrarød lampe indstilles til at lyse på arbejdsområdet, må andre lamper slukkes, så du kan se præcist hvor lyskeglen rammer. Hvis to lyskegler rammer tæt på hinanden, kan overfladen blive over 30 grader varm, og det er lige hårdt nok for glasfiberen, hvis det er frost udenfor.
Det kan tage 20 minutter eller mere at indstille varmelamperne korrekt ved hjælp af termometre, fordi det tager tid at opvarme glasfiberen. Prøv dig frem før du forlader varmelamperne i båden.
Massiv glasfiber leder varme og kulde næsten lige så godt som metal. Hvis der er nul grader ude, så er skrogets indvendige overflade også nul grader, selv når luften øverst i kahytten er opvarmet til 20 grader.
Uden en udvendig isoleringsmåtte er det næsten håbløst at varme så meget op inde i båden, at temperaturen på skrogets overflade stiger. En sandwich konstruktion med skum eller balsatræ mellem to lang glasfiber isolerer bedre, men ofte er skroget under vandlinjen kun af massiv glasfiber.