fbpx

Små gør-det-selv tips på ferien

 

Fugemasse om bord
Til nødreparationer, tætning af dryp gennem vinduer, dæk eller ruftag og ikke mindst til limning af simpelthen alt (undtagen fedtede overflader) er det praktisk at have lidt polyurethan fugemasse om bord, også kaldet ”fugelim”. Silikonefugemasse kan også bruges, men det limer ikke nær så godt og holder ikke så længe, og det er fedtet og udelukker lak og maling senere.
Polyurethan fugemasse hærder til gummi. Problemet er at det er luftens fugt, der får fugemassen til at hærde, og fugt er der nok af i en båd. Hvis tuben eller patronen med fugemasse har været åbnet, så vil indholdet begynde at hærde fra mundingen og indad. Der er ingen tips, der kan hindre det, men tynd plastfolie og tape over åbningen af tuben kan sinke hærdningen lidt. Derfor er det bedst med frisk og uåbnet fugemasse om bord.

Hurtig søgning
På ferietur til nabolande sættes klistermærker på transistorradioen med en pil ved udenlandske stationers vejrmelding. Frekvenser og tider får du på havne-opslag, hos havnefogeden eller hos lokale sejlere.

At skive tov
Overskydende fortøjning ”skives” sømandsmæssigt og som dekorativ måtte om bord - ikke på kajen. Begynd i midten og drej med flad hånd skiven rundt og rundt. Børn kan finde arbejdet sjovt, så alle løse ender bliver skivet. Skiven kan sys sammen til måtte.

Alt på plads … Plads til alt ...
Bådens reservebeholdning af sjækler, hager og kovse kan sættes på en stor nøglering. Det giver godt overblik og samling på delene, og du kan nemt dreje hen og åbne ringen ved den udvalgte sjækkel.


 

Lad blyanten huske for dig! 
På ferien har du ikke alt dit værktøj med, men når du bor i båden i længere tid, opdager du ting, der bør ændres og forbedres. Skriv det ned og husk det til vinter eller forår.

Olietøj kan nås fra cockpit
Når en regnbyge pludselig vælter ned, er det praktisk at man blot stikker en arm ind ad kahytsdøren og tager olietøjet ud. Kan du dét i din båd? Det er upraktisk at skulle helt ud i kahyttens forreste del for at få fat i olietøjet.
Fordelen ved placering af sejlertøj nær kahytsdøren er også, at vådt tøj ikke skal slæbes hele vejen gennem kahytten, men det kan dryppe af lige inden for døren. Så behøver vådt tøj heller ikke at ligge sammenpakket ude under sprayhooden.
Kan man ikke i din båd nå regntøjet fra cockpittet, så overvej at sætte kroge op eller bytte om på indholdet i skabene ved kahytsdøren. Det er dit vinterjob, eller det er til erindring ved køb af næste båd. Det regner faktisk en del i Danmark.
Arbejdsdeling: Når en uventet regnbyge kommer, stikker nærmeste mand en hånd ind efter skipperens olietøj. Skipperen er sikkert dygtig nok til samtidig at styre og tage olietøj på, mens dråberne falder. Resten af besætningen springer imens ned i kahytten i nogenlunde ro og orden og tager deres olietøj på.

Mål trækket på jollen
Hvem siger at slæbejollen giver mindst modstand, når den slæbes ”normalt”? Prøv dig frem på ferieturen. Med en enkel fjedervægt til fisk (0-20 kg) kan du måle trækket i jollen, som ofte er på 8-20 kg.