fbpx

Ny udbyder af sejleruddannelser

Inkluder i Newsletter: Ja

Søfartsstyrelsen har fra 1. september 2017 bemyndiget Dansk Sejlunion til at udstede duelighedsbeviser og speedbådskørekort. "Vi ønsker at udvikle uddannelserne markant", fastslår Steen Wintlev, sejladschef i Dansk Sejlunion.

Fra september 2017 kan Dansk Sejlunion udstede duelighedsbeviser og speedbådskørekort. Det bekræfter Søfartsstyrelsen i et brev til union. Bemyndigelsen indebærer i første omgang, at Dansk Sejlunion får adgang til at udnævne censorer, der medvirker ved sejlerskolernes praktiske og teoretiske prøver - ligesom også krav til sejlernes færdigheder og prøvernes indhold bliver en del af de justeringer, som Dansk Sejlunion vil lægge vægt på fra start.

"Dansk Sejlunion har længe arbejdet for en revidering af fritidssejleruddannelserne. Nu får vi selv mulighed for sammen med sejlerskolerne at udstikke rammerne for fremtidens sejleruddannelser. Det er vi særdeles godt tilfredse med", siger Steen Wintlev, sejladschef i Dansk Sejlunion.

Kvalitetsløft

"Vi ønsker at udvikle uddannelserne markant. Der er behov for et kvalitetsløft i uddannelsernes indhold og kravspecifikationer, og der er behov for større ensartethed på tværs af sejlerskolerne, således at eleverne - uanset valg af skole - på forhånd kan danne sig et præcist billede af uddannelsens indhold og de færdighedskrav, der stilles ved prøverne", uddyber Wintlev og tilføjer: "Det vil samtidig give eleverne mulighed for at skifte skole undervejs i uddannelsen, hvilket især mange unge, der flytter landsdel i forbindelse med studier, kan få glæde af".

Tæt samarbejde

Mere end 100 DS-klubber har i dag sejlerskoler, og Dansk Sejlunion har årelangt samarbejde også med øvrige udbydere - ikke mindst om uddannelse af sejlerskoleinstruktører. Dansk Sejlunions tætte samarbejde mellem klubber og andre udbydere bliver intensiveret over de kommende måneder frem mod skæringsdatoen, 1. september.

"Vi har allerede fastlagt en række krav til uddannelsesindhold og prøveafvikling, og i den fortsatte udvikling af uddannelserne lægger vi stor vægt på at inddrage de erfaringer og input, som sejlerskolerne bidrager med. Vi ønsker et tæt samarbejde med alle udbydere, der har et ønske om høj kvalitet og gennemsigtighed i uddannelserne", siger Steen Wintlev.

Censorer skal søge godkendelse

Én af de opgaver, der for alvor presser på allerede nu, er udpegning af censorer. For at kunne virke som censor gennem Dansk Sejlunion fra 1. september, skal man forinden godkendes. Det sker ved at udfylde et ansøgningsskema, som inden for de første dage af juni vil være tilgængeligt via sejlsport.dk. Alle kvalificerede censorkandidater kan søge - det er ikke en betingelse at være tilknyttet en klub i Dansk Sejlunion.

"Vi vil gerne opfordre kommende censorer til at søge hurtigst muligt. Jo før, jo bedre. Det er
vigtigt, at vi til september står klar med et bredt korps af censorer", fastslår Steen Wintlev.

Blandt de nye krav til censorer bliver, at man skal variere mellem, hvilke sejlerskoler, man
servicerer. Det sker for at sikre ensartethed i bedømmelserne på tværs af uddannelsesstederne,
ligesom det også handler om at styrke censorernes uafhængighed.




Seneste nyheder





Kort nyt

Podcast: Ny episode - hvorfor egentlig sejle?

Havne

Christiansø Havn skal igennem kæmpe renovering

Bådudstillinger

Ancora Yachtfestival – tre intense dage

Kort nyt

Krigsveteraner får hjælp til at komme ud at sejle 

Bådudstillinger

Boat Show i Fredericia for 30. gang

★ Artikel

★ Sejlads i det nye klima

Kort nyt

Tyveri lammer driften af historisk skib i Helsingør

Kapsejlads

Vegvisir Race Nyborg afvikler også eSejlsport finalen

Sejlsportsliga

Sailing Champions League: KAS var få point fra cuttet





Udvalgte artikler *