At tage pladsen fra Lassen på dansk sejlsports "Speakers Corner" kunne jeg simpelthen ikke afslå.
At Lassen så "lige" har haft fingrene i "min" bagside garanterer, at I læsere godt kan forberede jer på en solid og visse steder ganske kontant udlægning af virkeligheden i dansk sejlsport. God læselyst, og undskyld, jeg ikke kan fatte mig i korthed.
Der kan siges og er skrevet meget om sejlsportens overordnede tilstand ligesom en lang række enkelt-emner er behandlet med Tamilsag'sk ildhu. Så hvad har jeg egentlig på hjertet, når nu jeg har fået mikrofonen ...?
Mange emner, men kort ligger mit personlige hjerte nærmest: Ungdommen ...! Sejlsportens frø, spirer og vores alle sammens fremtid.
Vores kære sejlsport er på en lang række områder væsentlig forskellig fra almindelige sportsgrene; vi kan dyrke den fra vugge til krukke, kan udleves uden det kun tager udgangspunkt i dyst men også i opdagelse, gamle og unge kan konkurrere direkte mod hinanden, ingen ringvrag, stort socialt element i sporten uanset dyrkelsesformen og ikke mindst: Det er sundt og karakterdannende. Derudover er der dybe og stolte traditioner samt et intellektuelt niveau for hele sejlsportsverdenen, som ligger noget højere end middel for sportsverdenen i almindelighed. Vi kan endda her til lands bryste os af store royale traditioner inden for sejlads – som de fleste andre sportsgrene misunder os. Derfor bliver sejlsport ofte betegnet mere som en livsstil end en sportsgren, fordi det har så altomfavnende kvaliteter.
Var jeg analysehus eller konsulentvirksomhed vil jeg spontant konkludere: Det' sat'me en vinder! Eller som forældre: Det vil jeg ønske mit barn fik lyst til ...
Hvorfor er sejlsporten så en "taber"?
Hvorfor i alverden taber vi så en stor del af dem i teenage-alderen for aldrig at se dem komme tilbage? Har vi skabt et indslusningsforløb til vores sport baseret på et regulært udskilningsløb for at finde de ypperste astronauter? En kultur der frivilligt leverer alle de tabte, alle de kasserede til andre sysler? Har vi i vores iver for at skabe små vindere affødt en taber-kultur?
Svaret er rungende "JA" ... Hvorfor? Mit private bud er helt simpelt og starter med: OPTIMISTJOLLE-FORÆLDRE!!!
Det er et særligt begreb i sejlsport. Det burde findes i Rigets kultur-kanon og optages med egen definition i Retskrivnings- og Synonym-ordbogen. Sidstnævnte vil måske henvise til "tyran", "egennyttighed", "forældreambition" og måske endda "opofrelse". Jeg erkender de gør det i kærlighedens tegn, jeg oplever det bare som kærlighed til eget ego og position i lokalsamfundet. Barnet er alene et middel til voksenprestige.
Jeg forstår godt, at børnene faktisk "vokser fra" sejlsport. Måske er det endda et sundhedstegn. For når jeg vandrer på en havn, hvor et Optimiststævne bliver afholdt, så er mønsteret nærmest patetisk: Mor laver grillpølser i campingvognen og står for forplejningen (så meget for ligestillingen - drenge), far løber forvildet rundt og organiserer grej og klargør, måske endda pådrager barnet en grundig manuduktion i dagens taktik. Ungerne løber rundt i en skønblanding af vandkamp, drilleri og rastløshed. Alt sammen pakket ind i "OCD-habit" - kun forædlet ved at være et dyrere tøjmærke end den klassiske camping-habit.
Når man sejler ind til Kerteminde Havn under "Big Boat Challenge" passerer man det store stævne for ungdommen "Sail Extreme"; i øvrigt to formidable stævner. Men det er en chokerende oplevelse at skue over felterne, som er så tæt besat af træner- og hjælpefartøjer (forældrekaravaner), at der snart er flere af disse end aktører, og man kan knapt se skrogene men kun sejlene hen over disse ...
Det er jo blevet til et regulært "Arms Race" mellem forældrene. En verden hvor penge betyder alt, og vi snakker mange penge.
At det er ud over min evne til at forstå, hvordan familielivet og økonomien hænger sammen med det almindelige statistiske danske familiemønster, indkomst og faktum, og at det 0,8 andet barn i familien måske også dyrker en anden grejsport, det skal jeg ikke trætte jer med kære læsere. Men enten er Optimistforældre ganske formuende, alternativt må den stå på smalkost ugen igennem?
Men er der nogen som helst i dette rige, som tror at dette stimulerer en større (kvantitativ) eller bedre (kvalitativ) bredde hos ungdomsudøverne? Tror I fremtiden i dansk sejlsport ligger i at skubbe en flydende sæbekassebil rundt med et budget på op til en kvart million nettobeskattede danske kroner om året? Hvem helvede sagde også, at det her var for sjov?
Mage til omklamring af barnets egen passion ser vi nærmest kun i elitesportsgrene med "korte sportsliv", som vi selv peger fingre ad som skrækeksempler (f.eks. tennisbørn og gymnastikpiger). Og det gør vi midt i en alder, hvor børnene er driftigt i gang med en fundamental løsrivelsesproces fra sine forældre. Hele forældregerningen handler jo fundamentalt om, at klargøre barnet til egen myndighed, selvopretholdelsesdrift og selvstændighed. Det gælder vel også deres passioner, ikk'?
Jeg vil på ingen måde fordømme årtiers engagerede forældres opbakning af deres børn, og jeg vil heller ikke trække en idealistisk "lighedsdiskussion" ind i dette indlæg. Jeg kan bare åbenlyst konstatere, at efter 5-7 års høj-intenst klassisk Optimist-forløb så er frafaldsraten fra vores sport så stor, at det må vække refleksion og eftertanke. Forvalter vi vores spirers indslusning rigtigt?
Ved blot at følge OCD's sidste krise - debatteret på dette forum – havde jeg svært ved at skelne mellem hvem der var de reelt voksne? Jeg tror simpelthen, at en del af svaret på sejlsportens manglende tilslutning findes her. Alt for megen utidig voksenindblanding og manglende tilbud til de ikke-kapsejladsfokuserede. Og selvom Optimistsejlads ikke er den eneste ungdomsaktivitet i dansk sejlsport, så er den er helt sikkert ofte hele kultur-fundamentet i de unges startende år.
Resultatet er åbenlyst på en lang række områder og betyder i grove træk: En formindskelse af aktørmassen i de senere år med meget stor konsekvens for sportens bredere udøvelse og tarv senere hen. Ungerne gider simpelthen ikke det forældre-ræs, og så snart de har chancen og modet til at sige fra, er de væk. De vil have fred. De vil have deres eget liv ... Og sejlsporten har – uforskyldt - stået i vejen. Og hvor forkælede, vi voksne nu kan blive enige om, de er, så forstår jeg dem godt. Var jeg 15 år og aktør i det forældrecirkus, så var jeg også skredet.
Jeg elsker elitesport og er absolut IKKE tilhænger af den traditionelle danske forfladigelseskultur. Men jeg er også helt opmærksom på vi alle har vores forskellige tilgange til passion. Det store – og meget snæversynede - fokus på kapsejlads i de små årgange synes ikke at tage hensyn til de, der IKKE vægter træningsregimer og ranglister synderlig højt - endsige har ressourcerne til rådighed for at kunne markere sig. Når en purk starter med at "gå til sejlads" er det traditionelt lige i Optimisten og straks bliver han/hun allerede stemplet som C-sejler.
Praktisk kompetenceklassificering fra et voksensyn, men barnet opfatter det med det samme som en placering i den indbyrdes hakkeorden blandt kammeraterne, som alene tager udspring i kapsejladsregimet uden at have haft chance for at få smag for dyste-genet. Ikke som jævnbyrdig sejlkammerat. Hele trænersystemet og klubbernes tilbud er som regel baseret på kapsejlads. Havde dette været en dansk skoleordning havde der været et pædagogisk ramaskrig og en kommission var blevet nedsat. Måske burde den organiserende del af dansk ungdomssejlsport smugkigge på begrebet "læringsstile"?
Min tese - og erfaring - er, at give ungerne de bedst mulige rammer for SELV at finde deres passion og lyster og så støtte op om deres egne valg. Fuldstændig som i skolegården, hvor nogle er til dyster og andre er til social omgang. I dag tilbydes ungerne at træde ind i en centrifuge af bjørnetjenester, forældre-ræs og kapsejlads-træningsregimer og kan man ikke lide det, kan man gå. Jeg tør godt påstå, at vi formentlig alene på denne konto, har tabt adskillige "Ben Ainslies" og "Troels Kløvedal'er" i Danmark ...
For den hidsigt kapsejlende – som vil påstå, jeg her taler for en mindre elitær tilgang - har jeg et forslag, som alene vil søge at finde de bedste sejlere, frem for ressourcestærke "campaignere": Lav hele Optimist-feltet om til et "omrejsende cirkus" ejet af Dansk Sejlunion (vores fælles organ), som har en fast stab af folk til flytte rundt på en flåde af 200 (eks.) plomberede og identiske både. Sejlerne medbringer kun egne sejl og betaler en årlig "circuit-fee" på eks. DKK 15.000 p.a. Arrangér logistik og transport fra forskellige landsdele i større busser til værtsbyen, og børnene bliver i udgangspunktet kun ledsaget af deres lokale trænere og udvalgte forældre som hjælpere for fællesskabet. Væk er "arms-race", fokus er kun på børnenes færdigheder, ungerne får deres selvstændighed og nu kan den brede danske befolkning være med uanset (næsten) ressourcemæssig formåen. Forældrene får måske også overskud til det 0,8 andet barns interesser eller endda til sig selv (ja undskyld, det er da en skræmmende tanke). Rent kommercielt får DS meget nemmere ved at sælge "circuit-pakken" til eksterne sponsorer til alle aktørers og klubber fordel. Goddag talent-bredde, farvel bøvl ...
Engagerede forældre – uanset sportsgren – er et "must" for at få ungdommen til at spire. Det er et nødvendigt brændstof sammen med de mange frivillige trænere og hjælpere, der landet over giver de unge et støttende underlag for dyrkelsen af deres passion. Men i iveren for at gøre det bedst mulige for yngelplejen, synes jeg også, at vi skal nøje overveje (og genoverveje) om alle disse skønne kræfter ikke kunne kanaliseres mere uegennyttigt og sundt, så ungerne får de bedst mulige betingelser for at modnes og blive "bidt" af at blive i sejlsport på livslang sigt. F.eks. ved at hjælpe med at udvikle klubbernes fællesaktiviteter lokalt og lade de dygtige og passionerede frivillige trænere, der vil bruge deres fritid på vores børn, få de bedst mulige betingelser.
Olin Stephens (Sparkman & Stephens) sagde engang til mig under en frokost i mit barndomshjem, da han erfarede jeg også havde smag for saltvandets tilbud: "Make sure to always have fun; Seriously!". Ordene bliver mere og mere begavede i mine ører i takt med min fremskredne modenhed og forståelse (nu ved jeg der er nogle, der lér!), men som den elegantiér han var, fik han meget fint pointeret, at enhver ypperlig indsats er drevet af en lyst, man skal tage meget alvorligt ...
Børnene gør det. Olin vidste det. Burde vi forældre så ikke gøre det?
PS.
Jeg har set udviklinger de sidste par år hvor klubber, forældreskarer og børn sammen har udviklet fællesskaber omkring sejladsen som IKKE blot drejer sig om de kapsejlende, men om et mere socialt og lystbetonet omdrejningspunkt.
Hatten af for jer derude, som gør noget anderledes end normen. Jeres børn vil elske jer for det
Hvem er så ham Mikkel Styrbjørn Hartvig Andersen sidder du måske og tænker, læs mere om MSHA på næste side:
Som 3. generation sejler i min fædrene familie startede jeg mit 'sømandsliv' fra år 0, stærkt præget af den professionelle sejlsport som erhverv. Som 8-årig startede jeg med sejlads i Yngling og Optimist og har - stort set - sejlet alle typer både (fra windsurfers til IOR maxi) pånær store multihulls. Jeg har ernæret mig som sejlmager i 2 år i både Danmark og USA inden jeg startede uddannelse efter gymnasiet. I kapsejlads er det blevet til VM-guld og sølv ved forskellige lejligheder inkl. flere nationale mesterskaber. Et af de senere projekter har været at søsætte forskellige hold i KDY's Farr 40'ere i adskillige sæsoner, inkl. malteser-pigerne. Disse dage handler det om at hjælpe 'egen avl' igang med havets fristelser og samtidig gøre gavn for KDY og sejlsporten med kredsen af KDY's 'Piraterne'.