Bagsiden: ”Tørhavn” slår ”Vådhavn” med flere banelængder


Er campinglivet på land bedre end på vand? Campingpladserne er i hvert fald mere familievenlige end lystbådehavnene. Arkivfoto.

Tirsdag var den gamle redaktør hr. Øverup i usædvanlig god form, da han endelig ankom til redaktionen. Begejstret, ikke over sine egne skrivekarle på redaktionen – vi var såmænd lige så store hundehoveder som i går mandag. Næ, den gamle redaktør havde magtet opgaven at holde sig selv vågen til 22 nyhederne. Bagefter var hans interesse faldet over TV2’s nye familievenlige og hyggelige dokusoap: ”Campisterne” om livet på den femstjernede campingplads Bøjden Strand uden for Faaborg. Endelig letfordøjeligt dansk tv, der faldt i hr. Øverups smag.

”Jamen Lassen, den udsendelse må du straks se. Denne fantastiske campingplads og de fantastiske mennesker der bebor den.” Det er temaet for ugens ”Bagside” - chefen har talt, mens han bliver stadig mere begejstret. Så venner, spænd cykelhjelmen. Sammen skal vi ud i sommerlandet og sammenligne denne ”tørhavn” og dens mange muligheder med de rigtige ”vådhavne”, altså dem med vand i. Dem som vi sejlere skal overbevise vores familier om glæden ved at opholde sig i – når kalenderen siger ”ferie”.

TV2 Sputnik længe leve, og er du til campinghabit, badetøfler og hvide tennissokker samt hyggeligt samvær og banko, så er ”Campisterne” lige dig. Ingen på redaktionen er i tvivl om, at vi næppe kommer nærmere et Øverupsk ferieparadis af gud – undskyld redaktørens – største nåde. Vi ser redaktøren hjemme i forteltet, bænket med en tysk dåsebajer. Alt imens han stille overvejer om dagsrationen på cigarer mon ikke kunne udvides i dag – det er jo trods alt ferie. Lillemor puslende med frokostsilden og de lune deller. Øverup jr. og mini er over alle bjerge, forsvundet i campingpladsens store vandland. Ferieidyl i familien Øverup, så det basker.

Faktisk er der masser af lune i ”Campisterne”, masser af arketyper på familien Danmark. Specielt den meget unge bedstemor, der med sin meget unge datter, som har gjort moderen kunststykket efter - selv blevet alenemor i en meget ung alder – sammen er de taget på campingferie. Bedstemor har fået sit livs karrierehop, som livslang førtidspensionist. Nu med god tid til livet, som aktiv storrygende bedstemor. Hun kunne sagtens dele en god cigar med hr. Øverup, tiden har hun da frit til rådighed.

Den gamle redaktør har da ret i sine betragtninger omkring mulighederne for at holde familieferie i denne ”tørhavn”, de er langt bedre end i hovedparten af de danske lystbådehavne.

Forskellen er også yderst synlig - den ligger i adgangsbommen. Den femstjernede campingplads TopCamp Bøjden Strand er rent privat initiativ. Familien Blasberg både bestemmer og betaler, hvis driften svigter. Danske havne er over en bred kam, enten ejet af en evig fattig kommune, de lokale fiskere eller havnens klubber. Forskellen er adgangsbommen på campingpladsen kontra den altid frie adgang på havnen.

Men redaktøren har jo ret i, at de typiske lystbådehavne med fordel kunne lade sig inspirere af campingpladsen Bøjden Strand – bare en lille smule. Familien Blasberg har, i de ti år de har haft campingpladsen, arbejdet dybt fokuseret på at skabe en perfekt ferieoplevelse for deres gæster. I deres tid har pladsen udviklet sig til en femstjernet campingplads med alle fornødenheder. Her er plads til ikke mindre end 300 campingvogne og masser af telte, og gæsterne kan også bo i feriehytter. Familien Blasberg har indendørs og udendørs badeland, flot ny golfbane, indendørs legeland samt mange legepladser. Endvidere en super børnevenlig restaurant med indendørs og udendørs servering.

Jeg synes selv, jeg har et rimeligt godt kendskab til de danske lystbådehavne ude i sommerlandet, og ingen kommer bare i nærheden af de familiemuligheder, som Bøjden Strand tilbyder. Prisen for en overnatning på Bøjden Strand eller i Ballen Havn matcher faktisk hinanden meget godt, så indkomsten de to steder er der ikke den store forskel på. Begge steder har du også havet tæt på - hele tre sider med direkte adgang til badestrand. Men så stopper sammenligningen desværre også.

Hovedparten af danske lystbådehavne er skrotningsmodne. Hvis de var en ”tørhavn”, kørte gæsterne forbi og mulighederne for bare at få en enkel stjerne i campingguiden var nok umulig. De badefaciliteter vi lystsejlere tilbydes, ville ingen campister acceptere. Når selve naturoplevelsen er fordøjet, ville campingfamilien gå i strejke – for de fleste lystbådehavne har ingen tilbud til yngre familiemedlemmer.

Konsekvensen er også ganske synlig, se selv ”Campisterne” på mandag og I vil se, at det vrimler med glade legende børn. Rul så de indre film tilbage fra sommerens sejltur, hvis I da overhovedet sejlede sommertur. Danske lystbådehavne er fattige på børn, for deres forældre fravælger sommersejlturen – ofte alene fordi tilbuddet ikke er børnevenligt. Tilbuddet er for ringe, i forhold til alternativerne – ikke bare Bøjden Strand Camping, men de mange andre ferietilbud, der sætter familien i højsædet.

Dansk sejlsport og danske kommuner har en vigtig opgave, hvis det ikke skal gå de danske lystbådehavne, som det er gået hovedparten af de danske industrihavne – de uddør.

Næste afsnit af "Campisterne" kan ses på TV2 på mandag kl. 22.30 – her kan du få en forsmag:



2011-10-28 13:15:42 af Thomas Andersen

Lassen, det er toppen af spidende fantastisk underholdning med klar mening i. Præcis beskriver du familien Danmark, og viser deres fremfærd. Din sammenligning mellem våd og tørhavn giver basis for eftertænksomhed. En rigtig god bagside.
2011-10-28 13:31:52 af Bo

Undskyld mig, hvem andre end Lassen kan slippe levende fra at tage så meget fis på sin arbejdsgiver i fuld offentlighed?

Lassens beskrivelsen af redaktøren og familie på camping er strålende underholdning, men mon ikke Øverup sidder og bider i cigaren i ren raseri. Eller også trækker Bagsiden så mange klik, at Lassen kan slippe af sted med det meste?
2011-10-28 13:35:03 af Peter Hansen

Den MÅ VÆRE godkendt inden han har lagt den på. Jeg nægter at tro på Lassen slipper godt fra sådan en \"sviner\" - men hold kæft hvor er det underholdende. En af dine bedste i lang tid hvad underholdning angår. God camping weekend :-)
2011-10-28 13:38:18 af Ivar Aschenbrenner

For en del år siden mødte jeg en af mine gamle venner i Svendborg havn. Han sagde at sejlerlivet var skønt, det eneste han ikke brød sig meget om var at i havnene var toiletbrættet altid varmt og badet var koldt.

Enig i at havnene har langt op til standarden på campingpladserne.
2011-10-28 14:10:26 af Jeppe

Standarden i de danske havne er jo ligegyldig for det fleste. Hvorfor? Fordi alle lystbåde er blevet sejlende campingvogne. Havnene er ikke længere vandrehjem, men parcelhuskvarterer!
2011-10-28 14:17:23 af john

Meget rammende komparativ analyse med den helt rigtige konklusion at der er ingen tvivl om at danske havne er familie-uvenlige.

Årsagen handler i høj grad om adgangen til havnene.

Langt de fleste havne har generationslange ventetider på havnepladser, er typisk forbeholdt kommunens borgere og er dimensioneret til gængse bådstørrelser fra forrige århundrede.

Resultater er at grundet ventetiden, blandt andet, så er den typiske arketype i havnen; en mand, 50+ år, ofte halvfed/skaldet, tit halvgnaven og han medbringer i ny og næ hans evt. børn som er voksne, eller godt på vej til at blive voksne.
( Hans pendant finder man som Lassen beskriver, på campingpladsen som den enlige nyligt karrieravancerede til førtidspensionist-mormor, som nyder en hjemmerullet smøg sammen med sin enlige datter, som i en tidlig alder blev enlig mor til barnebarnet.)

Bliver danske havne ikke udbygget/bygget flere/større, og derved åbnet op for adgang til havnepladser, så vil familier, børn og andre støjende elementer ikke finde vej til havnene og den typiske årsag til udskiftning i havnebrugerne, vil være død eller sejl-pensionering. Familierne tager så i stedet 14 dage til Alcudia eller klargører Adria-campingsvognen og tager på tur.

Tjek selv næste gang du er i havnen, arketypen på en typisk dansk havnebruger er 50+ år, halvfed og halvskaldet, tag evt. et lille spejl med, hvis du skulle være alene i havnen.

2011-10-28 14:31:12 af Kaj Andresen

Flere hoppeborge NU!!!
2011-10-28 14:37:51 af Morten N

Gid foreningen af danske havnefogeder ville læse med på Bagsiden. Her kan de måske forstår hvorfor danske havne havde tilbagegang i besøgstallet i sommeren 2011. Det er ikke kun det dårlige vejr, men også faciliteterne som ikke lever op til en ordentlig standard.

Forhåbentlig forstår disse havnefogeder den gode humor. Det er længe siden jeg har grinet så meget, som over beskrivelsen af Øverup og familie på campingferie.
2011-10-28 15:09:17 af Mads C

Hold kæft Lassen, Jeg er sikker på du som nok den eneste slipper levende fra at svine redaktør Øverup sådan af. Selv han må da erkende at det er god humor. Tilmed også helt relevant, for mange sejlerfamilier.

Til Peter Hansen, så er mit beskedne kendskab til Lassen, at han spørger ikke først, heller ikke sin redaktør - heller ikke når han, som nu i denne uge gør tykt grin med Øverup.

Jeg oplever, at det er bare betingelsen for at Lassen og Bagsiden overhovedet er på baadmagasinet.dk.

Redaktionen må tage hvad der passer dan gamle mand at skrive lige nu, men jeg tror også Øverup lever med det - for det er jo præcis styrken i fredagens bagside. Total uberegnelig, men altid svigende og skarp.

Og så vidt jeg kan se, basis for mange kommentarer.
2011-10-28 15:15:45 af Claus A.

Jeg tilslutter mig alle øvrige. Det her er simpelthen konge humor. Jeg sidder og griner endnu. Jeg tror Øverup har været orienteret, hvis ikke er cigarstumpen sgu da slugt! Klasse Lasse(n)
2011-10-28 16:18:35 af Bo

Sjovt nok så har jeg aldrig set Søren Øverup ryge ?
Ikke for at ødelægge en sjov historie,men der er nogle ting der ikke helt stemmer
Ballen Havn Lystbåd op til 12 meter 2 voksne og 2 børn
( det er vist Dansk standard) Kr 150 pr døgn
Bøjden tørhavn samme besætning i en Bavaria uden mast
minium Kr 430....hmmmm det er vist næsten gange 3

Hvis Lassen prøver at sejle nord for Hornbæk så vil han opdage landet Fyn og Jylland.
Der bobler det med nye og fine havne projekter

Juelsminde-Vejle-Fredericia-Telka-Middelfart-Fåborg-Kerteminde-Bogense
Men der trænger meget andre steder....Vil vi betale ?
2011-10-28 17:01:17 af Philip

Var selv med familien i Ballen i sommers, Jeg fandt hverken svømmebasin, legeland eller hoppeborg? Ballen havde ikke ændret sig i de mange år jeg har sejlet. I år regnede det bare, så ungerne fordrev tiden med film på den bærbare - hvpr spændende er det lige i længden?

Lassen, jeg håber din livsforsikring er dækkende. At du kalder Øverup for alverdens ting må¨han nok overleve, men putte fru Øverup ind i rollen som \"lillemor\". Det falder nok ikke i god jord i det lille redaktørhjem, du er en modig mand.
2011-10-28 19:01:38 af Gitte Øverup

Kære Philip

Du har fuldstændig ret. Chefredaktør Øverup skriver en mail til mig, hvor han stolt beretter om bagsiden, og at han lige har læst den og griner stadigvæk!!! jeg måtte naturligvis også lige læse bagsiden, og jeg må sige at jeg bestemt ikke fandt den ”sjov” !!! absolut ikke…..... i hvert tilfælde ikke i første omgang . Ja jeg må sige at jeg nærmest var ved af få min eftermiddagskaffe galt i halsen, og var lige ved at ringe og først give min mand sit livs skideballer, og herefter stod Lassen i kø. Men efter at have læst den igen så syntes jeg nu alligevel at den er rigtig rammende, for hvad Lassen ikke ved så har jeg aldrig, og dermed heller ikke fam.Øverup, holdt campingferie, men jeg har faktisk lige netop overvejet det til vores næste sommerferie, og så er det jo, at bagsidens kommentarer bliver rammende. For så er det lige man kan se mig og chefredaktør Øverup i Campinghabit, og jeg står klar med frokostsilden og de lune deller…

Med venlig hilsen Fru Øverup.

2011-10-29 11:32:09 af Mikkel

Så, så lillmor Øverup. Nu ikke så ophidset på lillefar Øverup. Hvis redaktøren hverken har fået hjemmelig lillemor stip, endsige et enkelt lørdag morgen put, så hænger cigaren - og lassen går en slem mandag i møde.

Jamen hvis det ikke er fru Øverup, der optræder ved siden af redaktøren i stram undertrøje og dåseøl i \"Campisterne\", hvem er det så?
Måske har Øverup en affære med den unge bedstemor, måske drømmer redaktøren om en tur på det gule lyn?

Det er fremragende underholdning Lassen, aldrig har bagsiden været bedre - ihvertfald er det længe siden.

Og vigtigst af alt, midt i humroen udstiller du de danske havne, og deres mangelende kvaliteter på en sublim måde. Det er interessant, at kun 1 har forsøgt et spædt forsvar for de danske havne i sommerlandet. Der er ikke en enste havnefoged, som forsvarer sin havn. Meget tankevækkende.

Mikkel

Øverup: Fordi lillemor er sur, må du ikke slå alt for hårdt på lassen på mandag. Ham kan vi sgu ikke undvære
2011-10-29 12:02:23 af Jan Svendsen

Underholdningen er i top, men bag ligger der jo en række sandheder bag al morskaben. Jeg kan ikke længere få min familie med på sommertur i danske farvande. Havnene er simpelthen for ringe, du ligger der - uden reelle faciliteter. Det eneste der er i top er havnelejen, der sjældent står mål med mulighederne. Er der en sejlklub, er den oftest lukket for sommeren. Trist, super trist og en opgave for bådmagasinet at skrive om.
2011-10-29 12:06:22 af Preben

Fuldstændigt korrekt set - dog er der een grundlæggende fejl i den underholdende artikel.

Prisen på opholdet hos henholdsvis Bøjden Strandcamping og Ballen Havn er LANGT fra hinanden.

Jeg ved det, for jeg er kunde begge steder. Prisen er ALT for lav - selv på Ballen havn (som nok er med i top 10 af de dyreste). Efter min overbevisning skal prisen være langt højere så der kan blive råd til at lave meget bedre faciliteter.

Med den kendskab jeg har til visse sejlere (læs: kludesejlere) - så er priserne for havnepenge ifølge mange alt for høj. Man er ikke villig til at betale.
Disse discount-mennesker ville aldrig overleve et besøg på en femstjernet campingplads, for der betaler man nemlig for den vare man køber.
Derfor er der stor fare for, at de fortsat skal døje med den lave kvalitet.

2011-10-29 12:49:17 af Steen Hansen

Hurra for de rolige havne, der ikke ligner et campingtivoli og hurra for de campingpladser, der ikke ligner en rolig havn og endelig et hurra for de havne, der ligner et tivoli.

Det er brug for begge dele. Vi er dog fortsat nogle, hvis børn ikke behøver at blive underholdt af hoppeborge og andre aktiviteter på ferien. Der er rigelig \"støj\" i børnenes og voksnes hverdag i forvejen. Og så er der en masse børn og voksne mennesker, der har brug for at blive underholdt. Bare se hvor mange campingbåde, der har et TV installeret, microovn etc, da den hjemlige hverdagskomfort jo nødigt skal undværes i naturen. Der er penge i den mennesketype og derfor er det en god idé for et antal havne at satse på den målgruppe. Men fri os for, at alle havne bliver til et tivoli.
2011-10-29 16:18:05 af Lars O

Måske var løsningen, at havnetakster blev differencieret i stil med campingtaksterne:
X kr for en overnatning pr båd
Y kr per person ombord
Z kr for forbrug af dit
Æ kr for forbrug af dat
o.s.v.
Så behøvede man ikke at kræve \"underholdningspenge\", af de, der ikke havde brug for det. Når først en havn er anlagt og betalt, så er det jo serviceydelser og forbrug, der er dyrt.

Selv har vi bare brug for at kunne købe ind og lufte hundene. Hvis grundtaksterne sættes op for at skulle dække alle ydelser, så vil vi nok ankre i stedet for at gå i havn.

2011-10-29 17:40:45 af Erik Gottfredsen

Hvis der i alt var 10 5 stjernede superhavne, så er behovet så rigeligt dækket. Så kan alle andre havne sove videre. Dem der ønsker komfort og er klar til at betale, de kan så søge derhen. Med garanti vil der være udsolgt til sæsonen, også af udenlandske sejlere.

Jeg vil klart opfodre disse havne til at give Lassen og Øverup fripas, dels for den gode underholdning og det faktum at de sætter spot på problemet. Hvis redaktøren skifter undertrøjen ud, kan de være at fru øverup vil deltage i løjerne?
2011-10-29 19:54:03 af Roland

Kig en gang på dette forslag

Forslag til vurdering af danske lystbådehavne med henblik på at rubricere dem i grupper med 1 til 5 ankre.


1 Anker. (Min)

Der føres dagligt tilsyn med havnen og dens faciliteter.

Der skal være et havnekontor der er tydeligt mærket.

Ved havnekontoret skal der være et opslag der oplyser om følgende:

1. Havnens klassifikation.

2. Ordensregler.

3. Gældende takster med oplysning om betalings måder, som minimum kuvertbetaling.

4. Havnefogdens Navn, træffetider og telefon nummer.

5. Redningsudstyr på havnen.

Der er installeret minimum en bruser med varmt vand med ugenert omklædning.

Alle toiletter er vandskyldende.

Havnen råder over et antal gæstepladser i forhold til havnens størrelse og alle ledige pladser er markeret med grønt skilt.

Pladserne er fortrinsvis pæle pladser


2 Ankre.

(Udover kravene til 1 anker)

6 Havnefogden er på havnen morgen og aften, eventuelt for opkrævning af havneafgifter.

7 Havnes opslagstavle indeholder opdaterede oplysninger om indkøbsmuligheder.

8 Adgang til køkkenfaciliteter og opholdsrum.

9 Udendørs borde og bænke.

10 En del af havnepladserne har adgang til el og vand.


3, ankre

(Udover kravene til 1 og 2 ankre)

11 Adgang til sejlerstue

12 El og vand på alle broer

13 Lys på broerne.

14 Legeplads til børnene.

15 Vaskemaskine og tørretumler

16 Låne cykler

17 Indkøbsmuligheder.

18 Turistinfomation.

19 Adgang til Diesel.

20 Mastekran.

21 Grillplads.



4. Ankre.

(Udover kravene til 1, 2 og 3 ankre)

22 Adgang til benzin

23 Båd optagning indtil 5 tons

24 Indkøbsmuligheder indenfor 500 m



5. Ankre.

(Udover kravene til 1, 2, 3 og 4 ankre)

A. Store pladser markeret med længde og bredde.

B. Kortbetaling pladsleje, el, vand, bad mm.

C. Sublift indtil 10 tons.

D. Alle nye tiltag.



Prissætning

• Længde >8m >10m >12m osv.

• Bredde > 2,5m >3,0m >3,5m >4,0m osv.

• Antal personer 1 – 2 – 3 – 4 osv.
2011-10-30 13:50:23 af Bo

Roland, det er en gennemarbejdet kommentar du har lavet. Spørgsmålet er om hvem der skal påtage sig at klassificerer de eksisterende lystbåde havne? Er det ikke en opgave for Bådmagasinet?
2011-10-31 11:20:05 af Hennning, Nessie5

Du rammer igen plet, Lassen. Og den gamle redaktør kan bare glæde sig over at ha` en supergod skriverkarl. Den danske Havnefoged Forening burde tage på studietur til Höganäs. Flot, flot børnevenlig badestrand. Masser af legefaceliteter. Helt nye toilet- og badeforhold. Gratis vaskemaskine. Gratis internet. Pris 160 SEK i døgnet inkl. strøm for en 12 m båd.
2011-10-31 22:34:54 af Roland

Svaret på spørgsmålet om hvem der skal klassificerer de danske lystbådehavne er ikke nemt, fordi der ikke er noget der indikerer at havnene vil tjene penge, fordi de ikke er privatejede, modsat campingpladserne.
Den danske havnelods, der er betalt af staten, får vi nok ikke til det og Dansk Sejlunion har et lille hefte der for det meste er forældet når det udkommer, de vil nok heller ikke, så findes der et gratis blad med nogle beskrivelser af nogle havne og resten er glemt.
Problemet er at de fleste havne kun er opbevaringplads for bådene om sommeren og derfor har de ikke mange sejlere der kommer forbi, undtagen herfra er transit havnene der har fundet ud af at det er en god forretning at skabe en god havn.
Det vil være en god ide om bådmagasinet havde en bedømmelses liste klar til næste år, så kunne vi, der sejler give vores mening tilkende og det kunne måske danne grundlag for en samlet vurdering.
Jeg vil godt bedømme Limfjorden :-)


Seneste nyheder




Kort Nyt

Gode tips og råd, når båden skal på land

★ Test af motorbåd

★ Smartliner Fisher 23 - Designet til lystfiskeren

Kapsejlads

Sejlerlandsholdet klar til EM i 49er - 49erFX og Nacra - men...

Bådudstillinger

Vi ses på BoatShow.fr

Kort Nyt

Jules Verne trofæet: Hvem kommer under 40 døgn? Se video

Kort Nyt

Dansk Søredningsselskab: Station nummer 12 hejser flaget

Kapsejlads

Nyt ambitiøst 49er team går efter OL 2024

Surf

Udsat Waterz stævne afvikles start oktober

Kort Nyt

Tyske sejlere angrebet af pirater nær Spanien

★ Test af sejlbåde

★ Arkivet: Luffe 58 - Trimmes med knapper





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Mercury lancerer fabriksrenoveret motor

Ny udgave af den elektriske båd Eelex 8000

Mercury med nyt "Smart Tow"