fbpx

Bagsiden: Skal jeg ikke have mine kvajebajere retur?

Inkluder i Newsletter: Ja

Er DS Strategi 2011 ført ud i livet eller er den dumpet – se Lassens karakterer til sidst.

I slutningen af marts var den gamle redaktør Øverup og undertegnede bænket på de allerbagerste cowboyrækker i Odense til årets generalforsamling i Dansk Sejlunion. Godt 120 sejlere var samlet på Hotel Scandic.

Et af punkterne var den undskyldning, I kære læsere havde pålagt mig at give formand Hans Natorp, sammen med et sæt kvajebajer. Undskyldningen var dengang absolut velfortjent, for det var lykkedes bestyrelsen med Hans i spidsen, at synliggøre deres visioner i strategiarbejdet.

Men hvad er der så sket siden? Hvor er der ”Sejlerfokus”? Og hvad blev der af ”Den danske Model”? Denne bagside er derfor dedikeret til, at gå indsatsområderne igennem for 2011. Altså finde svaret på, om det ikke er formand Hans Natorp, der lige nu skylder en omgang kvajebajer til ”Bagsiden”?

I Odense fik jeg sagt ”undskyld” for min mistro til selve strategiprocessen, men fik også påpeget at først nu bliver det vanskeligt. Og her har jeg ret, så vidt jeg kan se på den efterfølgende udvikling i sæsonen 2011. Hvad er det lige der er forandret?

Konklusion
Skal verdensbilledet forbedres kræver det at Dansk Sejlunion, alias ”Den Brune Bunker”, udviser større lederskab, er mere progressive og langt mere synlige for de mange sejlere, gerne på bekostning af den enkelte lille sejlklub.

Det var konklusionen – karakterbog følger efter gennemgang af de enkelte områder i DS Strategi 2011.

Direkte valg
Lad os tage det positive først. En direkte udløber af DS Strategi 2011 er de direkte valg til bestyrelsen for formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer. Nu er det altså mere evne frem for geografi, som bestemmer hvem der sidder i Dansk Sejlunions bestyrelse. Sammen fik Generalforsamlingen lukket et emne, der i alt for mange år virkelig har kunnet få følelserne i kog.

Hans Natorp proklamerede som en stolt formand: ”Vi er godt på vej med Sejlerfokus!” Øh? spørger jeg diskret efter sæsonen 2011, hvor blev det ”fokus” af? Min sejlsæson 2011 har ikke været meget anderledes end sidste år, forrige år og alle de andre år.

Kommunikation
Et af Hans Natorps fokusområder i 2011 er kommunikation, herunder visionen om re-design af hjemmesiden og brug af sociale medier. Som formanden selv udtrykte det: ”Målet er klart, det skal være den direkte vej til den information, som du - den enkelte sejler har brug for. Sociale medier bliver sammen med debatfora integreret i hjemmesiden, så vi får en solid platform til dialog og en mere målrettet kanal til at formidle information til brugergrupperne.”

Ud over jeg personligt synes, at der står rigtige mange nyttige ting på sejlsport.dk, er det ikke der, jeg som sejler finder min primære information. Det med den solide platform til kommunikation, har jeg også svært ved at finde. Den kære formand, der ellers lovede at være i øjenhøjde med sejlerne, har ikke leveret et eneste indlæg på sin blog siden den 30. marts, altså dagene efter årets generalforsamling i Odense. Er det symptomatisk for tingenes tilstand i kommunikationen fra ”Den Brune Bunker”?

Historie-stafetten
Historie-stafetten var også et af fyrtårnene i strategiarbejdet, hvor vi sejlere selv skulle bidrage med indlæg. Trods massiv promovering er der 12 måneder senere stadig færre indlæg, end ”Bagsiden” kan hidse Jer læsere op til på en dårlig fredag. Under 10 indlæg har vi sammen leveret. Hans Natorp, vil nok med rette, anklage mig for ikke at have leveret et eneste indlæg til historie–stafetten. Undskyld, men det er altså mere givende – i hvert fald for mig selv - at skrive på den store publikumsscene på ”Bagsiden” her på baadmagasinet.dk. I virkelighedens verden er det jo der sejlerne mødes og søger information. (Venner, den slags kommentarer skaber stor jubel og måske en smule ros hos redaktør Øverup. Undskyld fedteriet, men den gamle mand har skumlet i ugens løb, over jeg i sidste uge – i fuld offentlighed – skrev, at han er en hykler). Men fakta er, at sejlsport.dk fortsat mangler læsere i hobetal før det er interessant.

DS Stander
Med en DS Stander vil Dansk Sejlunion vise omverdenen og sejlerne, hvor stort vores fællesskab er i sejlsporten. Tanken er smuk, og jeg har faktisk også set en del DS standere rundt omkring i sommerlandet. Personlig fandt jeg aldrig ud af, hvordan man fik fat i en DS stander. Det kan jeg næppe kritisere Hans Natorp for, men i min klub trængte dette punkt i strategien aldrig ud. Og det er nok det essentielle i strategiarbejdet.

Idoler for ungdommen
Hans Natorp vil skabe idoler for ungdommen - altså øge kendskabet til vores sejlere på landsholdet, så vores ungdomssejlere - og alle andre, også uden for sejlsporten - kan lade sig inspirere af landsholdssejlerne. Positivt har sejlerne været længere fremme i medierne, men der er godt nok plads til forbedring. Elitecenter Øst i Skovshoved gjorde en forkromede indsats, men elitesejlerne er jo ikke særlig proaktive selv.

Vores 2 klummeskribenter, Maiken Schütt og Susanne Boidin, siger det selv så klokkeklart i Berlingske Tidende: ”Sejlsporten er totalt bagefter”. Ud over deres meget fine klumme, er det jo en paradoks at deres største sportslige succes i medierne var, da de smed tøjet og viste hvalpefedtet frem her på baadmagasinet.dk. Så fik de fluks en tøjsponsor - den kunne Hans Natorp godt tænke lidt over. Det er i hvert fald et indsatsområde som formanden i tæt samarbejde med klubberne skal arbejde benhårdt på.

Fysisk tilstedeværelse
Strategien, formanden og hele besætningen ude i den ”Brune Bunker” skal have masser af ros for deres øgede tilstedeværelse i både Fredericia og Bella i København, og hvis de også nåede til nødudstillingen i Egå er denne mission udført med topkarakter.

Sejlerfokus?
Et indsatsområde er mere direkte kommunikation med sejlerne - kort og godt Sejlerfokus, som den gode formand selv udtrykker det. Ingen kan være uenige i målet, at flere sejler - sejler mere, sjovere, sikrere og oplever fællesskabet ved sejlsport. Der ligger mange gode ideer og et stort uudnyttet potentiale i ”Danske Bådejere”, og jeg synes desværre ikke det potentiale er særlig godt udnyttet. Er der kommet flere turbøjer i år? Hvor mange sejlere har haft glæde af den nye smartphone apps? Ingen tvivl om den er smart, men helt ærlig så tror jeg det primært er landkrabber, der har downloadet den. Men ingen negativ stemning fra min side, det er da et første lille skridt ud ad den teknologiske vandvej.

Synliggørelse
Som et vigtigt indsatsområde ville Hans Natorp synliggøre kapsejlads og få flere kapsejlere på vandet. Der må jeg kontant sige, at det er en ommer – i hvert fald i 2011. Udviklingen er gået den forkerte vej, min egen klasse Knarr klassen er stort set gået i sort. Ikke at det er Hans Natorps skyld, det har en flok gamle mænd i Knarr klassen så fint klaret selv. Andre klasser har heller ikke mærket, ret meget andet en status quo – hvis det er gået godt.

Så er der andre områder, for eksempel DH-reglen, jeg kun kender fra medierne, og arbejdet med at få flere unge sejlere til at gå ledervejen samt holdsejlads for ungdommen. I Optimistklassen fungerer det, efter en god weekend i Egå. Og holdsejlads for tomandsjoller er også på vej frem, men ellers?

Ungdomsarbejdet
Når det gælder ungdomsarbejdet skal formanden, Dansk Sejlunion og nok mest Torm have tak for de mange nye joller. Hos KDY Skovserholdet i Skovshoved tog projektet et kvantespring med denne håndsrækning. 6 Feva, 3 Tera og de geniale Opti renoveringspakker gjorde en markant forskel i 2011. Skovserholdet gik fra at være et forældre amatørstyret projekt til at bliver super tjekket. Jeg oplever bare ikke, at de unge sejlere har rykket sig markant sportsligt endnu, lige som ATK - Aldersrelateret Trænings Koncept for ungdom aldrig nåede helt til Skovshoved i 2011.

Elitesatsningen
De dygtige sejlerteams sejler og træner, mens de ofte svigter uddannelsen, familie og al det søde liv. Alt sammen i fuldkommen ubemærkethed, ikke engang den dag den enkelte sejler stopper karrieren kan de forvente nogen større opsparing - hverken økonomisk eller på goodwill til at sparke en ny karriere i gang. Det er sgu et problem, som DS Strategi ikke er i nærheden af at løse.

På elitefronten er Elitecenter Øst i Skovshoved et spændende tiltag, men om det så skaber de fornødne resultater i 2012 og årene fremover er et åbent spørgsmål? Ligesom det er med spørgsmålet om Dansk Sejlunion bliver katalysator for udviklingen, eller om de 3 klubber – KDY, SKS og HS kører uden om Brøndby?

Hans Natorp udtalte: ”Initiativer, der styrker indtægtsgrundlaget i Dansk Sejlunion, vil have høj prioritet.” Det kan jeg godt forstå, for en dag stopper TORM med at hælde penge i dansk sejlsport. Helt ærligt hvor massiv en maksimal eksponering har dansk sejlsport opnået i 2011? Når det gælder udnyttelsen af Sejlerlandsholdet – vil jeg være så fræk at påstå, at Extreme Challenger projektet i sin spæde opstart allerede har overhalet Sejlerlandsholdet.

Samarbejde?
Personligt tror jeg det er strukturen mellem ”Den Brune Bunker” og de lokale sejlklubber der svigter. Hans Natorp har alle de gode intentioner, og er nok også den strategisk bedst tænkende formand sejlsporten har haft længe. Udfordringen er fortsat, at hovedparten af de danske sejlklubber sover trygt videre i deres tornerosesøvn? Det er synd, synd for sejlsporten og trist for de mange ildsjæle, der lagde så meget arbejde i strategiarbejdet sidste vinter.

Men når jeg nu har været ude med riven over for Hans Natorp, er sandheden den barske: Det er os menige sejlere, der er stopklodsen. Det er ude i klubberne, at strategiarbejdets mange ideer og anbefalinger ikke bliver til virkelighed.

Yderligere konklusioner
Og så er vi tilbage til den bagside jeg skrev den 25. marts: ”Der er jo ikke plads til alle sejlere …”. Skal dette strategiprojekt nogen sinde lykkedes må ”Den Brune Bunker” træde i karakter, gøre oprør med klubtanken og gå fra at være ”klubbernes klub”, til at være ”sejlernes organisation”, altså have fokus på den enkelte sejler. Det er jo vejen frem i en verden, hvor hovedparten af de mange lokale sejlklubber aldrig bliver andet end ”lokale”. Som sejler ser jeg personligt frem til, at Dansk Sejlunion bevæger sig ind i en verden fra bureaukratisk enevælde til en ny tid som sejlernes frontkæmper og sejlsportens servicecenter?

Revolutionen starter i Brøndby - ikke ude i klubberne, de er fortabt. Det er helt centralt at Dansk Sejlunion skal udvise større lederskab, være mere progressive og langt mere synlige. Ellers bliver det, som det altid har været. Langsomt uddør sejlsporten, med eller uden Hans Natorps gode strategier.

Natorp – bagsiden er din på fredag!
Nu ved jeg, at Hans Natorp nok ikke er enig i min fortolkning. Derfor tilbyder jeg formanden ”Bagsiden”, næste fredag til at blive synlig i hele sejlerverden, omkring sin vurdering af strategi-indsatsen i 2011. Så velkommen til Bagsiden, Hans!

Karakterbog for DS Strategi 2011
Direkte valg til bestyrelsen: Bestået
Re-design af hjemmesiden og brug af sociale medier: Plads til forbedringer
Formandens kommunikation i øjenhøjde: Dumpet
Bedre kommunikation omkring elitesejlerne: Dumpet
Hans Natorp vil skabe idoler for ungdommen: Dumpet
Historie-stafetten: Dumpet
Direkte kommunikation med os menige sejlere - kort og godt Sejlerfokus: Plads til forbedring
Øgede tilstedeværelse på diverse bådudstillinger: Bestået med ros
Ungdomsarbejdet, Dansk Sejlunion og TORM: Bestået med plads til forbedring
Elitesatsningen: Plads til forbedring
Initiativer, der styrker indtægtsgrundlaget: Dumpet

2011-10-07 14:28:57 af Nils

Det er en grundig gennemgang, og meget sober gennemgang. Jeg er helt enig med Lassen at revolutionen skal starte i Brøndby - ikke ude i klubberne, de er fortabt.
Men Bagsiden konklusioner viser også at vi sejlere skal se meget langt efter, at Dansk Sejlunion nogensinde vil udvise større lederskab
2011-10-07 14:59:06 af Claus A.

Hvad pokker går der af Lassen! Dagens bagside er sgu da al for pæn. DS burde have fået en skarpere pen
2011-10-07 15:16:18 af Anders

Jeg synes med rette at Hans Natorp på Baadmagasinet, med både øl og kage. Lassen analyse at det er yderst berettiget. Måske har Lassen stået til skideballe hos redaktøren over de mere rabiate forslag i hans SKAT bagside i sidste uge? Derfor er han nok lidt mere afdæmpet i denne uge? men det er altså en super bagside
2011-10-07 15:27:28 af Stefan M

Jeg tror nu ikke Øverup tør skælde Lassen ud, nor også ret håbløst. Men bagsiden er super, viser hvordan tingene står stille ude i \"Den Brune Bunker\". Jeg forstår ikke hvor formanden ikke allerede har kommenteret den?
2011-10-07 16:55:16 af Steen Hillebrecht

Hej Nicolai Lassen
Et halvt år efter vedtagelsen af DS` strategi kigger du på resultaterne her fra. Og han giver allerede karakterer. Temmelig lave karakterer, når man ser på gennemsnittet.

Jeg synes, at du dermed læner dig op af at give en ny omgang til næste generalforsamling.

For selv i en toptunet virksomhed, hvor alle parterne er ansatte, der kan lægges under et betydeligt præstationspres, er et halvt år ikke lang tid, når der er tale om at implementere en strategi. I en organisation som DS, hvor mange af dine kritikpunkter indbefatter aktører i klubber og bestyrelser, der bl.a. trods nyvedtagen strategi tillader sig også at dyrke deres passion, sejlsport, er der ikke samme pressionsmuligheder (bortset fra selvfølgelig sekretariatet) til at sætte tempoet i vejret.

Alligevel har jeg da kunnet konstatere, at der er sat en del aktiviteter i gang, der lige skal have lidt ekstra tid til at kommer fra kaj.

Dine kritikpunkter går bl.a. på:

Kommunikation
Der har været arbejdet en del gennem foråret med at analysere, hvordan de forskelle internetplatforme kunne samles mest hensigtsmæssigt. En af de primære kritikpunkter mod hjemmesiden var, at den er svær at finde rundt i. Det er ikke underlig, da informationsmængden er stor. Som DS-medlem sætter jeg pris på, at man sikrer sig mod at spilde mit kontingent på en hovsaløsning. Jeg føler mig helt tryg ved, at der i nærmere fremtid vil ske ting og sager på det område. Det glæder jeg mig i hvert fald til, og jeg tror, at jeg kommer til at bruge sitet mere, end jeg gør i dag.

Sejlerfokus
Jeg blev selv utrolig glad, da DS lancerede sejlerfokus. Det er en af de ting, jeg som medlem og tidligere bestyrelsesmedlem i en sejlklub har efterspurgt. Her kommer hjemmesiden, når redesignet er på plads, forhåbentlig til at spille en væsentlig rolle.

Efter vedtagelsen af strategien er DS` blad Sejler udkommet en enkelt gang. Her kunne jeg godt fornemme skridt i den rigtige retning, omend jeg godt kunne ønske mig mere.

Jeg er dog sikker på, at hvis du spørger din redaktør Øverup, så vil han nok give mig ret i, at der skal mere end en enkelt udgivelse til, før en ny redaktionel linje er helt på plads.

Og mht. udviklingen af nye app`s: Også her synes jeg at du er ude lige tidligt nok. Der er nok grænser for (både økonomisk og mht. manpower), hvor mange projekter vores kære union har kræfter til at sætte i søen det første halve år. Men jeg ved, at der er masser af ideer til nye app`s samt forbedringer til eksisterende, som eksisterer i unionen.

Kunne i øvrigt foreslå dig at komme med ideer og forslag. Du kunne jo med fordel gøre det på DS` hjemmeside, nu hvor du har taget fri næste uge og bestilt gratis arbejdskraft til at gøre dit arbejde her på siden.

Synliggørelse
Her synes jeg også - tidshorisonten taget i betragtning - at din klumme tangerer det perfide. DS fik masser af roser (også enkelte med torne), da de i vinters lancerede den nye DH-regel. Det var første skridt i den rigtige retning. Elektroniske klassebeviser og en ny hjemmeside med adgang til alle mulige måledata var næste. Men det er ikke noget, hvor vi kan sige: Vupti, nu virker det hele…
Samtidig var sæsonen, da strategien blev vedtaget, stort set planlagt mht. kapsejladser. Og her tager vi altså også om et langt sejt træk. Der skal udvikles nye formater, de skal afprøves og ændres mm. i samarbejde med de arrangerende klubber.

At I Knarrvorne mænd i din klasse ikke kan finde ud af andet end at blive uvenner, er lidt surt - især for jer - men det er altså ikke lig med hele billedet i DS. Men ja, det bliver fortsat op ad bakke. (Men det hjælper, hvis man taler pænt til hindanden og prøver på at holde en god stemning, så det er sjovt at være med).
Du skal være velkommen til Kristi Himmelfart næste år i Vallensbæk Grand Prix, hvor vi arbejder videre med vores hyggestævne-koncept med både senior og junior-sejlere på samme bane, fuld forplejning og fokus på hyggelige rammer. Vi håber på at fortsætte den fremgang, som vi havde i tilmeldinger i forhold til sidste år, og vi har et håb om, at de voksne sejlere (inkl. Danmarksmestre) kan fungere som idoler for ungdommen. Hvem ved, måske kommer der også nogle landsholdssejlere…

Ungdomsarbejdet
Dit korte afsnit om ungdomsarbejdet vidner om, at din viden på området er begrænset til farvandet nord for Svanemøllebugten.

Der sker masser af spændende aktiviteter, både nye og mere afprøvede.

Fx er der arbejdet med holdsejlads for tomandsjoller (Feva), hvor der er gjort en stor indsats af frivillige såvel som DS-medarbejdere for at udvikle et format, som forhåbentlig snart kan blive bredt ud til en bredere kreds. Jeg har personligt en drøm om, at vi har \"kampe\" som i fodbold, hvor klubber mødes i tilsvarende turneringer (eller bare i forbindelse med en træningsaften) og sejler holdsejlads mod hinanden (mange værtsklubber kan lægge nogle af bådene til). Det kunne gøres lokalt, regionalt og nationalt.

DS har i år udgivet en fremragende øvelsesdatabase, som vi har stor glæde af i vores daglige træning. Hvis I ikke kan finde databasen i Skovshoved, tror jeg sikkert, at I kan få et link, hvis I ringer til sekretariatet.
Men ja, det skal lige have tid til at virke. Om de sportslige resultater er tilfredsstillende, det kan man da virkelig ikke bedømme efter et halvt år.

Elitesatsningen
Baseret på, hvad jeg har kunnet læse i medierne virker det, som om der i forhold til for 2 år siden er kommet ro på. Det er mit indtryk, at der har været masser af positive resultater, og at der er god og konstruktiv stemning på landsholdet. Jeg ser masser af tegn på, at der køres efter den danske model.

Jeg vil lade det være op til jer sejlsportsjournalister om at lave statistikker over, om der har været frem- eller tilbagegang for landsholdssejlerne. Men at basere din bedømmelse af elitesatsningen på, hvor gode eller dårlige de har været til at gøre sig gældende i medierne, er useriøst, omend det selvfølgelig ligger på linje med et af dine tidligere indlæg.

Samarbejde
Her vurderer du DS ud fra de lokale klubbers evne til at samarbejde. Denne vurdering ligner noget, der især gælder for Skovshoved. Mit bud er, at billedet er utrolig broget. Der er uden tvivl områder, hvor strategien ikke kommer til at nå ud til medlemmerne. Andre steder vælger man at være med til at præge den.
Men det er et grundvilkår i en organisation som DS. Det er der sådan set ikke så meget at gøre andet ved, end at skabe gode muligheder for samarbejdet og så en klar og entydig kommunikation om, hvor DS vil hen. Og så er vi tilbage til den kommunikationsindsats, som jeg har kommenteret på tidligere.

Konklusion
Jeg har nu skrevet en kommentar, der er næsten lige så lang som din klumme. Der er ikke mange steder, hvor jeg genkender det billede du tegner. Du har en fast klumme, og den giver dig en fantastisk platform for at sætte dagsordenen i debatten om dansk sejlsport.

Det er blot synd, at du sætter dagsordenen på så tyndt et grundlag, og at du ikke har tålmodighed til at vente på, at der er lidt substans at skrive om.

Jeg vil ikke give dig karakterer (dem må du få hos din redaktør, der sikkert vurderer efter andre kriterier, end jeg gør).

Men jeg synes, at du skal finde nogle nye flasker ædelbryg frem og aflevere til næste generalforsamling med en ny undskyldning for at rakke primært frivilligt arbejde ned på så tyndt et grundlag. Det er ikke din klumme, der motiverer de frivillige inden for DS.

Og lad os så i øvrigt til generalforsamlingen se på, om strategien fører i den rigtige retning – så kan du jo så overveje, om du vil uddele nye karakterer.

2011-10-07 17:09:06 af John

Det er en flot respons Steen H kommer med, og dejligt at se der er konstruktiv debat. I har jo begge ret, Nicolai har jo ret i at der her ved sæsonafslutning skal stilles spørgsmål. Og Steen jeg synes at Bagsiden er sober og redelig i sine vurderinger. Steen har på sin side ret i at tidshorisonten har været kort, men helt ærlig - så synes jeg at både formand og DS har været meget usynlige efter generalforsamlingen.

Glæder mig til at følge debatten, især læse Hans Natorp bagside i næste uge.
2011-10-08 10:20:40 af Dan I

Ingen kan være i tvivl om bagsiden er sober, men emnet interesser jo ingen danske sejlere. Hvad DS går og laver er jo ligegyldig for sejlsporten. Deres tanker og ideer når jo aldrig ud i havene. Så emnet er jo ligegyldigt for os sejlere...
2011-10-08 12:02:37 af Dan Ibsen

Seneste skribent \"Dan I\" er IKKE undertegnede.

Jeg synes det er meget beklageligt, at en skribent på \"Bagsiden\" anvender et navn, som kan forveksles.

Jeg synes pesonligt det ville være et STORT PLUS for indlæggene på bagsiden, hvis indlæg bliver signeret med både fulde navn samt gerne også klub/klasse, hvis man er DS-klubmedlem og aktiv sejler og/eller har specielle kompetense/funktion i en klub/klasse/m.v.

Det er naturligvis også interessant at læse meninger fra ikke-sejlere/ikke-medlemmer, hvilket klubber, klasser, DS m.v. også kan lære noget af, når folk ser på sejlsporten udefra.

Det vil efter min opfattelse perspektivere indlæggene meget mere, hvis andre læsere kender \"ståsted\"/baggrund i relation til kommentarer holdninger, spørgsmål, informationer, nye vinkler m.v.

Dan Ibsen
Medlem af KDY
Sejler bl.a. X-326 Sport og Two Star
- samt DS generalsekretær
2011-10-08 12:46:03 af Ikke Dan Ibsen

@Dan Ibsen: Der er da ingen som nogensinde har forestillet sig at du var den \"Dan I\" der figurerer i det tidligere indlæg.

Og ja, selvfølgelig går du ind for fuld offentlighed omkring indlæggene. Sådan får man effektivt stoppet et kritisk debat, og så kan Dansk Sejlunion vende tilbage til Tornerosesøvnen.

Det er jo klart for enhver at jeg ikke taler med samme vægt som selveste den stormægtige Dan Ibsen, medlem af KDY, X-326 og Two Star sejler og generalsekretær i DS.

Dream On ...
2011-10-08 15:53:34 af Dan Ibsen (sejler og ansat i DS)

Jeg har absolut ingen forestilling om, at jeg skulle tale med større vægt end nogen andre sejlere - hverken som sejler eller DS ansat. Men forhåbentlig mere end personer, som end ikke gider at tilkendegive hvem de er.

Det er tankevækkende, at man bliver skudt sådan noget ”i skoene”, blot fordi man skriver et indlæg på Baadmagasinet.dk.

Når jeg taler i telefon med folk, ønsker jeg at vide, hvem de er. Når jeg er til generalforsamling i min sejlklub eller tennisklub, sætter jeg stor pris på at folk fortæller hvem de er (da man jo ikke kender alle). Og jeg synes det kunne være et STORT PLUS for Baadmagasinet.dk og ”Bagsiden”, at vi kan debattere om vores sejlsport med nogen, som vil stå ved, hvem de er.

Offentlighed i en debat sikrer - efter min opfattelse - troværdighed, seriøsitet og kvalitet. Anonymitet risikerer efter min opfattelse at bidrage til det modsatte.

Påstanden om at man skriver anonyme indlæg, fordi DS ellers vil forsøge at stoppe en kritisk debat, må du være M/K nok til at stå ved – ellers er det useriøst !
Men kan du dokumentere dette, vil jeg opfordre dig til omgående at kontakte DS formand Hans Natorp eller andre i bestyrelsen eller din klubformand, da dette selvfølgelig ikke er acceptabelt i dansk sejlsport.
Men din påstand er måske, at de også bare vil forsøge at stoppe de kritiske røster.

Dansk sejlsport \"lever af\", at kompetente og motiverede frivillige ledere samt sejlerne giver deres bidrag til, hvordan sejlsporten kan udvikle sig i klubber, klasser samt sejlunionen. Og det er der heldigvis rigtig mange der gør.
Det frivillige arbejde, som udføres i de 275 DS-klubber samt 70 klasseorganisationer er helt afgørende for at kunne sikre klubbernes og sejlsportens fremtid. Og medlemmernes involvering er afgørende for at sikre den fremtidige udvikling.
Samtidig er der mange kompetente og motiverede sejlere - som på alle sejleres vegne - laver et kæmpe frivilligt arbejde i Dansk Sejlunion med en høj kvalitet, samtidig med at de har dybe rødder i sejlsporten, klubber og klasser - DS Bestyrelse, Appel- og Regeludvalget, Ordensudvalget, Teknisk Udvalg, en lang række arbejds- og projektgrupper som løbende bidrager til f.eks. DS træner-, instruktør og official uddannelser og/eller undervisningsmaterialer til sejlere, kapsejladsledere/opmænd/protestkomite folk og mange andre.

Hvert medie fastlægger naturligvis sine egne etiske regler for debat på deres hjemmeside. Hvis/når DS i fremtiden vil åbne for debat på vores nye ”sejlsport.dk 3.0” hjemmeside (foråret 2012), så tror jeg, vi vil kigge på retningslinjer fra andre organisationer, f.eks. Journalisten.dk. Deres politik er, at de normalt fjerner kommentarer, hvis de bl.a.:
• er lovstridige (dvs. er æreskrænkende, overtræder ophavsretsloven eller lignende).
• ikke er forsynet med BÅDE for- og efternavn
• er indsendt anonymt eller i en andens navn
• anvender e-mail-adresser tilhørende tredje person
• har karakter af personangreb - det vil sige kommentarer, der \"går efter manden og ikke bolden\".
• slet ikke forholder sig til det konkrete indhold eller temaet i den oprindelige artikel.
• afsporer debatten
• er en tro kopi af tidligere indsendte kommentarer og dermed at betragte som spam.

Link: http://journalisten.dk/node/2381/

Sejlerhilsner
Dan Ibsen
2011-10-08 17:22:55 af Hans Natorp

Hej Nicolai

Tak for din opsang - her er en blog fra mig...
http://sejlsport.dk/sw48625.asp

Med sejlerhilsen

Hans Natorp
DS Formand
2011-10-09 14:37:13 af Folke Andersen

Jeg må sige at formandens blog på sejlsport.dk, viser da en imødekommenhed overfor os menige sejlere. Hvorimod Dan Ibsen lettere småfornærmede kommentar er en lang snakken uden om hele emnet.

Nu er jeg spændt på om formanden vil gribe pennen og være vikar for Lassen på næste fredag? De 2 kunne jo bytte, så formanden krævede at lassen istedet skrev et indlæg på sejlsport.dk som betaling for sin vikar tjans?

Selv om jeg er sikker på Hans Natorp synes det er en god ide, vil Dan Ibsen aldrig tillade det. Dertil er Lassen for farlig.
2011-10-09 14:43:36 af P Hansen

Transparent / medaljer / sponsorer / øget deltagelse .......... Den stærke mand med sværdet behov for at besøge et stålværk. Meget ked af rapporten, når så mange drømme døde i 2011
2011-10-09 20:43:01 af Henrik Stefansen

Jeg synes at Dan spiller småfornærmet og Hans skriver sigt lidt udenom. Lassen forholder sig til DS strategi planens aktionspunkter 2011, hvor formanden så siger at dem kan man ikke forvente opfyldt i 2011. Eller forstår jeg ikke det som Hans skriver?
2011-10-09 21:25:58 af Claus A.

DS laver en Thorning/Søvndal :-)
Lover en masse, og når så det skal føres ud i livet sker der sgu ikke rigtig noget, men det kan jo være det kommer i 2012!
2011-10-11 14:34:42 af Dan Ibsen - Dansk Sejlunion

Hvis man risikerer at blive kaldt ”småfornærmet” af debatører på baadmagasinet.dk, fordi man:

* sætter pris på de mange frivilliges store, uvurderlige indsats i dansk sejlsport
* sætter pris på en åben debat og tager afstand fra anonyme indlæg
* tager afstand fra udokumenterede påstande
* tager afstand fra misbrug af navne

Så kan jeg bestemt leve med det :-)
2011-10-11 15:37:37 af Ikke Dan Ibsen

Dan Ibsen,

Du sætter netop IKKE pris på en åben debat. Debatten er ikke åben, så længe det er en forudsætning at det sker med fuld for- og efternavn.

Der er en grund til at der er hemmelige afstemninger, f.eks. på DS` generalforsamling. Det er den samme grund som gør at en anonym debat er meget mere dynamisk og ærlig end en debat uden anonymitet.

At anonymitet så samtidig KAN have en negativ bagside er til at leve med. Vi kan forhåbentlig alle se hvornår et argument er godt eller dårligt - også uden at debattøren underskriver sig Dan Ibsen.

2011-10-11 16:38:27 af Tom Bøjland

Hvis man ikke tør ha sine meningers mod men istedet skjuler sig i anonymitet er man sq godt nok en tøsedreng.

Det er sådan her i livet - skal man ha indflydelse og forandre verden skal man stille sig OP på kassen så alle kan høre og se - ikke tage den på hovedet med det modsatte resultat tilfølge.


Tom B.
SKS
2011-10-11 17:09:10 af Steen Hillebrecht

Til \"Ikke Dan Ibsen\", \"Claus A.\", \"Dan I\" og andre, der ikke tør stå ved deres holdninger.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg personligt anser jeres indlæg som kuriosa, som jeg typisk ikke gider svare på, når I gemmer jer bag anonymiteten. Nu er det dog principielt om netop anonymitet, så her kan jeg ikke helt lade være.

Jeg forstår overhovedet ikke førstnævntes idé om, at en debat netop ikke kan være \"...åben, så længe det er en forudsætning at det sker med fuld for- og efternavn.\"

Jeg kan godt se, at det er langt lettere at svine folk til, hvis man ikke skal svare for konsekvenserne. Og det er jo netop, hvad \"Ikke Dan Ibsen\" gør, når han uden videre dokumentation påstår, at Dan Ibsen ikke er interesseret i en åben debat. Udokumenterede beskyldninger har jo ikke noget med åben debat at gøre.

Jeg er helt enig med Tom Bøjland: Hvis man vil have indflydelse og ændre nogen ting i livet, skal man selv stå ved og have sines meningers mod. Og er man bange for evt. konsekvenser, kunne man jo starte med at holde personangreb uden for.

Jeg forstår så i øvrigt ikke al den magtsnak, der igen og igen bringes i forbindelse med Dan Ibsen.

Kan han smide jer ud af jeres sejlklub? Kan han bestemme over sejlunionens hovedbestyrelse? Kan han fratage nogen deres duelighedsbevis, klassebevis, målerbrev eller andet?

For mig er han ansat i en organisation, som min sejlklub (og dermed jeg) er medlem af. Har jeg klager over den organisation, går jeg til organisationens bestyrelse (lige som Lassen ;-), og synes jeg ikke jeg bliver hørt (det har jeg nu aldrig oplevet), så ser jeg mig om efter andre, der også er utilfredse. Og er vi nok, skal vi nok blive hørt. Det var i øvrigt, hvad der skete forud for sidste formandsvalg (uden jeg jeg i øvrigt spillede en rolle i det).

Jeg har i øvrigt valgt at få en profil her på bådmagasinet, som jeg bruger, når jeg skriver mine indlæg. Dermed håber jeg, at der i tvivlstilfælde kan afklares, om indlæg med mit navn er fra mig.

Steen Hillebrecht
Medlem af Vallensbæk Sejlklub, hvor jeg - ud over at sejle tursejlads og aftenkapsejlads på hyggeplan i min Polaris Drabant - er aktiv i ungdomsafdelingen som far til en Feva-sejler.
2011-10-11 22:22:06 af Steen Guttknecht

Det er da fuldstændig indlysende, at debatten skal foregå i fuldt dagslys og med (det rigtige) navns nævnelse. En kommentar med fake signatur, er ingen kommentar. Allerhøjest en pinlighed.

Ærbødigst steen Guttknecht, Hornbæk Bådeklub
2011-10-14 08:48:12 af Hans Natorp

Den Brune Bunker?
Læs min blog på http://sejlsport.dk/sw48650.asp

Med sejlerhilsen

Hans Natorp
DS Formand