Bagsiden: Foråret klarer alt…

Takket været Dansk Sejlunion og den økonomiske støtte fra TORM der giver nye joller med rabat er der en overvejende sandsynlighed for at de ”store” på 13-14 år fortsætter i sejlsporten.

Søndag eftermiddag sad jeg på Cafe B i Skovshoved Havn sammen med min gode forældreven Henrik. I dette lukkede fora må jeg nok indrømme, at vi skulkede fra de opgaver som Mutter ”Skrap” Mohr havde uddelegeret til ”Skovserholdet”. Men forårssolen, og de mange mennesker på havnen nærmest skreg på larmende frisk mørkt fadøl. Når nu så mange andre forældre var så ivrige for at arbejde, ville vi to ældre fumlefingre alligevel stå lidt i vejen.

Siddende der i forårssolen oplevede vi hvordan dansk sejlsport vågnede af sit vinterhi. Det må være den samme ”Juhu” fornemmelse de brune bjørne har til deres forårstræf. Lige pludselig dukkede gode kendte sejlere op, folk du ikke har set siden sæsonen sluttede i 2010. ”Hej” armen var på konstant overarbejde, mens jeg i mit stille sind tænke: Gad vide, hvor de har været hele vinteren? For de færreste havde jeg mødt i de lange kolde vinterdage. Alle er de medlem af en sejlklub, og bor i ghettoen her nord for København – men usynlige de sidste måneder har de alle været. Forårssolen skal komme, før de dukker op af deres vinterhi og vi ses igen.

Mange af dem er stadig aktive på kapsejladsbanerne. I hvert fald så længe den ugentlige torsdags-komsammen, og lidt Knarr weekendsejlads, tæller med som kapsejlads og sportsudøvelse? Nu skal denne uges ”Bagside” ikke handle om Dansk Sejlunion og DS strategi 2011, men alligevel er det tankevækkende, hvor lidt disse mange mennesker egentlig er orienteret om udviklingen og mulighederne.

Hovedparten er flittige ”Bagside” læsere, og de fleste ser det som et godt break på en travl fredag. Så den viden de trods alt har, er alene de partsindlæg ”Bagsiderne” fremkommer med. Men de blander sig ikke i debatten, og må nok forventes at gøre som de gjorde i sidste sejlsæson, forrige sæson, forrige sæson og … Ja, de går nok i de vante spor, og er desværre svære – næsten umulige at flytte. Det er et fortsat uløst dilemma i udviklingen af dansk sejlsport, når de mange aktive ikke kan forventes at skifte - hverken spor eller gear.

Nu varer freden i forårssolen jo ikke evigt, ikke fordi Mutter ”Skrap” Mohr fandt os. Næh, her var det hendes små medhjælpere. Vores egne poder er også langt mere konsekvente, og yderst kontante i deres far ”skæld ud”. Budskabet blev skåret ud i granit af de to poder: ”Så er det tilbage til arbejdet, far og far …”. Nu skal det siges, at det ikke var det værste arbejde, vi blev budt på i weekenden. For de mange unge sejlere har fået nye joller til sæsonen, og det er altid en fornøjelse at pakke nyt grej ud.

6 Tera-joller og 3 Feva-joller som er et projekt hvor Dansk Sejlunion virkelig gør en forskel. Takket været Dansk Sejlunion og den økonomiske støtte fra TORM er der en overvejende sandsynlighed for at de ”store” på 13-14 år fortsætter i sejlsporten. Havde det eneste tilbud igen i år været vores gamle Optimister, var der blevet vrænget næser og sejlsporten droppet. Måske er de unge mennesker forkælede, sandheden er nok nærmere – snotforkælede. Men tilbuddene vælter ind over dem, så hvis sejlklubberne ikke forstår at følge med og skaffer de fornødne alternativer, ja så forsvinder ungdommen ud af sejlsporten.

Så herfra skal der lyde en stor tak til TORM og Dansk Sejlunion. Den 18. marts skrev jeg om dilemmaet: ”Skal forældre spytte i kassen?” og vi vedhæftede samtidig <LINK:8118:sponsoroplægget>, det økonomiske grundlag er baseret på som inspiration. Økonomien er godt på vej, selv om vi forældre stadig skal skaffe 55.000 kr., før vi helt er i mål. Det lykkedes nok i takt med at foråret fortrænger vinteren.

Men de unge mennesker forventer at udstyret står topgejlet, hvorfor hvert barn fremover må spytte 1000 kr. ekstra i kassen ud over det årlige klubkontingent. Ja, det er en seriøs forældreudskrivning, men tænk på hvilke oplevelser vi giver de unge mennesker. Og det er trods alt dem der skal føre vores elskede sejlsport frem mod nye højder, når vi selv har nået en alder hvor vi dårligt kan tygge smør længere.