Ugens bagside er trukket nordpå til skærgårds øen Hønø, vest for Gøteborg. Du kører og kører, tager en færge – der tilmed er gratis, og pludselig er du midt i ægte svensk skærgårdsidyl – kun forstyrret af det svenske fjols, der nu igen skal afprøve sin motor lige midt i aftenroen. Jeg er her, fordi mit skib har haft base hos den flinke mand, med det gode danske navn Jørgen, hele vinteren.
Nu ligger hun klar til afgang – ja, næsten viser sig det snart, godt hjulpet på vej af Jørgen og hans folk. Ikke alene har de gjort et godt stykke arbejde, de er tilmed imødekommende, nærmeste hjælpsomme. Men regningen kalder tårerne frem hos en mangeårig dansk bådejer. Nok er den svenske krone, ganske dansker venlig. Men i forhold til de røverier, jeg gennem årene har været udsat for hos danske værfter er dette bare ekstremt billigt. Alligevel er det afslutningen på et næsten 12 måneders drama, hvor det gode skib var lånt ud og blev skadet. En rigtig sur historie, som trods billige svenske priser – er blevet en lang og kostbar affære. Lærdommen er at, man nok ikke skal låne sit skib ud, hvis der ikke er helt klare aftaler.
Hjemme i Skovshoved hvor det gode skib normalt vugger på sin plads, er der 2 bådværfter. De ligger altid i en konstant nabokrig – der ikke lader Panduros snart 50 år gamle film ”Naboerne” noget efter. ”Store værft” sørger nidkært for, med kæder og jævnlige inspektioner, for at ”Lille værft” ikke formaster sig utidigt. Som kunde, skal man være forberedt på en skideballe – vi er mange bådejere som dårligt tør sætte vores fødder i den sydlige del af Skovshoved Havn. Faren for at få ”en sviner” ligger lige for, når humøret er på nulpunktet hos ”Store Værft”. Og det er det åbenbart tit – dertil har manden en hukommelse som elefant, så emnet for de forskellige ”svinere” kan have årtiers opsparede vrede bag sig.
Jeg må kun håbe, at Gentofte Kommune snart har mod og mandshjerte nok til at sende hele værfts – og vinteropbevaringen i åben licitation, hvor kundeservice og god opdragelse indgår som nogle vigtige kriterier.
Derfor er Jørgen og hans team på Hønø en befrielse. Tænk, Jørgen ringede tidligere i dag, for at høre hvor langt vi var kommet. Det var aldrig sket i Skovshoved. Da vi kom til værftet, var alt klar - også regningen – men uden overraskelser. Det ville være historisk, hvis du oplevede det samme i Skovshoved. God stemning, gode råd begge vej – Jørgen sejler af sted med vores søkort over Limfjorden. Så når jeg og mit skib, nu igen bliver ønsket, derhen hvor peberet gror – tror jeg at vi finder tilbage til svenske Jørgen. Gid dog, hvis de danske værfter ville tage en smule ved lære? Bare en lille bitte smule?
Tilbage til feriens helt store drama. Vores lille gravhund Chilli er på sine gamle dage blevet svensker uvenlig. Ikke fordi hun nogensinde har bidt nogen svensker, det kunne den gamle dame aldrig finde på. Men juridisk er hun lige pludselig uønsket i Sverige, på trods hun i sit snart 12 år lange hundeliv har været en flittig gæst. Ja, Chilli elsker Sverige, og især de svenske hanhunde. Om de er mere galante, eller de med deres snuder nede på Chillis bagperron, kan noget… der sætter liv i det gamle bentøj ved jeg ikke. Men i hvert fald var det en trist gravhund jeg forlod, ørene hang og humøret var på lavpunktet.
I tiders morgen fik Chilli den store svensker behandling, jeg skrev sågar om det i Bådmagasinets unge dage. Siden har hun med jævne mellemrum været forbi til en rutine ormebehandling, og derefter nydt selskabet med sine svenske firbenede venner – rundt omkring i Skærgården.
For nogle uger siden var jeg forbi for at bestille en ny omgang, og spurgte selvfølgelig om der var forhold – udover orme kuren – jeg skulle være opmærksom på. Dyrlægen checkede skærmen og Chilli´s journal og meddelte at ormekuren tidligst 10 dage inden afrejse var nok.
I går var Chilli så forbi for at få sin orme kur, men budskabet var lige pludselig helt anderledes.
Chilli kan slet ikke komme ind i Sverige… Der var stort set al ting galt, faktisk har damen været illegal indvandrer i Sverige de sidste 5 år – hvis jeg skal tro damen på dyreklinikken. Det ville have betydet langvarig frihedsberøvelse til Chilli og en stor svensk bøde til mig, hvis hun var blevet afsløret på svensk jord.
Konsekvensen er, at måneders planlægning, og længe, længe ønsket drømmetur i Gøta kanalen er ødelagt. Rigtig mange penge er sendt ned i et sort hul, og humøret er minus nul – ikke bare hos Chilli men også hos mig. ØV, ØV. Alt sammen grundet forkert rådgivning fra Chilli´s faste dyrlæge.
Et er, at jeg nu sidder som komplet idiot – alene i Hønø. Min familie har fået ødelagt deres ferie fuldkommen. I hvert fald den svenske drøm er ødelagt. Genialiteten med at lade skibet ligger i Gøteborg vinteren over, er lige pludselig blevet en hæmsko. Nu gælder det om at komme hjem til Danmark, hjem til Chilli – det lille stakkels ruhåret puds.
Her har den gamle redaktør hr. Øverup altså en opgave: informere sine hundeelskende læsere om forholdene i Sverige. For som dyrlægedamen sagde, rigtig mange sejlerhundeejere har ikke styr på reglerne, Puha, siger jeg bare.
Nu er Chillis hukommelse heldigvis kort, så i stedet for skærgården får hun en uge i Fredensborg. Stort set nabo til dronningen, og ikke mindst prinsegemalens fine gravhunde. Nok må man undvære skærgården og retten til at sove i fodenden under dyne. Modsat er der tale om et ophold under ordnede forhold, rettidig servering, organiserede lufteture. Er Chilli bare lidt heldig kunne hun jo ramle ind i sine royale artsfæller i slotsparken? Deres franske snuder kan vel godt opveje tabet af en svensk ditto. Men er vel lidt royal gravhund.
Så når ferien er slut, så er Chilli nok vinderen. Vi har nu brugt 2 dage på rengøring og oprydning. Få kompetente folk til at ordne nødvendige hjælpemidler, som brugsvandet og toilettet. Desværre har jeg lidt den tort, at bruge hele min indre brok røv, på at skælde ud på mig selv, have medlidenhed med al den uretfærdighed jeg er udsat for. Det er faktisk surt at være bådejer og bruge sin skærgårdsferie på et bådværft, hvor flinke de ansatte end er.