fbpx

Bagsiden: Hvad kan dansk sejlsport egentlig bruge Team Danmark til?

Inkluder i Newsletter: Ja

Team Danmark er en klods om elitesporten, alt i mens de er bindeledet mellem politikerne, Kulturministeriet og de mange forbund under Dansk Idræts-Forbund.

Med "Lov om eliteidræt" i hånden, har Team Danmark hals og håndsret over alle elitesejlere. I hvert fald hvis den enkelte sejler gør sig forhåbning om en OL plads. Derfor er det også interessant at læse oplægget til Team Danmarks støttekoncept 2013-16, altså oplægget til den økonomi Dansk Sejlunion kan forventes at have til rådighed de næste 4 år efter OL i London, og formentlig også uden TORM som sponsor?

Jeg skal ikke trætte dig med at gå mere ind i dybden i dette yderst politiske korrekte oplæg. Heller ikke fordi der er så meget nyt under solen, og mange steder bliver tankerne beskrevet med så bred en pensel, at ingen rigtig kan være uenige. Så mange bliver nok først overrasket, når de mange fine ord bliver omsat til kroner og ører.

Tilbage til Team Melgaard, som reelt set er en af sportens sidste ægte amatører. Alle 3 piger, med enten fuldtidsjobs og/eller studier. Trods de mange fine ord i "Team Danmarks støttekoncept 2009 -12", er virkeligheden, at det er andre økonomiske kilder der har holdt Team Melgaard flydende indtil nu.

Udfordringen ligger nu i de næste 140 dage, op mod OL i London. Meldgaard og Co skal først fremlægge en arbejdsplan frem mod OL, før OL dragten udleveres. Træningskravene er rimeligvis ganske benhårde, der er kun plads til 12 matchrace besætninger til start i OL.

Men hvordan får pigerne det økonomiske regnestykke til at gå op? Det er nok fortsat et åbent spørgsmål? Ligesom i Askepot, skal der en solid indsats før de 3 får den flunkende prinsesse status. Hvilken rolle Team Danmark spiller her, må du selv gætte?


 

Politikerne stille hvert år en stor pose penge, til rådighed for elitesporten i Danmark. Trods finansiel krise er Team Danmarks indtægter siden 2009 steget med 13 procent. Vinderne i det spil er Team Danmark egen administration, som er blevet 26 % dyrere. Hvorfor kan du selv kun gisne om?

Enhver, der arbejder med det offentlige ved, at man er verdensmester i administration og bureaukrati. Ofte selvforstærkende med procedurer, kontrol, møder og rapportering – ikke kun i første led – men også i de efterfølgende, altså også i eksempelvis Dansk Sejlunion.

Det koster rigtig mange penge, så det er da lidt bekymrende at den direkte støtte til forbundene er kun steget med 2 procent og den indirekte støtte med 7 procent. Træk lige inflationen og de øgede administrative krav fra, så svarer stigningen reelt til en økonomisk nedgang for den enkelte elitesejler.

Den siddende radikale Kulturminister Uffe Elbæk, var tidligere en af kulturens førende ny tænkere. Chef for "Kaospiloterne" og deres uddannelse i Aarhus. Ministeren burde være manden, som slog bremsen i overfor al den bureaukrati, så de enkelte idrætsudøvere kan få en endnu større andel af politisk tildelte økonomiske midler?

Det kræver mange ressourcer at udvikle og støtte elitesejlere. Der skal mange års indsats til, og der er mange eksempler på, at elitesejlere først topper, når de er voksne og færdiguddannede. Det kræver med andre ord en bred satsning for at få de bedste frem i feltet. Alle må derfor appellere til ministeren om at holde Team Danmark og specialforbundene i stram snor, så eliteidrættens knappe økonomiske midler kommer længst muligt ud i værdikæden – tættest til udøverne.


 

Ellers bliver det alene rene lykketræf, hvis Danmark opnår nogle OL medajler. Her må Team Meldgaard nok satse på deres eget træningscenter. Widex Kraftcenter Øst, et samarbejde mellem KDY, HS og SKS på Øresund. Da de indløste OL billetten på Mallorca, viste Team Meldgaard at de er Danmarks ubestridte bedste Matchrace hold – lige nu. På de gode dage, som på Mallorca, kan pigerne slå alle. Skal besætningen Lotte Meldgaard, Susanne Boidin og Tina Gramkov, blive andet end et kønt kvindeligt staffage på TV billederne skal der mange kolde kontanter på bordet.

Foran står tre World Cups, pigerne skal have tilknyttet diverse trænere og de skal arbejde med deres mentale ressourcer. Helt kontant betyder det, at de skal skaffe i omegnen af 500.000 kr. NU – og frem til august.

Dansk Sejunion og Team Danmark har formentlig i deres budgetplanlægning, diskret afskrevet Team Melgaards chancer i match race til OL. Så Widex Kraftcenter Øst lederteam med, Ulrik Haumann fra SKS, Christian Lerche fra HS og Lars Ive fra KDY, skal selv ud og løse den opgave. Heldigvis er de 3 herrer de rigtige mænd på opgaven. De 3 klubber har mange venner, med sejlerhjertet på rette sted, og lidt frie økonomiske midler på kistebunden. Så mon ikke pigerne går hele vejen, og husk venner. Lur mig, om de ikke kommer hjem med lidt metal om halsen? Sker det, så får pigerne en kontant bonus fra Team Danmark.

Men ro på venner, den bonus skal de bagefter betale indkomstskat af.

Ingen i Jantelovs Danmark skal forvente en tak for noget som helst. Heller ikke Team Meldgaard.