Safir

Artikelindeks


Cockpit med Henrik, Klara (6) og Karen Wibe. Arbejdsplads til rorgænger bag skødebro og til gaster foran. Skrå karme er fine siddepladser ved krængning. Stuverum under agterdæk, hvor den gamle forluge nu sidder.

Den lille, slanke Safir med de
specielle mørke kevlarsejl og lavt fribord er påfaldende hurtig på aftenkapsejladserne. Men lystallet er også oppe over 1,15.
Skipper Henrik Wibe siger, at med kevlarsejlene og andre forbedringer kan båden ikke længere klasses som ægte Safir. Den noget ukendte og ældre
bådtype måtte alligevel undersøges nærmere. Hvad er det, der er så godt ved båden? spurgte vi ejerne Karen og Henrik Wibe med børnene Peter (10 år)og Klara (6 år).
Karen svarer straks: ”Det er den måde, båden bevæger sig på. Den kører ret igennem.”
”Ja,” siger Henrik, ”båden bliver nede i vandet og moser bare igennem bølgerne. Det sprøjter næsten ikke, og vi bliver sjældent våde i cockpittet, selv om det er ganske tæt på vandet.” Karen mener også at ”det er en sød lille båd.”
De sejler Safir fordi Henrik arvede ”Mette” for tre år siden efter sin far, som havde haft den 17-18 år. De har altså ikke valgt bådtypen efter lange overvejelser. Men de har gjort meget for at få den til at sejle endnu bedre, og nu er ”Mette” hurtigere end de fleste Safirer og mange andre større bådtyper.
Denne Safir blev i sin tid bygget for tung med en vægt på 2,8 tons mod standardvægten 2,4 tons. Det tog Henrik konsekvensen af og fik designet nye sejl med større areal i samarbejde med den lokale Elvström Sobstad sejlmager. Sejlene er af kevlar og storsejlet har gennemgående sejlpinde, alt sammen uden for reglerne, og derfor kan båden ikke længere klasses som Safir. Men eksperimentet viser, hvor meget man kan forbedre en ældre bådtype. Storsejlet fik 60 cm ekstra kappe og gennemgående sejlpinde. Derved kom kappen
så langt agterud, at wiren i hækstaget blev udskiftet med en fem mm kevlar-line, der ville slide mindst på sejlet, hvis det i vendinger rørte hækstaget.
Fokken blev gjort så stor, at den ud-fylder fortrekanten lidt over 100% og går helt hen til vanterne og helt til tops. En standard Safir fok er mindre og mangler bl.a. en meter i at nå helt op i toppen. De nye sejl af kevlar ligner en billig plastpresenning, synes ejerne, og går under kælenavnet ”presenningerne” om bord.
Henrik forbedrede også det meget
lille rorblad agterude ved at gøre det større. Det lille ror virkede fint, når
båden var i fart. Men i svag vind var
båden svær at styre. Så lavede Henrik
et større rorblad af krydsfiner belagt
med glasfiber, og nu er sejlegenskaberne i top både i svag og i frisk vind.
Safiren er bygget til kapsejlads, og forstaget har ikke vantskrue, men wiren er ført gennem et hul i stævnen og ned til mastefoden. Det var for at kunne justere forstaget under sejlads, men mange tabte masten af den grund, og så blev det forbudt af DH-reglen. Til-svarende går hækstag og bagstag ned under dæk til skjulte hal og taljer, der udmunder i cockpittet.

To ror styrer båden
Safir har faktisk to synkroniserede ror. Det ene sidder agterude som et spaderor, og så er der et ekstra ”køl-ror” hængslet på kølens agterkant. De to ror drejes med samme rorpind, idet de er forbundet under cockpitdørken med en trækstang mellem tværarme på de to rorstammer. Den agterste tværstang er kort og den forreste er lang, hvorved det forreste ”køl-ror” drejer meget mindre end det agterste, normale ror. Så passer vandstrømmen til begge ror i en vending.
Systemet brugtes på havkapsejlere
omkring 1970, fordi man mente, at det var en fordel med ekstra styreevne. Henrik synes nu ikke, at det giver noget
specielt, men det føles heller ikke tungt og besværligt at dreje rorpinden og de to ror. Venderadius er som for andre
finnekølsbåde i samme størrelse.
Det forreste rors rorstamme stikker kun lidt op over bådbunden indvendigt. Rorstammens top er under vandlinjen. Hvordan holder det vandtæt, spørger jeg. ”Det er helt tæt. Æh, men hvordan, det ved jeg for resten ikke,” svarer Henrik. ”Nu har du givet mig noget at spekulere på.”
Henriks ændringer på båden gav ekstra kapsejlads-fart i den gamle båd. De sejler altid aftenkapsejlads og deltager i en del andre kapsejladser. De havde
lige været til Mærsk Cup i København. Hvordan gik det? ”Joe, vi vandt vort løb, men vinden løjede for meget til sidst,
så de større både kunne vi ikke indhente. Vi blev kun nr. fire overalt. Vi havde satset på at blive nr. et overalt.” Henrik er en øvet sejler, der kender sin båd, så der er ikke grund til beskedenhed.

Stor sejlerfaring
Henrik er født og opvokset i både. Faderen havde oprindelig en 22 kvm svensk skærgårdskrydser, lang, smal og velsejlende og en fribordshøjde på kun 25-30 cm. Efter at Henrik var født byggede faderen en større båd med mere plads, en platgatter lidt større end en Folkebåd. Den sejlede familien meget i.
Henrik har desuden sejlet Optimistjolle, Flipperjolle, OK-jolle og windsurfer. Han har sejlet som gast i alle mulige både, bl.a. den berømte, gamle 30 kvm Utzon spidsgatter ”Gigi”. Den har ”Spækhugger-linjer” og vandt og vinder stadig mange præmier, vel at mærke i løb med moderne både. Henrik har også sejlet meget med Poul Brøkers smukke mahogni fartmaskine, Frøken 34.
Henrik er fuldblodssejler og altmuligmand. ”Min far var klejnsmed og mirakelmand. Han kunne arbejde i alle
materialer, og han byggede jo selv en båd. Min uddannelse? Jeg er min fars søn, det er nok. Jeg kan lave alt, ligesom min far. Og så er jeg skibsingeniør.”












Produktnyt

80.000 til SUP&SURF i Hornbæk

Rindom i klar EM-føring før finaledag

Tager du ansvar for sikkerheden, skipper?

Ligastart med nye både og nye regler