Rasmus 35: Voldsom stabil og stærkt bygget

Rasmus 35 er en langkølet båd, der giver tryghed. Skrogtykkelsen er 30-40 mm og op til 50 mm i bunden, og det er svært at montere log og andet, der skal bores gennem skroget.
Den er da også voldsomt stabil i frisk vind, fortæller Erik. ”Jernkølen på 2,5 tons er ca. 50 cm tyk på midten. Det er så meget, at når båden står på land, kan man vanskeligt ligge ved siden af båden og nå kølens modsatte side med en arm. Kølens underside er desuden flad, så båden faktisk kunne stå på kølen alene uden afstivning.” I al fald i vindstille.
Erik og Bente er godt tilfredse med båden. ”Vi kalder det en pensionistbåd, og den fungerer godt til os.”

Båden er indrettet med agterkahyt til børn eller gæster, en stor hovedkahyt og en forkahyt, de selv bor i. ”Bådens eneste fejl er, at vi savner et godt, stort badeværelse,” mener Bente. Men den slags brugte bådkonstruktører ikke megen plads til i 1970.
De høje cockpitkarme og vindspejlet giver læ og holder bølgesprøjt ude af cockpittet. Naturligvis har de sprayhood og en kaleche-”udestue”, men den sidste pakkes ned under sejlads.
”Vi har erfaring fra en masse tidligere kapsejlads, og vi nyder at båden kan trimmes i perfekt balance,” siger Erik.
”Normalt sejler vi med genua og storsejl. I svag vind er Rasmus 35 dog temmelig tung, og så hedder det normalt motor og storsejl.
I frisk vind over 10 m/sek. er storsejlet for stort og bør rebes, og så skal genuaen udskiftes med en fok forude, for at båden igen er i balance. Det er jo besværligt, så naturligvis gør vi det nemmeste og sejler for genua alene uden storsejl. Den sejlføring giver perfekt balance i båden.”

En vigtig rorindikator
Båden har en tydelig rorindikator, der viser rorbladets stilling. Sejlene kan trimmes til perfekt balance, så rorindikator står midtskibs uden pres på rorbladet.
Det lille trærat kan drejes temmelig mange omgange til begge sider, så derfor er en rorindikator vigtig.
Uden den kan man ikke vide, hvor rorbladet står. ”Rorindikatoren er især vigtig, når vi skal bakke,” siger Erik. ”Båden er svær at styre, når vi bakker, og vi må holde øje med indikatoren for at se rorbladets stilling. Vi drejer aldrig mere end 1/4 udsving på viseren, ca. 25 grader. Hvis rorbladet drejes mere under bakning, kan det slå helt over til 90 grader af trykket fra den kraftige motor på 75 hk, og det kan måske brække rorbladet.”
De har sejlet Sjælland Rundt 8-10 gange med båden i de gode, gamle dage, hvor der kunne samles et helt løb med 5-7 Rasmus 35’ere. Efterhånden var der færre med, og det var ikke længere så sjovt at sejle mod moderne bådtyper.
Erik og gaster sejler stadig aftenkapsejlads for sjov, men alligevel seriøst nok til, at kalechen naturligvis pakkes af vejen. ”Men på en aftenkapsejlads skal vi helst være i mål 14 dage før de nye, mindre konkurrenter. Så det er kun for sjov,” siger Erik.
På lokale distancesejladser bruger de spileren på 78 kvm, men alt det besvær betaler sig ikke på en lille trekantbane. De har to spilerstager. Det giver lettere spilerbomning, når den anden stage sættes i spileren før bomningen, og den første fjernes i ro og mag efter bomningen.
”Vi bruger også stage til at spile genua med på plat læns. Men vi kalder jo båden for pensionistbåd, så kapsejlads skal først og fremmest være sjov,” gentager Erik.
Ankerkæde og to ankre er stuvet forude. ”Det er godt med noget vægt der, som modvirker vores egen vægt i cockpittet,” spøger Bente og Erik selvironisk. ”Ellers ville stævnen jo pege op i luften.”

Alle gode gange tre
Bente og Erik har haft flere både, siden de begyndte at sejle i 1963. Alle bådene hed ”Beriko”, af BenteErikOlsen. Den første var en sejlkutter af træ af type omtrent som en Måge (en dansk ”skærgårdskrydser”). På en styrbord halse på en kapsejlads blev båden dog sejlet ned. Forsikringen dømte totalskade og udbetalte 25.000 kr. Men Erik reparerede båden og lagde glasfiber på skroget og solgte den kort efter i 1973 for 25.000 kr.
Den anden ”Beriko II” var en LA-krydser, købt i 1974 for de to gange 25.000 kr. plus lidt mere. Dengang var LA-krydseren en ret stor båd, og de sejlede tur og kapsejlads med den. Men så begyndte det at knibe med pladsen til dem selv og tre børn, for der var kun en forkøje til børnene og hovedkøjerne til dem selv.
Den tredje ”Beriko III” blev Rasmus 35’eren, bygget 1977 og købt i 1979. Den har de nu haft i 28 år.

Hjemmelavede tips til cockpitbord
Båden har cockpitborde i 3-4 størrelser og kombinationer. De hægtes alle på rattets styresøjle og støttes i den frie ende af en skrå pind ned til styresøjlens fod.
Et standardbord med god plads til fire personer.
Nogle hjemmelavede plader kan forlænge bordets forkant med ca. 35 cm, så der kan sidde én mere ved hver langside samt en på klapstol for bordenden, i alt syv personer.
Andre hjemmelavede plader kan forlænge bordet ca. 25 cm agterud forbi rattet, så der bliver plads til tre børn på den tværgående styretofte, i alt syv voksne og tre børn.
Et hjemmelavet lille drinkbord er kun til kaffekopper og glas. Den lille bordplade, der kan vendes, har høje slingrekanter, der kan redde drinks fra bølgerne. Om bord hedder drinks i øvrigt ”dessert på fod” efter glassets fod.
En tyk gummiring (”bildæk” fra et askebæger) kan lægges oven på den runde kompaskuppel, og så kan en lille bakke eller tallerken stå på kuppelen.
En skridsikker gummidug lægges som regel på alle borde, hvilket giver forbavsende god sikkerhed mod, at ting rutsjer.
Mellem alle tallerkner i skabene har Bente hæklet små lapper, så ingenting rasler og skramler.

Konstruktør: Olle Enderlein 1970, Sverige
Værft: Hallberg-Rassy
Rasmus 35 og Monsun 31 var værftets første både.
Senere kom bådene til at hedde HR plus et nummer.
Hard- eller softtop over vindspejl.
Fås også med to-mastet ketchrig.
En brugt båd er sjældent til salg
Længde/bredde/dybgang: 10,50/3,05/1,30 m
Vægt/jernkølvægt: 7,0/2,5 t
Storsejl + genua: 56 kvm
Pris: ca. 400.000 kr.



Seneste nyheder

AC36: Harken hoppet med om bord

EM for 12mR i Skagen nærmer sig

Vegvisir Race – set fra den lange rute






Sailing World News

Facts about 12 mR Worlds

RIP Lowell North

Yacht Racing Forum: Unprecedented turnout