Americas Cup: Her får du serveret den nye AC75 klasseregel

30-03-2018 06:59 Morten Brandt
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Bådmagasinet.dk kan som de første herhjemme løfte sløret for den nye AC-regel.

Emirates Team New Zealand og Luna Rossa holdt ikke alene ord – de mener det hele, hvilket lover godt for den 36. America’s Cup.

Lad det være sagt med det samme – der er ikke så meget at hente for lægfolk i den 65 sider lange klasseregel. Det mest overraskende er måske, at den båd, der blev vist frem som en animation i det sene efterår rent faktisk ligner de både som den 36. America’s Cup bliver sejlet i. Og rygterne og softwing-storsejlet ser ligeledes ud til at blive en realitet.

Dette er ikke en kølbåd

Der er på papiret tale om en kølbåd, men det engelske ord monohull er mere dækkende i forhold til AC75eren. Og derfor skrotter vi hermed ordet kølbåd i forbindelse med America’s Cup, af den simple grund, at AC75eren ikke har nogen køl.

Artiklen fortsætter under dette foto...

AC75 front on Luna Rossa

De nye AC både har ganske enkelt ingen køl, så ordet kølbåde er hermed udgået i den nye AC-ordbog.

Der vil blive sejlet i en foilende énkelt-skrogsbåd. Beregningsmæssigt kommer den nye båd mere til at minde om en katamaran end en enkelt-skrogsbåd. Konstruktørerne og designerne får travlt for de første både må komme på vandet om 1 år – og da alle erfaringer i AC-sammenhæng viser, at det hold der har flest sejltimer på vandet ender i America’s Cup finalen, så vil de ambitiøse hold bestræbe sig på at kunne søsætte de nye både i henhold til tidsplanen.

Hovedpunkterne – slut med cykling

Som sagt vil det 65 sider lange klasseregel-dokument være en lækkerbisken for designerne. For almindelige sejlere er her hvad TNZ og Luna Rossa har valgt at fremhæve.

• Der vil være hårde begrænsninger på antallet af komponenter, der må bygges. Dette inkluderer skrog, master, ror, foiler og sejl. Dette skal motivere holdene til at arbejde mere med forskning og udvikling i simulations-software og dermed færre fysiske konstruktioner og tests.

• Holdene får færdigbyggede foil-arme og canting-system. Dette vil spare design-tid og konstruktionsomkostninger.

• Holdene får færdigbygget rig-system

• Holdene får one design maste-profil

• Holdet består af 11 sejlere. Der er ingen kønskvotering. Gennemsnitsvægten er 90 kg. Max vægt for hele besætning 990 kg.

• Der er restriktioner på materialer der må benyttes til bygning af skroget.

• Skroglængden skal være mellem 20.600 og 20.700 m, svarende til 67,6 fod. Bådene når en LOA på 75 fod med et 5 m langt bovspryd.

• Max dybdegang bliver 5 m.

• Alle kontrolsystemerne om bord skal betjenes af besætningen. Der må ikke modtages information fra sensorer eller andre kontrollere på båden.

• Besætningen må kun bruge hænderne som hovedleverandør af power input.

• Foil Cant Systemet må kun bliver drevet af batteri-strøm. Holdene får batterierne.

America’s Cup flytter igen grænserne

Dertil vil softwing storsejlet, der er udviklet til AC75-klassen have en forventet transfer-effekt på sejlsporten generelt i fremtiden, hedder det i pressemeddelelsen.

– AC75 klassereglen vil danne rammen for, at holdene kommer til at udvikle de hurtigste enkelt-skrogsbåd på jorden, siger Martin Fischer, der er Design Koordinator hos Luna Rossa Challenge i pressemeddelelsen.

På Bådmagasinet indrømmer vi blankt, at vores skepsis er blevet gjort til skamme. Det er ingen tvivl om, at America’s Cup med AC75erne endnu engang kommer til at flytte grænserne for hvad sejlsport er.

Du kan læse hele reglen på linket her 

Se video der viser de imponerende enkeltskrogsbåde i computer animation her: 

Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

Læs flere nyheder - klik her.

Udvalgte artikler til salg - gratis for abonnenter under Mit Bådmagasin

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer