Forgus 37

Den tigger om at komme på langtur. Forgus 37 er egentlig en traditionel, svensk bådtype, der i dag fremstår den som en veludstyret, moderne cruisingbåd. Men tag lige godt 1,5 million ud ad banken først.
15-04-2002 10:39 Hans Henrik15 Apr 2002 8:39 - Torry Lindstrøm
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Svenske Forgus 37 er næsten en overlevering, en bådtype fra et lille svensk lokalområde, hvor tiden stod stille i halvfjerdserne, mens navnlig danskerne ledte efter de vises sten blandt verdens mest avancerede konstruktionsprincipper til at lave fremtidens familiebåd.
Det er ikke båden, der vuggende og lokker med evige invitationer til aftenmatcher og Sjælland Rundt. Forgus’en har i stedet denne aura af langfartens eventyr, så man med et halvt øje kan se, at den skal ud og sejle langt. En cruisingbåd. Den er for folk, som vil tilbringe lang tid i deres båd og se fjerne kyster, men med et rimeligt mål af både maritim og hjemlig komfort undervejs.
Forgus 37 er én af de klassiske svenske turbåde fra bådebyggerøen Orust nord for Göteborg, hvor man også bygger Najad, Malö og Hallberg Rassy efter stedets tradition og altid har været flinke til at kikke hinanden over skulderen. Forgus’ Hugo Samuelsson har dog aldrig fulgt den klassiske og lidt bastante Orust-recept slavisk. Han tegner skrog med mere spring og lettere linjer end de andre bådebyggere på øen. Forgus’en ligger tættere på sejlbåden end naboerne, og demonstrerer dette med et relativt stort og højt sejlplan, ca. 68 kvadratmeter, der ender 16,8 meter over vandlinjen.

Traditionelt skrog passer selv kursen

Det er en pæn tung dame, vi svinger ud mellem pælene til vals på bølgerne. Forgus 37 vejer 7,5 tons, hvoraf de 3,4 tons for denne models vedkommende ligger i en 1,58 meters blykøl med vinger efter bedste America’s Cup forbillede. Det giver båden et solidt fodfæste i vandet, og man føler sig nærmest som ombord i en motorsejler, for motorsejladsen ud ad havnen foregår lydfrit med fin retningsstabilitet og et fuldkommen vibrationsfrit ror.
Dette kan man takke bådens traditionelle konstruktion for. Det er ikke nogen hemmelighed, at denne type cruisingsejlere har sine træk mere fra fortiden end fra sejlsportens avantgarde. Forgus 37 tilbyder et drægtigt undervandsskrog med en mellemlang køl og et balanceror hængslet på et solidt skeg, som man så det på "moderne" både i tresserne.
Skroget er formet traditionelt som en kølbygget træbåd med en dyb kølflange, som bærer den påboltede vingekøl, der på land blandt moderne både mildt sagt ser noget kluntet ud. Alternativet er imidlertid en dybere finnekøl med 1,95 meters dybgang, som mange kan føle vil begrænse deres muligheder, og udenlandske tests af de to kølversioner mod hinanden har ikke kunnet vise nogen forskel.
Nå, men med herlighederne nedsænket i vand kan vi koncentrere os om virkningen, og den er der ikke noget i vejen med. Man er dus med båden nærmest omgående. Forgus’en sejler for sejl med en dejlig retningsstabilitet, og ratstyringen giver sikre kurskorrektioner for minimum af kraftudfoldelse. Den reagerer ikke på samme aggressive måde som en moderne båd med kort køl og spaderor, men man får en klar fornemmelse af at have båden "i hånden", når man overtager rattet. Manøvreevnen for sejl vil næppe imponere en hardcore kapsejler, for nok ligger den fint i hånden, når man styrer kurs, men den svarer til gengæld behersket på store rorudslag og vender på en stor cirkel. Til tursejlads fungerer det hele i dejlig harmoni, og vi gætter på, at den gode retningsstabilitet vil give autopiloten gode betingelser. De lange mile kan bare komme an!

Den frister ikke til unødig brug af motoren

Vi testede Forgus 37 på fladt vand i op til 4 sekundmeter luft på Åbenrå Fjord, hvor den fik lejlighed til at bevise, at den er en ægte sejlbåd. En motorsejler var ikke kommet nogen vegne her, men Forgus’en listede afsted for 44 kvm rullegenua og 33 kvm storsejl med lige under 6 knob på bidevind. Vinkelen på kryds er svær at vurdere i spingende fjordvind, men nærmer sig de 40 grader. Andre tests i god luft melder om fine fartegenskaber med 6,5 knob på bidevind og 7,5 på halvvind. Men det er i den lette luft, sejlbådsegenskaberne skal anbefale sig. Den sejler med naturligt god fartfornemmelse og reagerer entydigt på sejltrimmet, og man fristes ikke til at starte motoren i utide.
Morsomt nok sejler den som en ægte motorsejler for motor. Som nævnt ovenfor styrer den retningsstabilt og vibrationsfrit for motor, fordi roret sidder på et bredt skeg, men propellen er alligevel anbragt så tæt på rorbladet, at man får den rigtige motorsejler-effekt af at bruge motoren til manøvrer i havn.
Det aktive sejlerliv i den testede version var komfortabelt med tilbageførte fald og både rullegenua og rullebom samt selvskødende Andersen-spil af god dimension. Bag det klassiske vindspejl på hver side af kahytsnedgangen er der fin plads til fald, kaffekrus eller turgrej.
Cockpittet er dog ikke dimensioneret til travlhed, for det er begrænset i størrelsen som følge af pladsforbruget under dæk til agterkahytten og dennes mellemgang. Dette har ikke forhindret cockpittet i at virke beskyttet og med naturlige siddedimensioner, og det har desuden en charmerende detalje med den cirkelrunde udformning af kistebænk og dørk rundt om ratsøjlen, der giver mindelser om klassiske veteranbådes cockpits. Rattet fylder godt i forhold til cockpitbredden, men når man først er kommet om på skippers bænk med den svungne tofte agterude, sidder man med fin kontrol over både skødespillene og storskødet, hvis løjgang løber bag ryggen af rorgængeren.

Salonen er hyggelig, men trang adgang til agterkahyt

Under dæk møder vi en ædel mahognikahyt af høj kvalitet og fine detaljer af den slags der fremkommer, når man har arbejdet længe med både. Salonen er ikke udpræget stor, sofakøjerne er 190 cm lange og dermed lidt begrænsede som sovepladser, men er glimrende som siddepladser. Men hvem sover i salonen nu om dage, når der er tomandskahyt for og bag - det er vel kun uanmeldte gæster, som ikke fortjener bedre ...
Indretningen er klassisk med pantry, toilet og navigationsbord ved kahytsnedgangen, hvor pantryet er i L-form til bagbord og svinger med ind i mellemgangen til agterkahytten. Toilettet er til styrbord og navigationsbordet op ad skottet, så man sidder for enden af styrbords køje og navigerer. Salonen er meget hyggelig med gode skabe og boghylder med en skærmende pind foran, hvilket understreger langfarts-præget. Der er flot hovedhøjde i salon og på toilettet, 186 cm.
Af de to kahytter ville jeg personligt foretrække forkahytten, der har en rummelig køje i fortrekanten med god plads til fødderne, fordi der er inddraget et godt stykke af stævnen til ankergrej. Forkøjen har to skabe foruden stuvepladsen under køjerne. Agterkahytten lider en smule under, at man har holdt hårdt på at give båden et ordentligt udseende og værget sig mod at hæve cockpittet mere, end det er sket. Det gør mellemgangen ud til agterkahytten noget trang, men kahytten er der ikke noget i vejen med, og i sommervejr vil man sikkert være fristet til at benyttet den CE-påkrævede luge bag cockpittet.

Højt udstyrsniveau giver velvoksen pris

Forgus 37 er ikke nogen billig båd, men den er godt udstyret fra starten af. Man er forlængst holdt op med at skrabe sine både ned til en urealistisk tilbudspris, men bygger bådene med det, køb

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer