Test af brugte Sejlbåde | Bravo Bavaria 31

Bravo Bavaria 31

30-01-2008 16:02 Hans Henrik30 Jan 2008 15:02 - Jakob Johannsen
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Det er ingen kunst at forbedre sejlegenskaberne på en eksisterende konstruktion en lille smule. Det er heller ikke den store kunst at skabe lidt mere plads i kahytten eller at hæve kvaliteten et par cru. Men at gøre det hele på én gang, endda uden at hæve prisen tilsvarende, ja, så taler vi om stor kunst.
Dette kunststykke har det tyske Bavaria-værft begået med sin nye serie cruisingbåde, som er startet med Bavaria 31 og 34 Cruiser, og som allerede her i efteråret følges op af større Bavaria-modeller, der tilsyneladende har fået og får den samme tur i den store forvandlingsmaskine.

Lækker at styre i pustene
Vind og bølger var der nok af, og havde det ikke været for fotografens skyld – han synes ikke, at sejlbåde med formindskede sejl er fotogene – så havde jeg nok ikke bedt om at få rullet hele storsejlet ud.
Det var derfor en dejlig overraskelse (den første af flere), da vi fik rullet storsejlet ud i fuld størrelse plus den store genua. Båden smed sig ikke synderligt på siden, og da vi fik fintrimmet skøder og hal, lagde den sig stabilt på kursen med masser af frit fribord i læ og fin føling på rattet. Selv i de hårdeste pust kan man ”fin-styre”, og den forøgede vind omsættes til fart snarere end krængning.
Desværre havde vi ikke bådens forgænger Bavaria 30 liggende ved siden af som sammenligningsgrundlag, men jeg er ret sikker på, at vi hurtigt var sejlet forbi. Båden er blevet en fod længere – ifølge værftet er stævnen gjort længere – og agterskibet er gjort lidt smallere.
Der er seks spil i cockpittet (standard) to på ruffet og to på hver luvkarm til hhv. genua og storsejl.
Og begge kan betjenes af både rorsmand og gaster under sejladsen. Storsejlet bliver som noget nyt skødet med en såkaldt ”tyskerskødning”, hvor skødet kører på en skødeskinne på ruffet, går op til og langs med bommen frem til masten, ud i hver side til skandækket og tilbage til spillene på luvkarmene.

Cockpit til kant
Det er måske ikke så usædvanligt med tyskerskødning på en større kapsejladsbåd, men på en 31 fods familiebåd er det en stor sjældenhed. Og i forhold til forgængeren, hvor rorsmanden ikke kunne nå storskødet, fordi det blev betjent på ruffet, er det en klar forbedring.
Samtidig virker rig og hal meget enkle og nemme at betjene under alle forhold.
Cockpittet virker også større end forgængerens. Det kan ikke skyldes den ekstra fods længde, som jo er brugt i kahytten, men derimod at de trin og badestigepladsen, som forgængeren havde på hækken, nu er erstattet af en helt flad hæk med cockpit helt ud til ”kanten”.
Hækken er endnu en glædelig overraskelse. Det meste af den kan klappes ned som en badeplatform med en stige, der kan foldes ud. Det hele foregår pr. automatisk, når man trykker på en knap. Overdådig luksus på en 31 fods båd og meget anvendelig, men lidt langsomt, hvis man i hast skal bruge hækplatformen f.eks. ved mand over bord.
Man sidder godt og kan læne sig behageligt tilbage på cockpittets kistebænke både som gast og rorsmand. Men der er ikke rigtig andre steder, rorsmanden kan sidde. Den tofte, som forgængeren havde lige bag roret, er væk, og styrmanden er henvist til at sidde på den skarpe kant med badestigen stikkende ud. Hvis han ønsker at sidde på luvkarmen, så er rattet for lille til, at man kan nå, og alligevel er rattet så stort, at man ikke kan få et ben mellem rat og kistebænk. Så hvis man vil passere rattet, må man træde op på kistebænken, en svaghed mange moderne både har.
Ratkonsollen er som på alle Bavariaer dominerende og lidt wc-lignende. Men den er utrolig praktisk, når der skal placeres instrumenter foran rorgængeren, og det danner base for det store anvendelige spisebord, der er lige til at klappe ud fremad i cockpittet.

Synd for styrmanden
Men hvis rorsmanden sidder på kistebænken i læ eller til luv er der god siddekomfort, og udsynet fremad er godt takket være Bavarias nye svenske sprayhood, som er smal, høj (helt op til bommen), meget solid og med store vinduer og en pragtfuld gribeliste i rustfrit stål langs agterkanten.
Og så et lille hjertesuk, som let afhjælpes: Der mangler en fodstøtte på dørken til rorsmanden, og frølåret til hækstagshaleren er placeret uhensigtsmæssigt, så det kan være svært at bruge kræfterne – på forhånd tak.
Kistebænken i styrbord er mega stor, næsten med fuld ståhøjde, og der er plads til en families feriebagage inklusive badedyr og gummibåd.

Plads og symmetri i salonen
De gode overraskelser fortsætter, når man træder ned ad de buede teaktrin til salonen. Den er gjort streng symmetrisk med navigationsbord til styrbord og pantry til bagbord. Symmetrien giver mest mulig plads til sofa/køjer og plads omkring det smukke klapbord, og det gør frem for alt salonen til at opholde sig og leve i, hvad enten båden sejler med krængning og i høj sø eller ligger fredeligt i havn.
Til styrbord ved kahytsnedgangen er der et praktisk skab til vådt sejlertøj og i bagbord en indgang til en herskabelig agterkahyt, hvor to granvoksne mennesker kan overnatte uden at sparke hinanden.
I forkahytten er der ligeledes en pæn stor V-køje foruden to skabe med bøjlestænger og hylder. Hvad kan man dog forlange mere i en 31 fods båd?
Desværre havde jeg ikke den tidligere Bavaria at sammenligne med, men det forekom mig, at træværket var blevet mere massivt, de skarpe hjørner gjort bløde og runde og finishen i det hele taget gjort bedre.
Og så lige belysningen: De lidt større vinduer i rufsiderne, og de to skylights i ruffet gør kahytten større og venligere. Som en lille detalje, der beviser, at det er sejlere, der har skabt båden, så er de to skylights vendt hver sin vej, så man altid kan åbne et af dem og få frisk luft ned i kahytten på en varm sommerdag, uanset vindretningen.
Bravo Bavaria.

Billigste båd på markedet
Sammenlignet med andre europæiske sejlbåde i 30-33 fods klassen er den nye Bavaria 31 stadig den billigste. Den er blevet ca. 50.000 kr. dyrere end sin forgænger på 30 fod, men til gengæld er der alene i standardudrustningen kommer så meget nyt, at pengene passer – godt og vel endda.
Vinden løjede, da vi sejlede hjem, så jeg fik lov at prøve båden i svagere vind. Det bekymrede den tilsyneladende hverken på kryds eller med slæk på skøderne. Farten var stadig rimelig god for en cruising-båd, og det eneste, jeg savnede, var en gennaker at lege med hele vejen ind til havnen. For en så velsejlende båd fortjener lidt sjov.

Længde/bredde/dybgang: 9,76/3,38/1,87 m
Vægt/ballast: 4.700/1.100 kg
Motor Volvo Penta D1-20: 18 hk
Storsejl/genua: 27,3/23,6 m²
Kabiner/køjer: 2/4 stk
Pris (inkl. cruising-pakke): 627.000 kr.
Værft: Bavaria Tyskland
Forhandler: Floor Marine-Center A/S tlf. 87 11 40 00
www.floor-marine.dk

2009-06-28 10:46:47 af tvkdfh

trxfJF oybwbgcgvssf, [url=http://bnqjvflonmpf.com/]bnqjvflonmpf[/url], [link=http://tpftcctbubpl.com/]tpftcctbubpl[/link], http://vwzwqbaxhywr.com/
2009-06-28 19:39:03 af oxwsfdsxfkw

QSc0Vm psqeebdbdfpe, [url=http://zpydtjhuyuha.com/]zpydtjhuyuha[/url], [link=http://hjhdwdlwjtgr.com/]hjhdwdlwjtgr[/link], http://rtncatwoclku.com/
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer