Test af brugte Sejlbåde | Arcona 400

Arcona 400

22-09-2006 17:30 Hans Henrik22 Sep 2006 15:30 - Troels Lykke
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen
Vejret var let den dag på den stockholmske Baggens Fjärden, der ligger 10 kilometer syd for storbyens centrum. Hyggeligt turvejr var det for en svagt kørende motor, men for let til at konkludere noget for sejl om bord på Arcona 400 fra 2001. Vi fik dog sejlet lidt over fire knob i tre m/sek. og båden viste sig kursstabil og hurtig. Men vi bliver her i artiklen nødt til at referere fra de svenske bådblade. De kan nemlig fortælle om bådens sejlegenskaber i frisk vind. Og bedømmelsen er i top. Det svenske svar på en X-båd, sejler virkelig godt, hvilket nøgletallene afslører med dyb køl og masser af sejl. I dag findes 89 Arcona 400’ere. Båden til 1,5 mio. sejlklar, bygges på en ø i Estland på det svenskledet Boo Marin Værft, fik i 2001 prisen ”Sailboat of the Show” på Stockholmsmässen. Hvordan den sejler? Jo ser du, når man holder i det store rat er udvekslingen tilpas på den letdrevne båd og man sidder rigtigt godt og styrer ude i siden. Det kunne Bådmagasinet mærke i selv to-tre m/sek. Er vinden frisk sejler båden op mod syv knob og går under 40 grader til vinden på kryds. Med andre ord, båden er til familien som både elsker tur og kapsejlads. Og hånden på hjertet, på tur sejles også lidt ræs mellem feriebådene. Her ville Arcona 400 i fart kunne matche flere af de hurtige X-både - også på prisen. Båden betales nemlig med estiske lønninger ifølge den danske importør Ove Skovgaard-Mortensen fra Hundige Havn. På læns i hård luft med gennaker er Arcona 400 let at styre, selv for en familie. Rattet er stort og du føler magt over båden, når det smalle ror bider sig fast i vandet. Den store hæk sørger for stabilitet, når vinden hiver fat i sejlene. Ifølge vore svenske kolleger smider båden sig ikke bare til, når et pust kommer. Den har en acceptabel krængning og vind bliver omsat til konstruktiv fart og ikke irriterende krængning, som man kan opleve, hvis bådene er for tykmavede, sejlene for små eller kølen for lav. På Arcona 400’eren er det omvendt. Kølen er 2,1 m dyb, og masten fra John Mast fra Greve er temmelig høj og krydsstellet stort på 80,7 kvm. Sejlene vi testede var laminerede og tapede sejl fra UK Sailmakers. Vi sejlede med en familievenlig højtskåret fok, der er let at hale ind. Fokken er monteret oppe på ruftaget for at få skødningen så langt ind mod midten som muligt. Båden er indrettet til også at sejle kapsejlads uden tyskerskødning og uden for små spil, der er placeret så langt tilbage, at kun rorsmanden nærmest kan bruge dem. I alt fire Lewmar spil findes i cockpittet, så man både kan trimme fok og gennaker samtidigt. På dæk er især den sænkede genuarulle helt i topklasse. Den er under dæk, og man slipper for at se på genuarullen eller ligefrem træde på den.
”Det var et krav jeg havde til Seldén og vi har fået meget ros fra kunderne omkring den sænkede genuarulle,” siger chefen for Arcona Torgny Jansson. Han indrømmer blankt at han er inspireret af danske X-Yachts.
”Jeg har mødt Niels Jeppesen på flere bådudstillinger og endda talt med ham om bådenes detaljer,” siger Torgny Jansson, mens vi tester bådens topfart for motor. Vi kom op på 8,1 knob. Marchfarten lå omkring syv knob. Men det er nu for sejl, at båden virkelig kommer til sin ret. Arcona 400 er et flot eksemplar og ambassadør for både med sejl. Hvorfor der kun er seks i Danmark af slagsen er en stor gåde. Den danske importør Ove Skovgaard-Mortensen havde et godt salg i 2005. ”Hvor vi solgte fire styk. Halvdelen af vore kunder ser også på både fra
X-Yachts.”

Ingen slendrian om læ - heller ikke på usynlige steder
Efter at have taget de buede trin i teak ned i Arcona 400 venter noget godt. Apteringen er i mahogni og dørken i teak. Og vi konstaterer, at de estiske håndværkere har gjort deres job med præcise samlinger og pæn lakering - også under hynderne. Under styrbord køje findes klassiske luger, så man slipper for at skulle fjerne hynderne, når man vil hente ting og sager. Båden vi testede var en to kahyt-version, som vi anbefaler. Med to kahytter får du en stor agterkøje med en madras på 1,6 m bred og 2,1 m lang. Og samtidig gives plads til et decideret bruserum i styrbord side, der er placeret ved siden af et dejligt stort toilet, der sågar har et vigtigt vådrum til sejlertøj. I denne version gives også plads til en stor dyb kistebænk. Fremme findes en stor luksuriøs forkahyt med 1,86 m i ståhøjde, og man er ikke i tvivl om, at her vil man helst bo om bord. I forkahyttens bagbord side er et omklædningssæde. Køjerne er 2,1 m lange og 2,0 m brede.
Salonen, med en ståhøjde på 1,93 m, starter naturligt ved den gennemgående mast, hvor et klapbord er monteret. De 0,7 m brede salonsæder på hver side er to meter lange og kan derfor bruges til overnatning. Ruder i fribordet savnede vi, de findes i dag i mange moderne både. Ruderne mindsker kælderfølelsen om læ og gør at man lettere kan følge med i sejladsen eller i havnelivet. Det L-formet pantry i styrbord side har pæne skabslåger og skuffer. En bue i pantryet gør at man lettere kan holde balancen under madlavning i sø. Ved pantryet sidder en af de fire skylights, der sørger for frisk luft, godt hjulpet af dorade-ventiler. I bagbord side er et stort navigationsbord. Elektronikken er let at komme til bag en luge. Det er i det hele taget let at være om læ på Arcona 400’eren.

Stålramme hjælper ved grundstødninger på klipper
Man kan man miste masten og næsten totalskade kølen på en sejlbåd, hvis man rammer en klippegrund i høj fart. Det går også ud over en Arcona 400, men det er lidt sværere at miste det hele. Bådens styrke er nemlig bygget i et lukket kredsløb, hvor bådens kræfter er forankret i en galvaniseret korsagtig stålramme på 3,75x2,42 m. En stålramme, som masten hviler på, og som topvanternes røstjern støtter sig på ved stålrammens stringers. Også bulbkølen i bly hæfter med rustfri 20 mm syrefaste bolte på stålrammen, hvor kølens kræfter trækker ned og riggen op. Går man på grund med mere end syv knob, så ryger en besværlig inderskal i bunden ikke. For en inderskal findes ikke på den svenske båd. Skroget behøver ikke en inderskal, da det i sig selv er stærkt i et sandwichlaminat med divinycel. Derudover er skroget håndlamineret med et multi-aktivt væv og isopolyester.
”Vi klarer en reparation langt hurtigere end på de fleste både, da vi ikke først skal fjerne en krakeleret inderskal af glasfiber, før man kan fikse reparation af de mere bærende dele,” siger den 49-årige værftejer Torgny Jansson, der ofte er i Estland for at følge produktionen. Værftet laver også Arcona 370 og 460. Båden er i øvrigt bygget så den er stiv, ikke mindst fordi skotter og køjefronter er fastlamieret. Dækket, der er boltet til skroget, er i sandwichlaminat med divinycel som distancemateriale.

+ Smukt design
+ Gode sejlegenskaber
+ Rummelig i cockpit og kahyt

- Ingen ruder i fribord

Arcona 400
Design: Stefan Qviberg
Længde/bredde: 11,98/3,82 m
Vandlinje: 10,50 m
Dybgang: 1,9/2,1/2,25 m
Vægt/kølvægt: 7,0/2,5 t
Kølprocent: 36 %
Rig og sejl: Storsejl. UK Sailmakers 45,8 kvm. Fok 34,9 kvm. Rullegenua 54,3 kvm. Gennaker 120 kvm.
Motor: Volvo Penta 40 hk Trebladet foldepropel.
Dieseltank: 150 l
Vandtank: 260 l
Pris: (standard) 1.495.000 kr.
Ekstraudstyr: Teakdæk 66.000 kr. Log og lod 12.000 kr. Bundmaling 11.000 kr. Autopilot 33.000 kr. Kortplotter 29.000 kr. Oliefyr 22.800 kr.
Værft: Arcona Yacht, www.arconayachts.se
Importør: Hundige Havn, tlf. 43 69 00 60.

www.Skovgaard-Mortensen.dk


Udvalgte varer til vores abonnementer

135
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer