Match28

27-10-2005 08:00 Christina27 Oct 2005 6:00 - Troels Lykke Foto: Mick Anderson
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Tætte dueller med OL-sejleren Signe Livbjerg, tv., Anna Livbjerg, Mille Jensen og hendes far Finn Jensen, var lige sagen.


Det kan siges kort: Match28 er fuld af energi og sejlglæde. Punktum. Allerede da vi sejlede ud af Kaløvig Havn, kunne man mærke optrækket i den let drevne sag. Alle danske sejlklubber og sporty sejlere kan få glæde af den to ton udfordrende sejlbåd, der med et kæmpe storsejl og spiler stiller store krav til mandskabet. Båden har et stort, dybt og arbejdsvenligt cockpit, hvor fem sejlere ikke går i vejen for hinanden. Den lille fok er godt tænkt af konstruktørerne Tage Jensen og Jesper Skouenborg fra J S Danmark ved Øsby i Sønderjylland. Selve skroget og sejlene har specielt matchrace-sejleren Jesper Bank haft en afgørende indflydelse på. Han har bl.a. en forkærlighed for Melges 24’er, der har et højt fribord, på en slank båd. Bank har reserveret to Match28’ere til afholdelse af Teambuilding-kurser i Olympeak Coaching regi, når han har fri fra sit tyske America’s Cup-hold. ”Båden skulle være en streng entype med appel og med frække linjer. Det mener jeg vi har fået i dag. Og med en bredde på 2,5 meter, er den lovlig at traile,” siger direktør for Match28-projektet, den selvpensionerede bilforhandler Victor Greulich fra Klampenborg. Han arbejder for at få udbredt båden til sejlklubberne, herunder til matchrace-centeret i Skovshoved og et måske kommende center i Vallensbæk. Greulich var selv en af hovedentreprenørerne, da danskerne gjorde det godt under Admiral’s Cup i 80’erne. Jeg havde ham med som gast under prøvesejladsen. De støjsvage, gummiagtige, men strækstabile Elvström Sobstad Genesis-sejl med gennengående sejlpinde, blev sat på Nordic masten. Vi gled ud i Århus Bugten. Det gjaldt straks små bevægelser på det store ror, der som ingenting kan smide gasterne over bord på fordækket. Selv faldt jeg ned i cockpittet og tabte min sejlerkasket i vandet, da jeg drejede for kraftigt på roret, i en matchrace-duel mod OL-bronzevinderen Signe Livbjerg. Jeg konstaterede imidlertid at Signe er bedre til fleet- end matchrace. På opkrydset manglede hun samtidig 100 kilo i forhold til vor besætning, der også talte Århus-eventmageren Lars Hjort fra Peak Sailing. Båden har godt nok en torpedo i bunden og er ikke at regne for en flyvepap-båd, som f.eks. X-79’eren, men alligevel er den følsom overfor nok vægt på siden. Det er bare med at hænge i storsejl og fokkeskøder, for hængestropper er der ikke om bord i Match28’eren, som det f.eks. ses i H-båden.
Benstøtten er god i cockpittet og bag ved rorsmanden kan en instruktør stå. Han skal dog sikre sig at han ikke kommer i klemme når hækstaget hales tot allerede i fem m/sek. Salingshornene har en vinkel på 19 grader og masten er spændt op med en permanent krumning på tre grader. Med et relativt bredt fordæk med et godt skridmønster, var båden god at bomme med. Det lave søgelænder giver fodstøtte, hvis man skal ud på det højt løftede fordæk. Det bliver imidlertid ikke for at skifte forsejl, for der findes kun en enkelt højt skåret fok.
Båden har allerede været i aktion under Kaløvig’s onsdagssejlads, her kunne den næsten følge med en BB 10-meter med lidt over seks knob, og på læns gik den stærkere end BB 10-meteren. Finn ”Beton” Jensen og Per Baagøe, har under test af båden, sejlet 15 knob på læns.
I hård luft kan båden da også smide sig. Finn har hængt i spilerstagen i en kæntring og der skal arbejdes med storsejlet hele tiden for Match28 er lidt mere levende end de større DS 37’ere, som Tage Jensen og Jesper Skouenborg også var med til at tegne sammen med Lars Olsen.
Det er altså en sportsbåd, hvis nogen skulle være i tvivl. Om båden siger den tidligere Bank-træner, Finn ”Beton” Jensen, der gav input i testfasen:
”Den har et hurtigt optræk. Jeg bliver mere og mere positiv overfor båden. Den har lige så mange fordele som DS 37’eren, men Match28’eren er lidt mere vild og vægtfølsom med specielt hurtig respons på ens manøvre.” Victor Greulich overvejer at gøre spileren og storsejlet en anelse mindre, så specielt pige sejlerne kan håndtere den lettere i hårdt vejr. Måske skulle han også overveje at sætte en gummisnude på, hvis den skal bruges flittigt som matchrace-båd. En kantliste er måske også at foretrække, hvis der opstår sammenstød. Bådens pris på 375.000 kroner holdes ned ved at den seriestøbes med fem forme. Fordelt på skrog, indersektion, dæk, køl og ror. I båden findes en stærk bundramme til at holde kølen på plads. Konklusion: Med stor fornøjelse kan sejlklubberne bruge bådene til skole- og kapsejlads, men den henvender sig også til private kapsejlere. For hvem har noget imod at sejle i en moderne båd?

MATCH28
Design: Tage Jensen og Jesper Skouenborg
Længde: 8,40 m
Bredde: 2,50 m
Dybgang: 1,65 m
Vægt: 2 t
Rig og sejl: 9/10 rig, Nordic Mast.
Fok 17 kvm. Storsejl ca. 26 kvm.
Spiler 74 kvm. Sejl fra Elvström Sobstad
Sejlklar pris: 375.000 kr.
Værft: J S Denmark, Haderslev
Salg: Victor Greulich Marine A/S,
tlf. 40 15 39 00,



Sådan bruger de bådene i Kaløvig
Allerede inden de to både kom til Kaløvig Bådelaug i juli var 17 VIP-arrangementer solgt. Et teambuilding-firma, HRM Consult, vil bl.a. køre mange af deres kurser på de to Match28’ere, der skal fungere som organisations-simulatorer med fem gæster på hver båd. Professionelle skippere på bådene til erhvervskunderne, skal de tidligere OL-trænere Finn ”Beton” Jensen og Per Baagøe stå for, med hjælp af elite-sejlerne Rachel Kiel, Signe Livbjerg og 49’er-sejlere. De to både til hver 375.000 kr. er de næste tre år sponsoreret af tre firmaer, fortæller driftsleder i Kaløvig Bådelaug, William Møller Christensen. Et kursus koster 1000 kr. for hver person, men så er der også kaffe og rundstykker til opvarmning. Han tilbyder samtidig overnatning til kursusdeltagerne og firmaerne på havnen. Indehaver af HRM Consult, Henrik Eriksen, siger:
”Mange erhvervsfolk er godt trætte af at dræbe kaniner og drøne rundt ude i skoven. På en båd er det nødvendigt at alle trækker på samme hammel, hvis båden skal flytte sig. Kikser samarbejdet (som i et firma, red.) er der ingen fremdrift.” Bådenes drift finansieres 
af bådsponsorer og eventsejladser og Kaløvig Bådelaug anvender 
også bådene til klubbens pige-sejlere samt sejlerskole, for personer 
med lidt erfaring. Bådene lejes også ud til onsdagssejlads, samtidig holder den populære Finn ”Beton” Jensen også kurser for kølbåds-sejlere, der trænger til et trim- og manøvrekursus. 
En aften koster 500 kr. for hver besætning. De to Match28’ere, skal også bruges som springbræt for klubbens unge, der har mod på matchrace- eller en kølbåds-satsning.www.match28.dk

Udvalgte artikler til salg - gratis for abonnenter under Mit Bådmagasin

140
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer