Bavaria 38 og Bavaria 41

01-07-2004 17:16 Hans Henrik01 Jul 2004 15:16 - Troels Lykke Foto: Per Heegaard
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen



Vi kunne ikke holde Bavaria 38 tilbage på Øresund i forhold til den tre fod større søster. Højere, stærkere og langt lettere på roret var 38’eren. Retfærdigt vis skal hurtigt fortælles at Bavaria 38’erens køl var dybere og smallere, og samtidig havde storesøsteren en friktionsklods i form af en fast motor-propel. Men sagen var, at Bavaria 38 løb stærkt ud fra devisen: ”hellere lille og vågen end stor og doven”. Og jo, begge både er turbåde til henholdsvis 817.000 kr. sejlklar for 38’eren og 1.066.000 kr. for 41’eren. Priser som med tysk effektivitet og stordrift ligger mellem 5 og 15 procent under de fleste konkurrenterne. Bavaria er lidt som at gå i Netto, man VED priserne er bund, derfor går det hurtigt med at handle. Måske derfor har Floor Marine-Center i Randers på et år langet 38 stk. Bavaria 38’ere over disken. Men er det fart eller plads man vil betale for? Komforten selvfølgelig for de fleste tursejlere. Vi ved det godt. Men, det ER da sjovt at sejle stærkt, selv når man er på tur. Indrøm det bare over for dig selv og din kone: Det er mere underholdende at sejle syv knob frem for fem. Bavaria 41’eren blev sejlet af en erfaren svensk kap- og tursejler, salgschef Mats Lindström fra Sélden, som fik panderynker og kiggede ekstra på sejlet, da vi frækt sejlede igennem læen - flere gange endda. Undervejs i dobbelttesten fortalte Göteborg-sejleren om rulle-masternes fortræffeligheder. Mere om det senere. Jo tættere de to sydtyske både lå, jo bedre billede kunne vor fotograf Per Heegaard få. Og det var lidt svært. For uden overdrivelse, så gled vi med en halv knob hur-tigere fra den tre fod større storesøster og gik tre-fire grader højere til vinden.
”Slæk storsejlet,” kommanderede jeg til min storsmilende gast, ”vi går alt for hurtigt.” Bavaria 38 sejlede med andre ord næsten fart som en almindelig kapsejler. Krydsfarten rundede 6,2 knob som det højeste på fladt vand. Ganske god fart for en turbåd på syv ton. Bavaria 38 har da også fået mere sejl og mast i forhold til bådens vægt i forhold til forgængeren Bavaria 37.

Mere sportslig
Rattet var lettere på lillesøsteren. Skrogdesignet på Bavaria 38 er således mere moderne, med en mere oprejst stævn, der forlænger vandlinjen. ”Båden er forsøgt mere sportslig anlagt,” fortæller den danske importør, Michael Floor, som er med under testen. Kølen på den Bavaria 38 vi testede er smallere og tyndere. Samtidig er den af bly, stikker to meter og vejer cirka 500 kilo mere end standardkølen i jern, der kun stikker 1,7 meter. Den dybere blykøl koster 26.400 kroner mere. En mere sporty løsning som Bådmagasinet anbefaler. Bavaria 41’eren sejlede med konventionel kort jernkøl på 1,7 meter, men også til den findes en mere moderne blykøl på 2,1 meter. Det vil give mindst en halv knob. På storesøsteren sad samtidig en stor fast foldepropel, som trak godt med vandmodstand, hvor vi på Bavaria 38 i stedet havde en trebladet foldepropel på til 13.900 kroner, hvilket vi kan anbefale, så tang og andet ikke sætter sig fast under sejlads. Hvis begge testbåde havde samme moderne køl og propel, ville farten være mere ens. Men stadig fornemmer jeg 38’eren til at gå hurtigere, da 41’erens vægt ikke op-vejes af et tilsvarende stort sejlarealet. Begge både var let luvgerrige, som forventet, men 38’eren var mærkbart mere levende. Båden med det fritstående ror reagerede prompte når der blev drejet på stålrattet, trekvart omgang var nok til en vending. Da de vestlige pust kom inde fra villaerne ved Skovshoved, accelererede 38’eren straks til stor fartglæde for os om bord. Men bare rolig. Ingen af de to både smed sig mere end 15 grader i de friske pust, og antydede at selv en forsigtig tursejler kan føle sig tryg om bord.
Balancen i de godt brede både skyldes deres store volumen, kølprocenterne er lave og holder sig nemlig kun lige omkring 30 procent. Højt til vinden gik ingen af bådene i stå. Hvor 41’eren gik 45 grader til vinden kunne 38’eren snige sig ned på 42 på det flade vand. Krydsfarten på Bavaria 41 var på det højeste seks knob, den kunne helt sikkert godt trænge til mere sejlareal efter min smag. Masten var 17,75 meter, men båden kunne godt klare et par meter mere. Det ville give plads til et større rullestorsejl end de kun 35 kvadratmeter vi måtte nøjes med. Blandt Bavaria 38’ere, som er solgt herhjemme, har 90 procent valgt Seldén rullemast, der rulles ud på få sekunder og rebes på lige så få sekunder. Nemt og bekvemt. Men vælger man en konventionel mast stiger storsejlets areal på 41’eren med seks kvadratmeter. Ikke at rullestorsejlene stod ringe. For det gjorde de ikke. Med fem lodrette, runde og gennemgående sejlpinde var der faktisk kappe og brugbar facon på Elvström Sobstad storsejlet. Det i sig selv er en positiv nyhed inden for de sidste fem år. Og rullestorsejlene kunne trimmes fladere ved at hive i et hækstag med fornuftig udveksling, da rullemasterne buede som de skulle. Genuaen på 41’eren, lavet i Elvström Sobstads strækstabile, tunge sandwichdug, har med 47 kvadratmeter, god power, dog først når vindmåleren passerer 5-6 m/sek. Storsejl og genua i testens hightech-udgave koster 21.000 kroner ekstra. I vendingerne måtte der slides godt, når genuaen skulle køres hjem på Harken-spillet. Og vi kan ikke sige det nok til rorsmanden: Vend nu langsomt og få flere venner om bord, således at gasten kan få halet 90 procent ind i genuaen før båden er på den nye halse med vind i sejlene (ellers bliver han sur og svedig). For det er altid hårdt at vende på turbåde i luft, da bådene er godt tunge og underriggede, så der er ekstra pres på skøderne. Elektrisk spil, der findes til 50.700 kroner, ville nu nok være en overdrivelse, men komfortabelt for de fleste.



Udvalgte artikler til salg - GRATIS for abonnenter under Mit Bådmagasin

140
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer