Test af brugte Sejlbåde | Faurby 330

Faurby 330

21-06-2004 15:57 Christina21 Jun 2004 13:57 - Morten Brandt Foto: Per Heegaard
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Marmorkirken og de gamle pakhuse er blandt seværdighederne som vi gled forbi under indian summer betingelserne i september. Trods den udbombede spiler loggede vi i den lette vind mellem 6 og 7 knob på læns.

Det er dagen inden den flydende bådudstilling ved Fisketorvet i København. Vi er fortsat i det vejrsystem som stort set hele sommeren har holdt temperaturen mellem 22 og 25 grader. Under de forhold betyder det, at vinden i Øresund først kommer sent på eftermiddagen, med mindre man er heldig at finde en lokal vindstribe at sejle i.
Faurby 330’eren som vi er om bord på er ikke nogen spritny båd. Den er en del af en handel med en af værftets mange tyske kunder, der skulle have en større båd. For Jens Madsen, der er ansat som plads- og bådsmand på værftet betød det muligheden for at erhverve sig en god båd til en fornuftig pris som han udtrykker det.
MarmorkirkenFrederiks Kirke eller i daglig tale bare Marmorkirken har en særpræget historie. Frederik den femte og arkitekten Nicolai Eigtved fik udarbejdet en stor og fornem byplan for området, som skulle have Marmorkirken som samlende midtpunkt.
Eigtved tegnede den omkring 1740. Den var tænkt langt mere pompøs end den nuværende. Kuplen skulle eksempelvis have haft et spænd på 45 meter, men det endte i stedet med 31 meter.
I 1749 nedlagde Frederik den femte grundstenen til kirken.
Arkitekt Eigtved døde i 1754, og den franske arkitekt Jardin fortsatte byggeriet efter et revideret udkast. Arbejdet skred nu langsommere frem, hæmmet af strammede bevillinger, for til sidst at standse helt.
Imens kom der forskellige forslag til anvendelsen af kirken, der nu var en byggeplads i forfald. Blandt forslagene var - koncertlokale, monument for grundloven, museum for Thorvaldsens værker og - tro det eller ej - gasbeholder.
Først i slutningen af det 19. århundrede fuldførtes byggeriet da Tietgen i 1870’erne købte ruinen, der endelig indviedes den 19. august 1894.


Vi glider ud fra Lynetten, der ligger for enden af Refshalehalvøen på Christians-havn. Om bord på båden har man fornemmelse af at være på et betydeligt større skib. Faktisk minder det meget om at være på en Luffe 37 selvom Faurbyen kun er 33 fod.
Ude på Sundet er der som forventet ikke meget vind, men som det ofte er tilfældet står den lette vind og presser ind mod Københavns havn. Nu er vi jo på Bådmagasinet meget gæstfrie, og hvad ville være mere naturligt end at invitere mine to værter Jens Madsen og hans kæreste Marlene Damsted på en lille sightseeing i min by. Vi går derfor fra Kongedybet i Sundet ind gennem Lynetteløbet med Trekroner Fortet om styrbord.

Den lille HavfrueDen lille Havfrue er udført af Edvard Eriksen i 1913, og er placeret på en sten i vandkanten ved Langelinie.

Bommer gennem havnen
Vinden øger og rummer mens vi nærmer os Holmen og den gamle mastekran, så vi vælger at sætte spileren, der med skippers egne ord mildt sagt er en ”ældre sag”. Ligesom Luffen er båden designet med en kort bom og en høj mast og dermed med et storsejl, der ikke får trimmeren til gispe efter vejret i bomninger og vendinger. Derimod kan man med spilerstagen på 3,5 meter og genuaen på 31 kvadratmeter få lov at bruge sine kræfter.
I den fortsat lette vind er vi nødt til at skære mere end man normalt ville gøre i en Faurby, simpelthen for at holde tryk i sejlene, så vi får en række bomninger ind gennem havnen. Selvom flyvebådene for længe siden har indstillet sejladsen mellem Malmö og København er det fortsat et trafikeret farvand. Så inden hver bomning må man som ved krydsningen af en gade huske at se frem, tilbage og til siderne mere end en enkelt gang. For ud over andre sejlere der nyder sensommeren er der bådene fra kanalrundfarterne, der kommer farende ud fra alle tænkelige huller og hjørner i havnen, HTs vandbusser, som har gjort livet lettere for københavnerne når de skal fra Sjælland til Christianshavn, erhvervstrafikken, der kommer under broerne, krydstogtskibene der ligger til og fra ved Langelinie, færgerne, skoleskibene osv. osv. Så efter vi har set os grundigt for, bommer vi fra Holmen over mod Amalienborg og Marmorkirken.
Det er Marlene, der styrer båden, Jens er på fordækket, mens jeg selv tager skøderne og bagstagene. Og tre ”mand” er alt rigeligt under de givne forhold. Snorene og spillene sidder funktionel som de skal, og rorsmand og trimmer går ikke i vejen for hinanden. Tæt under Oslo-båden lægger vi den sidste bomning ind, så vi på bagbord halse styrer direkte mod Knippelsbro, hvor vi bjærger spileren og skærer op til bidevind for at begynde krydset ud af havnen.

Information i rorpinden
Jeg får her lov at tage roret, og det bliver en meget positiv oplevelse. På trods af bådens smalle skrog har den en virkelig komfortabel stabilitet. Det lægger sig til de første 5-10 grader, hvorefter de 1700 kg blykøl stabiliserer båden fuldstændig, hvorefter presset fra sejlene bliver omsat til fremdrift. Balanceroret gør, at det er let at styre en Faurby 330, men det er ikke for let. Der er god respons, når der trimmes om. Og når vinden enten øger, flover eller springer bliver det hele elegant videregivet til rorpinden.
I vendingerne fungerede cockpittet igen optimalt, dog vil der som i de fleste andre både nok være en smule trangt, når en fem-mand-høj kapsejladsbesætning skal skifte side. Bemærkelsesværdigt var det også at være på rorpinden i fem sekundmeter vind og opleve Faurby’ens slående lethed på vandet. En lethed der står i stærk kontrast til bådens datablad, der fortæller at den samlede vægt ligger på 4200 kg. Det forhindrede imidlertid ikke båden i som en elegant danser at gå gennem vindøjet og over på den nye halse for nærmest at lægge sig tilrette ved de 35 til 40 grader til vinden for nærmest at accelerere ud af vendingerne, alt sammen i en kontinuerlig bevægelse - men nu havde jeg jo også kyn-dige gaster på alle snorene, som ikke var i tvivl om skødepunkter og -tryk.
På vejen ud passerer vi Amaliehaven, den gamle Toldbodsbygning og A.P. Møllers hovedsæde. Vi peger nu ud mod Kronløbet, der er den oprindelige forbindelse mellem havnen og Kongeløbet og det smalle farvand som Trekroner Fortet vågede over. Derefter falder vi atter af til foran-for-tværs, hvor-efter vi sejler forbi Trekroner der denne gang er om bagbord.

LynettenLynette er det gamle ord for fæstningsanlæg. Det oprindelige Lynetten blev bygget 1767 som led i Københavns befæstning. Udvidet 1777-80. Grundformen var traditionel med en trekantopbygning. De to fremadrettede sider med kanoner på en vold gav god bestrygning af havneindløbet. I 1922 blev Lynetten om-dannet til kommandørstation for kystbefæstningen. Lynettens funktioner er gradvist reduceret siden 1970’erne, og der er i dag ingen militær aktivitet.


 

Hovedskottet flyttes
På vej ind på pladsen i Lynetten er det igen påfaldende, hvor veloplagt Faurbyen reagere på påvirkninger fra ror og motor, den er decideret let at håndtere og sætte ind mellem pælene.
Båden er rummelig om læ. Den største kahyt er i stævnen, hvor der også er god skabsplads. Skabene er monteret med låger, der rent håndværksmæssigt fortæller, at vi her er i en båd, der er klasser over serieproducerede både. Hele forafdelingen kan lukkes af med en dør ud mod salonen.
I Faurbys pressemateriale skrives det, at bådene skræddersyes til den enkeltes behov. Et faktum som bevises af, at købere af 330’eren selv bestemmer hovedskottets placering. Naturligvis inden for et vist spillerum, men hvis man prioriterer en større forkahyt bliver hovedskottet anbragt 10 centimeter længere agter, end hvis man vælger at prioritere salonens størrelse.
Al aptering er udført i lakeret teak. Bag alle skabe er der beklædt med træ. I bagbord side er der en L-sofa, og i styrbord er der en langsgående sofa. Over ryglænene er der hylde- og skabsplads. Og under køjerne er der stuverum. Salonbordet er klapbart og indrettet med flaskeholder og stuveplads. Dørken er af teak. Alle hynder er betrukket med møbelstof igen efter ejerens ønske.
Pantryet har flere finesser blandt andet en opslåelig klap forrest der fungerer som aflæggerplads både før og under middagen. I bagbord er pantryet indrettet med overskabe, isboks med kølekompressor og underskabe. Gasapparattet har to blus og der er trykvand ved håndvasken.
Indgangen til agterkøjen findes i bagbord side. Her er der yderligere sovepladser og potentiel stuveplads, kahytten er forsynet med et oplukkeligt vindue.


Trekroner FortetI 1690 blev det danske admiralitet bekendt med, at den franske flåde havde konstrueret et bombarderfartøj. Sådanne skibe ville i en given situation kunne true København fra søsiden. For at imødegå disse trusler påbegyndte man i 1713 op-førelsen af to søforter, et sydligt og et nordligt. Det nordlige fort, der blev anlagt på den yderste spids af Refshalen på kanten af Kronløbet, blev kaldt Trekroner. Det blev opbygget af udrangerede skibe da man i 1713 satte tre aftaklede, udrangerede orlogsskibe på grund i en halvcirkel, som senere - i tiden 1717-1721 - blev udvidet til en fuld cirkel ved grundsætning af yderligere seks orlogsskibe. Navnet fik fortet fra det ene af de først grundsatte skibe; Tre Croner.
Byggeriet af Trekroner skred langsomt frem, men man sørgede for at armere de færdige dele, så i 1789 kunne den nordvestligste del indgå i forsvaret af Kronløbet.
Det var planlagt, at det skulle tage fem år at bygge fortet, men det kom til at tage hele 40. Trekroner, blev nedlagt i 1932 som det sidste af de ydre anlæg.
I dag minder Trekroner stadig om, at opfindelsen af en fransk specialskibstype for mere end tre hundrede år siden medførte, at utrolig mange kroner og utroligt meget blod er endt i Kongedybet for at beskytte landets hovedstad.

Ikke en hysterisk kælling
330 er Faurbys svar på de tyske Bodensee-sejleres ønske om en kapsejladsorienteret cruiser. 7/8 riggen på knap 16 meter er gennemgående og står på en bundstok på køltoppen. 330’erne leveres med både 9/10 og 7/8 rig. Fordelen ved 9/10 skulle være, at du undgår bagstagene, der ofte er til besvær under tursejlads. Omvendt ved alle, at de er gode at have, hvis man gerne vil have fuld kontrol over sine sejl. Derfor leveres båden med den oprindelige 7/8 rig, men ekstraudstyret med en strut så bagstagene kan bindes op agterud under tursejlads uden man risikerer at miste mastetoppen. På den måde får du det bedste af begge verdener.
Den relativt høje mast for en 33 fods båd sammenholdt med vandlinjebredden på 2,8 meter beviser, at båden er orienteret mod gode sejlegenskaber, men som det fremgår af teksten er den på ingen måde en hysterisk kapsejladskælling, der kræver håndtering med fløjlshandsker - tværtimod er den tolerant og givende.

HolmenI over 300 år var Holmen lukket for offentligheden. Området på mere end 700.000 kvm midt i København var Den danske Flådes base, og Orlogsværftet var landets største arbejdsplads. På de fem øer byggedes og vedligeholdtes flådens orlogsskibe, men Holmen var meget mere end krigs-skibe, krudt og kanoner. Her arbejdede nogle af landets bedste begavelser, her udførtes det ypperste håndværk, og her udfoldede arkitekten Philip de Lange og kunstnerne Eckersberg og Thorvaldsen deres kunst. De gamle karakterfulde bygninger er i dag fyldt med nye aktiviteter og den karakteristiske mastekran, Nyholm, der blev opført 1748-51 ved netop Philip de Lange er i dag også åben for folket.

Så meget desto mere kan det undre, at der kun findes seks af dem i Danmark. Resten af produktionen på 70 både findes på Bodensee i Tyskland. Prisen og den danske moms er naturligvis en del af forklaringen. En ny koster fra 974.375 kr. inklusiv moms. Det er muligt, at det er dyrt, men der er masser af kvalitet og gode sejlegenskaber for pengene. Hvis du er heldig kan du på brugtbådsmarkedet finde bådene fra 550.000 kr., mens den typiske brugtpris ligger omkring 7-800.000 kr.

Kilder:
port-of-copenhagen.com, sok.dk, orlogsmuseet.dk, marmorkirken.dk

Udvalgte varer til vores abonnementer

135
Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer