Jeanneau Sun Odyssey 32

18-06-2004 16:24 Christina18 Jun 2004 14:24 - Troels Lykke Foto: Per Heegaard
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen

Moderne design. En stejl stævn giver 30 cm længere vandlinje end på den forrige Jeanneau 32.2.


For 20 år siden blev en 32 fods sejlbåd regnet for en stor båd i Danmark. Det gør den ikke længere. En båd på 10 meter betragtes ofte som en mindre sejlbåd at starte i. Således er godmodige Jeanneau Sun Odyssey 32 blevet solgt til danske begyndere i den gyngende fritidsinteresse, fortæller forhandleren af den franske båd, Gert Sørensen fra Tempo Bådsalg i Ishøj.
Den franske Sun Odyssey 32 er nu også til andre end begyndere. En erfaren sejlerfamilie med to børn vil fryde sig i tre solrige sommerferie-uger om bord på båden. Det samme kunne et ægtepar i næsten alle aldre gøre. For båden med den tidstypiske tre meter brede hæk, lover stabile sejlegenskaber og tilgiver selv mindre fejl når det blæser. Den brede hæk giver samtidig ualmindelig meget plads til en halvanden meter bred agterkahyt og et bredt stort cockpit, hvor der kan sættes et stort cockpitbord op. Også bådens 3,3 meter bredde tillader plads i kahytten til seks spisende gæster. Og de får endda lys fra hyggelige ovale koøjer, som giver fornemmelsen af, at man ikke sidder i en kælder, men faktisk over vandoverfladen.
For 20 år siden var producenterne tilsyneladende mindre fokuseret på plads om læ, som Jeanneau, Bavaria, X-Yachts og andre bådværfter er det i dag. Nu vil tursejlere have plads, og det er tydeligt afspejlet i den seneste produktudvikling. For at få samme rummelighed som vor testbåd, krævede det i 80’erne, at man mindst skulle købe en dengang ”kæmpestor” Sagitta 35.
Vi gled ud af havnen i let sommervejr, det fritstående spaderor gjorde Sun Odyssey 32 let at manøvrere med. Den 19 hestes Volvo Penta fik fuld pedal ud i Køge Bugt, og selv med 7,4 knobs marchfart var motorstøjen fornuftig og acceptabel. Men sejlbåde skal sejles for sejl - selvom nogle foretrækker motoren, hvis vinden bare er lidt imod. Matchrace-sejleren Christina Refn, hev let sejlet til tops på Harken-spillet på bagbord ruftag, hvor alle fald og hal fra masten er samlet. Storsejlet på Sun Odyssey 32 er med 27,3 kvm blevet større end på sin afløser Sun Odyssey 32.2 med kun 19,4 kvm. Riggen er en enkel fraktionsrig med et sæt salingshorn og desværre er båden uden hækstagsstrammer til at trække poweren ud af storsejlet og samtidig stramme forstaget i hård luft for at undgå krængning, men det kan monteres uden store sværdslag. Masten på testbåden er blevet højere og har gjort Jeanneau 32 mere potent end tidligere, hvilket klæder båden under devisen: Plads er vigtigt, og farten det samme. Genuaen på 25,2 kvm, er gjort en anelse mindre end på 32.2’eren, en trend som nu længe er set. Med en mindre fok er der plads til en bredere, stabil rig.

Opgrader sejlgarderoben
På testbåden er franske Technic Voile sejl standard. De stod hæderligt, storsejlet var tilpas fladt og med lange sejlpinde. Men går man op i sejldug og design, så kan f.eks. Quantum, Høj Jensen, Elvström Sobstad og North Sails forbedre farten og sikre faconens holdbarhed. Ser man turbåde en sommerdag konstateres lynhurtigt, at ældre sejl sjældent skiftes. Hvorfor så ikke købe noget der holder faconen længere end i fire-fem sæsoner. En opgradering til danske North Sails koster 58.600 kr. for storsejl og 110 % genua i Pentex sandwich og en gen-naker i almindelig spilerdug. Rene Villefrance, North-sejlmager, siger om fordelene ved opgradering af sejl:”Sejladsen bliver mere bekvem og sikker med tilstrækkeligt flade, holdbare sejl, der giver mindre rorpres og mere fart - og mere sejlglæde. Det hører vi fra vores kunder,” understreger sejlmageren.
Genuaen blev rullet ud, og her opdagede vi en skønhedsfejl man kan falde i. Ind-halerlinen til rulleforstaget føres nemlig hævet over fordækket hen til ruffet. En detalje det store Jeanneau-værft ved La Rochelle i Frankrig let retter ved at føre linen ud i søgelænderet.
Vi trak hjem til kryds i genua og storsejlet, der er med tyskerskødning fremme på ruffet for ikke at tage plads i cockpittet. I fire sekundmeter med svag krængning strøg vi 4,3 knob på kryds med en krydsvinkel på lige under 45 grader til vinden. Båden er ikke levende som en IMX 40 og det skal den heller ikke være, men heller ikke død i reaktionerne som visse tunge, lavtriggede turbåde kan være. Testbåden var udstyret med en fast tobladet propel som standard, en foldepropel som ekstraudstyr ville natur-ligvis hjælpe på hastigheden med mindre friktion. Båden søgte svagt og langsomt op til luv, som den skulle, og vi sad godt oppe på cockpitkarmen, men rorpindsforlængeren, på en flot svungen rorpind i træ, skulle lige være 30 centimeter længere.

Fræk racerstævn
I otte sekundmeter er farten siden målt til 5,7 knob. En ganske hæderlig fart, præsteret af en turbåd. Racerfart bliver til gengæld svær at nå, dertil stikker kølen på 1,5 meter for lavt. Krængningen er moderat da bådens store bredde skaber god skrogstabilitet. Båden har en relativ lang vandlinje, 30 cm længere end Jeanneau’s forrige 32.2, og en fræk, stejl racerstævn. Fribordet er en anelse mere stejlt fra midten og fremefter end hos mange andre turbåde. At Jeanneau-båden har et hot look, overrasker ikke, eftersom designeren Philippe Briand er kendt for streger til kvikke havracere. Sun Odyssey 32 vejer 4,5 ton og deler i øvrigt skrog, dæk og ruf med Jeanneau Sun Fast 32i, hvor vægten via injektionsstøbning er lettet 400 kilo. Til sammenligning vejer en Bavaria 32 3,7 ton og har et krydsstel på 49 kvadratmeter, hvor testbådens er på 53. Plads fås der som sædvanligt meget af for pengene hos Jeanneau. Sun Odyssey 32 koster således 597.900 kr., en pris i bunden på turbådenes marked. Men husk endelig på at der skal smides mindst 100.000 kr., når f.eks. elektronisk udstyr, oliefyr og landstik skal monteres.

Let badeadgang
Vi faldt af til foran for tværs og farten steg til 4,8 knob, på halvvind droppede farten til 4,1 knob med ”ureglementeret” sejlføring. For med en rulle-gennaker havde vi gået over fem glade, lydløse knob. Rygstøtten i cockpittet er fin og der er rigeligt plads på lange kistebænke til solbadning og når der skal spises ved bordet. Cockpittet er beklædt med teak på bænkene, men teak i cockpit-bunden er ekstraudstyr. Adgang til bade-platformen sker ved hurtigt at flytte en bænk agter. Når badeturen er overstået kan en håndbruser med varmt og koldt vand skylle saltet af kroppen. Efter ubesværede vendinger og solrig sejlads trissede Christina og deres udsendte velfornøjet tilbage til Ishøj Havn. Storsejlet gled let ned i lazybaggen. Båden bestod mere end rigeligt som turbåd, var Bådmagasinets pseudoægtepar helt enige om - uden et skænderi.


Inviter endelig spisende gæster 
”Lad os bare spise i vores båd.” Det kan gøres oppe i cockpittet, men også om læ. Pladsen i Sun Odyssey’en er i top, de 32 fod taget i betragtning. Seks personer kan lige sidde ved salonbordet. Og man sidder med god rygstøtte på behagelige stofhynder. Sker der noget ude i havnen kan man sidde ved de ovale koøjer uden at stikke sit nysgerrige ansigt op af lugen. Men frem for alt; koøjerne giver lys som også lugerne og de oplukkelige vinduer i siderne giver. Skal fire gæster overnatte kan to placeres i en lidt lille forkahyt, her er ståhøjden 1,9 meterog halvandenmandskøjen to meter lang efter en hylde med bund monteres i forlængelse af køjen, derefter øges bredden til 1,70 meter. I salonen kan reddes op med to ekstra sovepladser i form af en dobbeltseng som ekstraudstyr. Pga. motorkassen skal to sovende ligge på tværs i agterkahytten, men være højst 1,85 meter - for agterkøjen er ikke længere, til gengæld er køjen 1,5 meter bred. Ståhøjden i agterkahytten er på 1,84 meter. Navigation foregår uden rygstøtte, da man sidder ved bagbord salonsæde, derved spares plads. Det U-formet pantry i styrbord side har rimelig bordplads, men pladsen foran er lille, men en person står godt foran gaskomfuret. Ud over en stor køleboks og stuverum i borde, findes over pantryet fire skabsrum til service og bestik. Hanen er med trykvand med mulighed for en 23 liter vandvarmer. Toilettet er på modsatte side.

Jeanneau Sun Odyssey 32

Design: Philippe Briand
Længde 9,60 m
Vandlinje 8,52 m
Dybgang 1,50 m
Vægt 4583 kg
Kølvægt/kølprocent 1370 kg/30 %.
Sejlføring: Storsejl 27,3 kvm, genua 25,2 kvm, gennaker 62,1 kvm, spiler 67,0 kvm.
Brændstofstank: 70 l
Vandtank: 170 l
CE-godkendt: kategori B, 6 personer.
Motor: Volvo 19 hk
Pris: 592.900 kr.
Ekstraudstyr: Ankerspil, sprayhood, ratstyring, cockpitbord, cockpithynder, bruser på bade-platform koldt og varmt vand, teakdørk i cockpit, Eno-ovn, dobbeltseng i salon, landstrømstik, ekstra batteri, elektronisk udstyr, transport, bundbehandling, søsætning og rigning.I alt . 142.200 kr.
Værft: Jeanneau, Frankrig.
Import: Tempo Bådsalg, tlf. 43 73 73 95 og
Reese Marin, tlf. 74 62 62 56.


+ Prisbillig • Flotte linjer
+ God plads på dæk 
i agterkahyt og salon

- Mangler justerbar hækstag
- Lille forkahyt 
-Kort rorpindsforlænger

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer