Hanse 341

10-04-2003 14:22 Hans Henrik10 Apr 2003 12:22 - Torry Lindstrøm
Kilde:
Vurderer artiklen
Del artiklen


Er man til meget rummelige sejlbåde og vil være bådejer til et rimeligt budget, er udbudet pænt, hvis man er indstillet på at gå lidt på kompromis med de optimale sejlegenskaber. Men det vil det tyske værft Hanse lave om på, så man har forladt sin relativt sportsprægede linie en smule med den nye 341’er, så der leveres bruttoregistertons og indvendige mål på linie med de mest voluminøse blandt tidens cruisingbåde.
Er rummelighed Gud? - og bliver svaret på spørgsmålet et ”Vorherrebevares?” Temaet ligger i luften, når man entrer den nye Hanse, for når hovedhøjden i kahytten bliver 191 cm og fribordet omkring 120 centimeter højt, sætter det sine spor på indtrykket af en 34 fods båd. Hanse 341 begynder at nærme sig de andre ”husbåde” af udseende.
Så er spørgsmålet, om Hanse er i stand til at bevare sin distinkte personlighed og sine sejlegenskaber, som har været varemærket, siden det tyske designerteam Judel/Vrolijk begyndte at tegne de nye både til værftet i Greifswald. Hanse-bådene har i forvejen et udgangspunkt som stærke udfordrere på prisen, for med 341’eren kommer man ud at sejle for godt 700.000 kr. i basisversionen, hvor prisen for velkendte, prestigeprægede cruisingbåde nærmer sig det dobbelte. Hermed bliver Hanse sammen med de andre billigbåde også et realistisk alternativ til brugte prestigebåde.

Den dyre billigbåd
Der er nu ikke meget billigbåd over Hanse 341, som vi har sejlet den i den dyre udstyrs-version med bl.a. blå skrogfarve, teakdæk, ratstyring og sprayhood, hvor prisen stiger med ca. 165.000 kr. Derimod kan man tydeligt mærke ambitionen om at tilbyde en masseindvendig plads. 341’eren er temmelig høj at stige om bord i fra en lav bro. Overbygningen er heldigvis ikke blevet dominerende trods den store indvendige højde, men den er rykket godt ud mod skrogsiden, så sidedækket er blevet noget smalt.
Konstruktørerne har også udnyttet den pladsgevinst, der ligger i at give 341’eren en stejl stævn, så indretningen er egentlig kun blevet presset på ét sted, idet kahytstrappen står ret stejl for ikke at tage for meget plads fra indretningen. Cockpittet er også pænt dimensioneret, og med ratstyring som i denne version virker det ligefrem stort, eftersom Hanse vælger at placere storskødningen på overbygningen foran skydekappen.

En anden ”luft” i salonen
Salonens indretning er et anderledes syn, end man er vant til. Hanse har valgt at ”lukke hullet” ude under sidedækket ved at opsætte fuldt dækkende skot med skabslåger i flugt med overbygningens rufsider. Mange værfter foretrækker at sætte skabssektioner op med 20-30 centimeter afstand over eller under for at give indtryk af ”luft” og rummelighed. Her er det salonens store hovedhøjde og sammensætningen af materialer, i form af et hvidt hovedskot, hvidt pladeloft og inderskal i apteringen, der skal give modvægt til de lidt tunge skabsfronter.
Opbygningen af salonen følger et regelbundet mønster med pantry og toilet umiddelbart efter kahytstrappen, hvor de danner afgrænsningen til en opholdssektion. Her har Hanse valgt den moderne løsning fra de store cruisingbåde med L-sofa i styrbord og to gode siddepladser i bagbord med et bord imellem, som dog også må tjene som navigationsbord, ligesom kontrolpanelet til el sidder her. L-sofaen med fire siddepladser dækker sagtens et dagligt behov ved skafning, mens de to pladser over for er udmærket supplement til gæster.
Pladsmæssigt har denne version én agterkahyt. Så bliver det til fem gode voksen-sovepladser med dobbeltkahyt for og agter, med mulighed for opredning til én i den to meter lange salonkøje, når sofaens store hjørneelementer tages ud.
I denne version med én agterkahyt bliver der plads til et nærmest ekstravagant toilet-bad med separat brusekabine, der også kan tjene som garderobe for vådt tøj. Herfra er der adgang til et enormt stuverum i bagbord, som netop fungerer bedst med dette arrangement, da man ikke kan nå til bunden oppe fra cockpittet.
Stuverummet er ideelt for moderne tursejlere, der ikke lader sig nøje med havnelivet, men gerne vil medbringe klapcykler, grill etc. Versionen med to agter-kahytter er direkte rettet mod kravene i charterbådsbranchen og vil sikkert virke noget presset.
Skarp og vel balanceret
Sejladsmæssigt bliver man ikke snydt for de egenskaber, som har været Hanse-bådenes varemærke, siden Judel/Vrolijk overtog designet af værftets både. 341’eren virker ”skarp” og vel balanceret. Den har en dyb jernkøl i 175 cm dybde, som sammen med skrogstabiliteten fra 3,45 meters bredde giver god match til den over 16 meter høje rig, der er lagt ud med enten rullegenua med almindelig skødning til 70,2 kvm, eller med en 27,3 kvm selvslående fok, der giver et sejlareal på 61,5 kvm. Riggen er en velkendt 9/10 rig med justerbart hækstag, og den relativt korte løjgang til storskødet suppleres af en udmærket kickingstrap. Der er dog tale om typisk tursejlergrej. En kapsejladsvant sejler ville nok sætte kraftigere udveksling på hækstag og kick.
Vi prøvede Hanse 341 med selvslående fok i temmelig let vind, 2-4 m/sek, og her kunne vi godt mærke savnet af en fuld rulle-genua, når vinden løjede. Båden gik dog aldrig i stå, selvom fingeren i perioder nærmede sig tændingsnøglen.
Farten var overraskende god, når vi havde vind, og vi loggede godt 6 knob på halvvind, mens loggen steg til 6,4 på foran for tværs, hvorpå den faldt 5,5 knob på 45 graders vinkel til vinden. Når vi pressede Hanse 341 tættere til vinden, faldt farten hurtigt - og typisk for en båd med for lidt sejl. Men vi kunne dog holde lidt højere end 45 grader med konstant fart af 5 knob, hvilket lover udmærkede kryds i mere vind.
Det er svært at rådgive om, hvad man bør vælge, rullegenuaen eller den meget lettere håndterlige selvslående fok, hvor skinnen er monteret som standard. Er du rationelt indstillet og vil frem i en fart, er det selvslående fok og motorsejlads, når fokken ikke kan trække længere. Er du sejladsromantiker og vil bruse af sted i let brise, skal det være rullegenuaen med sine næsten 9 kvm mere.

Rorgængeren er arbejdsløs
Håndteringen af båden er egentlig nem efter størrelsen. Ratstyringen fungerer glimrende med god føling med båden, og det store balanceror har godt fat. Den trimmes temmelig let, selvom løjgangen til storskødet er placeret på overbygningen, så rorgængeren er afskåret fra at udføre storsejlstrimmet selv. Løjgangen og skødet løber i rigeligt dimensioneret blokke og med god udveksling, så det er muligt at opnå perfekt skødevinkel. Men det er en båd for arbejdende gaster, for skødespillet til forsejlene sidder også uden for rorgængerens rækkevidde. Til den lette håndtering hører også, at lazyjacks og zip-pack bompresenning er standard og tager noget af presset ved bjærgning af storsejlet.
Fra rorgængerens plads kikker man ned over et stejlt agterspejl, hvor der kun er blevet plads til en lille, indbygget afsats, der gør det ud for badeplatform. Her er der basis for privat initiativ, men ellers er bådens udstyr dækkende
Hanse 341’s potentiale er imidlertid soleklart, så selvom værftet har ønsket at tilbyde lige så meget plads som konkurrenterne, er den ikke blevet til nogen dusinbåd. Med en snert af sejlende campingvogn, måske. Én, der har skarpe knive i skuffen.

Ny eller brugt til samme pris
De nye, billige sejlbåde fra Tyskland og Frankrig har ikke mange konkurrenter, ud over på brugtbådsmarkedet. Her ligger stadigvæk gamle prestigebåde til omtrent samme priser som de nye, og der er kunder til dem, selvom sejl og andet vigtig grej er brugt.
Inden for det sidste år er disse brugtbåde handlet i prislaget omkring Hanse 341:

X-372, 1990: 610.000 kr.
X-402, 1985: 649.000 kr.
X-332, 1995: 755.000 kr.
Faurby 36, 1988: 646.000 kr.
LM Vitesse 33, 1990: 610.000 kr.
Hallberg-Rassy 312, 1989: 598.000 kr.
Najad 343, 1983: 795.000 kr.

Hanse 341
Konstruktion: Judel/Vrolijk & Co., Bremen.
Længde 10,35 m
Vandlinie 8,90 m
Bredde 3,40 m
Dybgang 1,75 m
Vægt/kølvægt 5150/1820 kg
Kølprocent: 35. Materiale: Jern.
Mastehøjde over vl. 16,35 m
Rig og sejl: Storsejl med gennemg. sejlpinde og ét hurtigreb, 34,2 kvm. Rullegenua 36 kvm. Selvslående fok 27,3 kvm. Spiler 84 kvm.
Motor: 19 hk
Volvo Penta MD 2020, 3 cyl. diesel med sejldrev.
Brændstof 68 l
Vand 150 l
Toilettank Ca. 120 l
CE-godkendelse Kategori A
Værft: Yachtzentrum Greifswald, Tyskland.
Standardpris ab værft: 699.000 kr.Primer og bundmaling 14.000 kr. Rigning og søsætning 13.000 kr. Ialt 726.000 kr.
Standardudstyr: Rulleforsejl og storsejl. Skinne til selvslående fok. Lazyjacks og zip-pack bompresenning. Badestige. Teak på cockpitsæder. Kompas, log og ekkolod.
Udstyr på testbåd: Komfortpakke: Dieselvarmer, kompressor i køleboks, 220 V landstrøm, batterilader, sprayhood: 39.900 kr. Ratstyring 22.945 kr. Foldepropel 8945 kr. Farvet skrog 29.995 kr. Teakdæk og teak i cockpitbund 62.990 kr. Testbåd ialt: 864.000 kr.
Import: Brdr. Beck, Tåstrup, tlf. 43 71 86 68.


Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold
Jeg accepterer